Glemte min sidste p-pille og havde samleje – kan jeg være gravid?

Vis spørgsmål

Hej AdamogEva

Her igår havde jeg sex med en. Han kom oppe i mig, men jeg gik ud lige bagefter og tissede og “tørrede” det væk.

Jeg er på p-piller, meeeen da jeg skulle tage min sidste pille, før jeg skulle få min mens, glemte jeg den og fik den aldrig taget. Jeg fik min mens og begyndte så på en ny pakke igår. Beskytter mine p-piller så overhovedet ikke eller? Er virkelig nervøs for det.

Hilsen pige på 16 år

SVAR:

Kære pige

Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk. Jeg vil gerne svare dig.

P-piller 

Du skriver, at du tager p-piller, men glemte den sidste pille i sidste periode, inden du blødte. Og nu er du startet på en ny pakke efter din blødning.

P-piller beskytter med 99% sikkerhed mod graviditet og beskytter også i den pillefri periode, hvis pillerne bliver taget efter anvisningen. Hvis der er taget mindre end en blisterpakning, dvs. mindre end fx 21 piller på 21 dage, er sikkerheden lavere.

Nu ved jeg jo ikke, om den glemte pille svarer til nr. 21, men i så fald vil det betyde, at du ikke er beskyttet mod graviditet i lige så høj grad. Læs mere i vores artikel Rod med p-pillerne.

Udløsning 

Du skriver, at du havde sex, og at han havde udløsning i dig, og at du efterfølgende tørrede det væk. Ved udløsning kommer der sædvæske, og i den er der oftest en masse sædceller. Når en dreng bliver seksuelt ophidset, kommer der ofte noget væske/præsperm, inden han får udløsning, og heri kan der også være lidt sædceller.

Hvis penis har været oppe i skeden og særligt, hvis der har været udløsning, gør det derfor ikke nogen forskel at tisse og tørre skedeåbningen efterfølgende i forhold til muligheden for at blive gravid. Sædcellerne er allerede godt på vej op gennem din skede og livmoder. I vores artikel Sådan bliver du gravid kan du læse mere om, hvordan en graviditet opstår. 

Graviditet 

Du har haft sex – og derfor er der en mulighed for, at du er blevet gravid. Sandsynligheden er lille, fordi du har taget p-piller inden, men hvis ikke din næste blødning kommer, når du holder pause med p-pillerne igen, skal du tage en graviditetstest. Den kan købes i stort set alle supermarkeder eller på apoteket.

Hvis du finder ud af, at du er gravid, er det vigtigt, at du snakker med din mor eller en anden voksen, du har tillid til. Der vil dukke en masse nye tanker og følelser op, som kan være svære at finde ud af, men husk, at du ikke skal være alene med det. Du må også meget gerne skrive til os igen.

Sex 

Dit spørgsmål får mig til at tænke på, om du har gjort dig tanker om, at du kan blive gravid, når du har sex? Har du tænkt på, at et lille barn kan blive skabt inden i dig, og du derved bliver mor? Har du talt med ham, du deler sex med, om han er klar til at blive far?

Jeg tænker også, at hvis du har sex med flere forskellige, er det virkelig vigtigt, at I bruger kondom. P-piller beskytter mod graviditet men jo ikke mod sexsygdomme, som desværre er ret udbredt blandt unge i Danmark. Måske synes drengen ikke, det er særlig fedt at skulle have kondom på, men så er han ikke moden nok til at have samleje, tænker jeg. For en sexsygdom kan få store konsekvenser for jer begge to i resten af jeres liv.

Jeg vil også gerne have dig til at tænke over, hvad det gør ved dig at have sex med en anden. Jeg ved ikke, om det er din kæreste, du har haft sex med, eller hvem han er i forhold til dig, men når du har sex, giver du noget meget fint, intimt og personligt til et andet menneske. Det er oftest dejligt og rart at have sex, men hver gang giver du et lille stykke af dig selv. Samtidig er du lige nu på vej til at blive en voksen kvinde, og det kan være en periode af dit liv med store følelsesmæssige forandringer og særlig sårbarhed, hvorfor sex kan give nogle følelsesmæssige ar indeni. Især når vi har sex med flere forskellige. 

Gud har givet os en masse gode råd til, hvordan vi skal leve vores liv og passe på hinanden, og bl.a. vejleder han os til at vente med sex til ægteskabet. Det gør han for at passe på os, fordi ægteskabet er en tryg og god ramme, hvor vi har lovet at blive sammen og passe på hinanden, og hvor sex er noget intimt og fint med den eneste ene. Jeg vil derfor kærligt opfordre dig til at overveje, hvorfor du har sex – og om du er klar til sex.

Du kan få input til dine overvejelser i vores artikler 10 gode grunde til at vente med sex og Værd at vente på.

Jeg håber, jeg har givet dig svar, du kan bruge. Jeg ønsker dig alt det bedste.

Kærlig hilsen
Anette

Annoncer