Kan jeg være blevet gravid med min ex?

Vis spørgsmål

Hej brevkasse

Jeg var sammen sexuelt med min ex her for en uge tid siden. Efter vi slog op, er vi begyndt at have sex af og til, men ja.

Jeg er på p-piller og har været det i lang tid nu, men her i går opdagede jeg, at jeg var en p-pille bagud. Jeg er usikker på, om jeg bare havde startet den forkerte dag, eller jeg har glemt en. Jeg er bange for, jeg måske kan være gravid. Min mave rumler og gør ondt. Ved ikke, om det bare er fordi, jeg tænker på det eller hvad.

Kan godt være, jeg bare er nervøs. Altså tænker måske, jeg bare skal vente, til jeg får min mens. Det sker om 10 dage. Synes bare det lang tid at vente.

Hvad tror I?

Pige, 16 år

SVAR:

Kære anonyme pige

Tak fordi du bruger brevkassen her på AdamogEva.dk, når du har spørgsmål eller står i problemer. Det er altid godt at søge hjælp, og jeg vil forsøge at besvare dit spørgsmål.

Startet forkert på p-pille pakken

Du skriver selv, at du ikke ved, om du har glemt en pille, eller du er startet forkert på pakken. Den detalje er ret afgørende i forhold til, om du kan være gravid.

Hvis du har startet forkert på pakken, så bør dine p-piller beskytte dig, som de plejer, og derfor kan du være 99,9% sikker på ikke at være gravid. Jeg går ud fra, at du tager en pakke med 28 piller (eller 21 piller og 7 dages pause) og derfor er vant til at skifte pakke en bestemt ugedag. På den måde tænker jeg, at du bør kunne regne tilbage og se, om du har taget en pille hver dag.

Glemt at tage en p-pille

Hvis du har glemt at tage en p-pille en enkelt dag, som det godt kunne lyde til, så er der faktisk en lille mulighed for, at du kan være blevet gravid. Chancerne er meget små, men det kan ikke udelukkes helt. Den eneste måde, du kan finde ud af det, er ved at vente, til du plejer at få din menstruation og evt. tage en graviditetstest der, hvis menstruationen udebliver.

Tegn på graviditet

Når du beskriver, at din mave rumler og gør ondt, så tror jeg ikke, det er tegn på graviditet men er udtryk for din nervøsitet, som du også selv skriver – hvilket er meget naturligt!

Et af de tidligste tegn på graviditet kan være ømme bryster, men heller ikke det er et sikkert tegn. Hvis man fokuserer meget på graviditets-symptomer, kan man komme til at opleve, at man mærker de forskellige ting, selvom man egentlig ikke gør. Så jeg vil opfordre dig til at være tålmodig og ikke gøre dig alt for mange bekymringer. Som skrevet, så er muligheden for, at du er gravid, meget lille.

Hvad skal du gøre nu?

Som jeg kan regne mig frem til det, er du startet på en ny pakke p-piller for ca. 11 dage siden og har ca. 10 (eller 17) piller tilbage i pakken. Derfor skal du fortsætte med at tage pillerne som normalt og holde pause, som du plejer.

Hvis du er sikker på, at du har glemt at tage en pille, kan du muligvis tage to på én dag – men det er en god ide at læse indlægssedlen for dine p-piller, da det er lidt afhængigt af, hvilken type du bruger. Uanset hvad, kan du ikke regne med at være beskyttet i forhold til graviditet resten af denne pakke, og derfor vil jeg anbefale dig at bruge kondom eller anden prævention, hvis du har sex, indtil du starter på næste pakke.

Du kan læse mere om at have glemt en p-pille i vores artikel Rod med p-pillerne, og om p-piller generelt i artiklen Info om p-piller.

Hvis du er gravid

Jeg tror ikke, du er blevet gravid. Derfor vil jeg ikke skrive en masse om det, fordi jeg tror, det vil gøre dig endnu mere nervøs. Men det er alligevel vigtigt for mig at sige, at HVIS det nu er tilfældet, vil jeg kraftigt opfordre dig til at snakke med nogen om det, da det er en alt for stor ting at gå alene med. Hvis det bliver relevant, kan du læse mere om det i vores artikel Uønsket gravid – hvad gør du?

Sex med ekskæresten

Du skriver, at du af og til har sex med din ekskæreste. Jeg har lyst til at opfordre dig til at overveje, om det er en god idé. Jeg ved godt, at man efter et kærestebrud kan savne den nærhed og intimitet, man har som kærester, og det kan derfor være fristende at mødes om det. Men der må jo være en grund til, at I ikke er kærester længere?

Jeg ved intet om jeres brud, hvor lang tid det er siden, hvorfor I ikke er kærester mere, eller om det var noget, I begge var enige om. Men jeg tror, det er vigtigt, at sex har en god ramme: Et fast parforhold med gensidig kærlighed, respekt og troskab. Sex er meget sårbart og intimt, og jeg tror, det er rigtig svært at have sex uden at få følelserne indblandet. Og det kan ende med at gøre rigtig ondt, hvis de ikke er gengældte. Det er der desværre alt for mange eksempler på.

Derfor vil jeg opfordre dig til at mærke efter: Hvorfor mødes du med din eks og har sex med ham? Er det egentlig noget, du har lyst til? Er det godt for dig? Hvordan påvirker det jeres forhold? Jeg håber simpelthen bare, at du passer på dig selv og sætter nogle gode grænser. 

Jeg har fundet et tidligere brevkassesvar, som måske minder om jeres situation: Slog op, men opfører os som kærester igen - hvad gør jeg? Og en artikel, der prøver at forklare, hvorfor det er en god idé med forskellige måder at være sammen på, når man er kærester, og når man er venner: Ét trin ad gangen er det mest sikre.

Du kan også læse mere om kærestesorg generelt i vores tema om kærestesorg.

Jeg håber meget, at du har fået lidt svar på dit spørgsmål og måske lidt ekstra at tænke over. Du er meget velkommen til at skrive igen, hvis du vil have noget uddybet eller flere spørgsmål.

Jeg ønsker dig alt det bedste fremover!

Venlig hilsen
Signe Langdahl Knudsen

Annoncer