Hej E
Tak for din fine og uddybende mail ang dine tanker omkring din kæreste/exkæreste.
Det, du står i lige nu, er prøvet af mange. Ikke desto mindre er det rigtig hårdt og opslidende at være i sådan et "on and off" forhold.
I kender hinanden godt og gik fra hinanden
I har trods alt været sammen et år og kender nok en del til hinanden efterhånden. Det er jo heller ikke ligefrem sådan, at I hader hinanden. Tværtimod virker det da til, at der stadig er noget gnist og vilje til at ville hinanden.
Hvorfor søger I hinanden igen?
Det, der kan være udfordringen, er at finde ud af, hvorfor I søger tilbage til hinanden og kommer til at gøre "kæresteting" sammen.
Der kan være to forklaringer:
- Enten er det bare nemt og bekvemt at være sammen; det bryder den ensomhed og tomhed, man kan føle, når man har haft en kæreste gennem længere tid og så pludselig ikke har hinanden og de ting sammen mere.
- Den anden mulighed er, at I faktisk er gode for hinanden, men bare har slidt for meget på hinanden og ikke rigtig fået snakket tingene ordentligt igennem, når der er dukket problemer op, hvilket der jo gør i alle forhold.
Bliv klar på om I vil hinanden
Jeg vil anbefale dig/jer at blive klare på, om I virkelig vil hinanden, eller om det, I har sammen nu, bare er et lille "plaster på såret". Hvis det sidste er tilfældet, så gør I det bare værre ved at blive ved med at ses. Hvis det første er tilfældet, må I give det en chance og arbejde med forholdet.
Tag snakken
I må for det første tage snakken: "Vil vi give det her en chance eller hvad?" Hvis det er "Ja", må I hver især gøre jer klart, hvad det var, der var udfordringen ved forholdet. Det kunne være godt, at I hver især skriver lidt ned om jeres tanker og så snakker om det bagefter. Bliv på egen bane- halvdel og snak ud fra, hvordan I hver især oplever det, der er svært.
... og find gerne andre at tale med
Jeg vil bestemt også anbefale jer at finde et erfarent par at snakke med eller lign. Det er altid godt at formulere tanker og følelser overfor andre, da der er meget på spil, og det er jeres fælles fremtid, det gælder.
Jeg håber, mit svar kan kaste lidt lys ind i udfordringerne.
Håber på det bedste for jeres forhold.
Kh. Marianne