Kan jeg have Klinefelters syndrom?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg er en 15-årig dreng. der frygter, at jeg går med sygdommen Klinefelters syndrom.

Jeg er 184 cm høj, ikke overvægtig men heller ikke tynd. Jeg har store lår og en stor røv i forhold til andre drenge på min alder. Jeg har en smule gynækomasti. Jeg har hår på penis, men penis er stadig ikke vokset ret meget. I stiv tilstand er den normal størrelse. Mine testikler kan jeg ikke rigtigt vurdere, om de er normale eller en smule små. Jeg er helt normalt psykisk og skiller mig overhovedet ikke ud der. Jeg er normalt bygget i forhold til størrelse på arme og ben.

Er der noget, der får dig til at tænke, at jeg kan have klinefelter, eller er mine symptomer “normale”?

Kh M

SVAR:

Hej M

Jeg kan forstå, du er bekymret for at have Klinefelters syndrom. Du har bemærket en række ting hos dig selv, som kunne pege på syndromet. Det lyder til, at du har læst op på syndromet, da du bl.a. bruger udtryk som “gynækomasti” (= brystvækst hos mænd).

Om Klinefelters syndrom

Syndromet er forholdsvis almindeligt og i sig selv ufarligt. I langt de fleste tilfælde er det også uden den store betydning for livet som helhed. Vi læger finder kun 25 % af dem, der har syndromet. Klinefelter findes ofte først, når der er ufrivillig barnløshed, fordi mænd med Klinefelters syndrom ofte producerer sædvæske uden sædceller.

De “symptomer” eller fund, som giver mistanke om Klinefelter, er:

  1. Øget højdevækst (normal højde udregnes med følgende formel: (mors højde + fars højde + 13 cm)/2. Men resultatet har en usikkerhed på +/- 8,5 cm.)
  2. Manglende pubertetsudvikling (især mht. kønshår og hår på kroppen)
  3. Små og faste testikler (vurderes ud fra, hvor længe puberteten har varet)
  4. Gynækomasti (som dog er almindeligt forekommende ved drenge i pubertetsalderen)
  5. Indlæringsmæssige vanskeligheder

Man behøver ikke at have alle fem ting for at have Klinefelters syndrom. Men vær også opmærksom på, at alle mennesker ser forskellige ud. Typisk ligner man sine forældre (hårmængde, kropsbygning, pubertetsperiode, intelligens, højde, osv.).

Diagnose og behandling

Hvis man skal finde diagnosen, skal man have lavet en gen-test (blodprøve) via henvisning fra egen læge. Når man finder syndromet, vælger man ofte at behandle med mandligt kønshormon (testosteron), som afhjælper en del af symptomerne.

Konklusion

Jeg kan ikke ud fra det, du har beskrevet, vurdere, om der er grund til at mistænke Klinefelters syndrom hos dig. Alle de symptomer, du beskriver, kan være helt normale for dig. Men hvis det bekymrer dig meget, vil jeg opfordre dig til at blive undersøgt hos din egen læge for at blive afklaret og komme i behandling, hvis det er nødvendigt.

Jeg håber, det er svar nok på din bekymring og dine spørgsmål. Ellers er du velkommen til at skrive igen.

Mvh Jonas

Annoncer