Kære R
”Vi var sammen i 4 år, dybt forelskede, som gik over i ren kærlighed efter 2 år, indtil den dag han sagde stop.”, sådan skriver du. AV hvor må det gøre ondt. Det lyder til, du som helt ung har oplevet noget af det mest smukke og fantastiske – at elske og blive elsket. Ikke kun forelskelsen har du oplevet, men også ren kærlighed som netop er – som du oplevede det - fortsættelsen på forelskelsen.
Hvis det, vi siger på adamogeva i din situation, er identisk med det venner, familie og terapeuter siger, er: ”giv slip og kom videre”, så har jeg lyst til at komme med en nuanceret synsvinkel på den smerte, du lige nu oplever.
For det er ikke så enkelt ”at give slip og komme videre”, og lige nu hverken kan eller vil du gå videre af den vej.
Du har mistet ham, du elsker. Han har afsluttet forholdet. Uden jeg ved noget om detaljerne, kan jeg forestille mig, at det virkeligt må være en stor smerte og sorg for dig.
Og smerte og sorg skal der tages hånd om. Det tager tid. En tid, hvor følelserne kan svinge mellem vrede, had, håb, afmagt, manglende accept af de faktiske kendsgerninger, gråd, en lyst til at opgive og en masse tanker om, at uden den mistede, kan der aldrig blive et godt liv for dig - fordi du elsker - selv om han har gjort forholdet forbi. Derfor er det naturligt at ville kæmpe og ikke at ville affinde sig med situationen. Han er jo ikke død, så måske kan situationen ændres. Alle disse følelser vil du ikke opleve på én gang, men jeg forestiller mig, at du tumler rundt mellem dem (og andre følelser som jeg måske ikke har nævnt). Og hvad kan du så gøre med dem??
Først: Sorg tager tid – lang tid – og kræver respekt.
Forstå kampen
Den største smerte/sorg, du oplever – tror jeg – er det, at han har afvist/afviser dig. Måske kender du til netop den følelse fra andre oplevelser, du har haft i dit liv, og nu vil du ikke finde dig i den mere – og kæmper for at undgå en gentagelse. Og den er ikke bare til at glemme. Men jeg forestiller mig, at når du er opslugt af KAMPEN, så mærker du ikke, hvor ondt det gør, netop fordi du handler. Der kan komme vældig meget dramatik ud af det, bruges vældig meget energi – men afmagtsfølelsen kan holdes på afstand så længe og give en vis lettelse. Måske har du tidligere været tvunget til at ”nøjes”, og det vil du bare ikke nu. Samtidigt æder den dig op – eller sådan føles det.
Giv plads for sorgen/smerten
Hvad er det, du har mistet? Hvad er det, du savner nu? Hvordan ville du ønske, det var? Hvilke egenskaber havde din kæreste, som du satte pris på?
Skriv om det, tegn det, mal som en gal, spil musik du føler dækker din følelse, del det med mindst én person, som du har tillid til – én som ikke bare siger, at du skal slippe og komme videre.
Og vælg så hvilke kampe du vil kæmpe, for du kan ikke kæmpe dem alle. Jeg håber, du vil vælge de kampe, som ikke ødelægger dig selv.
Kan man elske igen?
”Har man elsket engang, kan man så ikke komme til det igen?” Sådan spørger du. Jo, det kan man heldigvis. Og du har gjort nogle fantastiske erfaringer og har derfor noget at bygge på senere. Men først – giv dig god tid og find den plads i dig selv, som kan rumme det gode, du har oplevet med forelskelse og ægte kærlighed, og værn om det. Så kan det blive en platform til igen at opleve både at blive forelsket og leve i et ægte kærlighedsforhold.
Det ønsker jeg dig god arbejdslyst til.
Kærlig hilsen
Else Ø. Andersen