Kan lide ham, men hvad skal jeg gøre?

Vis spørgsmål

Hej adamogeva. For nogen måneder siden blev jeg vildt forelsket i en dreng fra min klasse. Han sidder nu ved siden af mig, og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Når han snakker til mig, svarer jeg ham bare og lader som om, jeg er "ligeglad".

Ved siden af ham sidder en af de meget smukke piger fra klassen, men han snakker næsten ikke til hende og rykker sig altid tæt på mig. Når han søger hjælp i timerne, er det altid mig, han spørger først.


Engang skrev min bedsteveninde til ham, at jeg havde snapchat, selvom jeg ikke havde fået det endnu. Han skrev " HAR MARIE SNAPCHAT? " med de samme store bogstaver. Næste morgen spurgte han mig lige, da han så mig.

Engang sad han over for mig, og han rødmede, når jeg kiggede på ham. Han snakkede for meget med mig, og det gør han stadig.


Han opfører sig som én, der er ligeglad, men mine veninder siger, at han kigger meget på mig, når jeg ikke kigger på ham.


Hende, der også sidder ved siden af ham, er også en af mine veninder. Vi prøvede at rykke stolen tæt på min i pausen, og da han satte sig efter pausen, blev han siddende (tæt på mig.)


Er han forelsket, eller er det bare mig?

Hvordan skal jeg reagere, når han snakker til mig? (ligeglad, interesseret...)

Jeg håber i hurtigst muligt svarer.

12-årige Marie

SVAR:

Kære Marie

Tak for dine spørgsmål. Det første du spørger om er, om han er forelsket i dig. Jeg kan selvfølgelig ikke svare præcist på dette spørgsmål, da jeg ikke har snakket med ham, men de signaler, du beskriver, kunne godt tyde på, at han er forelsket eller i hvert fald interesseret i dig.

Vær dig selv!

Dit andet spørgsmål handler om, hvordan du skal reagere, når han snakker til dig. Hvis han er forelsket i dig, er det DIG som person, han er forelsket i. Det betyder også, at det allerbedste, du kan gøre for at score ham, er at være dig selv. Jeg fornemmer ikke, at du er typen, der er ”ligeglad”, når andre drenge og piger snakker til dig. Derfor synes jeg heller ikke, du skal være det over for ham. Det kan nemlig være svært for ham at finde ud af, hvad du synes om ham, hvis du prøver at ignorere ham. Det kan nemt få den konsekvens, at han trækker sig tilbage, fordi han ikke tror, du er interesseret. Jeg synes i stedet, det er meget bedre at virke interesseret – men stadigvæk på en måde, så det er DIG, han møder, og ikke en eller anden påtaget rolle, som ikke passer med den, du i virkeligheden er.

Tag et trin ad gangen – bliv først gode venner

Prøv at se om du ikke kan komme til at lære ham rigtig godt at kende. Bliv gode venner med ham, så I bliver gode til at snakke sammen om stort og småt, for dette er grobunden for et godt og sundt kæresteforhold som holder længe.

Prøv også at læse disse artikler, måske kan de hjælpe dig på vej i dine overvejelser om, hvad du gør:

Kærestepotentiale… eller en god ven?

"Plusser" ved at vente med at få en kæreste

Slå koldt vand i blodet

Gode venner

Venlig hilsen Heidi B. Simonsen 

Annoncer