Var graviditetstesten falsk negativ, eller er jeg bare for stresset?

Vis spørgsmål

Jeg er igang med min fjerde måned af p-piller og er i pausen nu, men min menstruation er ikke kommet endnu. Før jeg kom på p-pillerne, kom den hver anden uge, men røg så ned på fire dage en gang om måneden, men for første gang er den overhovedet ikke kommet.

Jeg har glemt at tage min p-pille to gange (ikke lige efter hinanden). Derfor har jeg haft store mistanker om at være gravid, da jeg er seksuelt aktiv, så jeg tog en graviditetstest en dag efter, min mens skulle have været kommet, og den sagde negativ. Har læst op på det, og jeg ved nu ikke, om jeg er blevet for stresset over at måske være gravid, eller om jeg fik et falsk negativ.

Please hjælp mig.

R, 17 år

SVAR:

Hej R

Tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå, det fylder meget for dig, om du kan være blevet gravid. Jeg håber, mit svar kan hjælpe dig.

Er jeg gravid?

Du skriver, at du ikke har fået din menstruation i din p-pille-pause og derfor er nervøs for, om du kan være blevet gravid. Når man glemmer en p-pille, er chancen for at blive gravid ved efterfølgende samleje forskellig alt efter, hvornår man har glemt pillen. Da jeg ikke ved, hvornår du har glemt de to piller, kan jeg ikke fortælle dig noget om, hvor stor muligheden for graviditet er denne måned for dig. Jeg kan kun fortælle dig, at der er en øget chance. Du kan i teorien godt være blevet gravid. Jeg tror dog ikke, at du er blevet gravid, da din test var negativ.

Jeg vil anbefale dig at læse op på p-piller. Det er rigtig godt at vide, hvad man skal gøre, hvis man glemmer en pille alt efter, i hvilken uge man glemmer den. Se vores artikel Rod med p-pillerne.

Falsk negativ graviditetstest

Du har gjort det helt rigtige i dette tilfælde ved at tage en graviditetstest på det tidspunkt, hvor du plejer at få menstruation. Sandsynligheden for en falsk negativ test mindre end 1%. Dvs. at sikkerheden for, at testen fortæller dig sandheden, er over 99%.

Det er selvfølgelig vigtigt, at man følger instruksen for testen. Blandt andet at man bruger morgenurin, sådan at koncentrationen er høj. Men hvis du har fulgt anvisningerne, kan du godt stole på din negative graviditetstest. Hvis du har brug for at være mere sikker, kan du tage en test mere.

P-piller og uregelmæssig menstruation

Det lyder, som om din krop lige skal vænne sig til, at p-pillerne har overtaget kroppens eget hormonsystem. Det oplever mange kvinder, og derfor kan man godt få uregelmæssig menstruation og pletblødninger de første måneder, hvor man er på p-piller. Der er ikke noget farligt ved det, men det kan selvfølgelig være generende. Hvis det fortsætter, vil jeg anbefale at tale med din læge om det.

Sex og ansvar

Jeg har lyst til at skrive lidt til dig omkring din bekymring for graviditet. Jeg kan 100% forstå din bekymring, for det er ikke sikkert, at det ville passe særlig godt for dig at blive gravid lige nu. Derfor vil jeg udfordre dig til at overveje, hvilket ansvar der følger med det at have sex. For det er ikke kun sjov og ballade, som du lige har erfaret. En konsekvens er en mulig graviditet. En anden er, at du giver af dig selv til en sexpartner.

Hvis ikke man befinder sig i en situation og i et forhold, hvor man er tryg og har en partner, som man kan bygge et liv med, kan det være svært at bære konsekvenserne af at have sex. Du kan blive såret, skuffet og skulle stå med et valg omkring en evt. abort. Det er alvorligt og kan have konsekvenser for resten af dit liv. Derfor vil jeg opfordre dig til at overveje, hvordan du vil leve dit liv ansvarligt – også dit sexliv. Så kan du trygt leve helt som den kvinde, du er. Og med alt det gode, der er givet os gennem sex.

Jeg håber, mit svar hjalp dig. Du er altid velkommen til at skrive til os igen.

De bedste hilsner
Amalie

Annoncer