Hvad kan der gøres for at få udviklingen igang?

Vis spørgsmål

Hej igen igen! Jeg skrev for omkring et år siden, at jeg havde problemer med min penis og om, hvor vidt jeg var kommet ind i puberteten. Nu fylder jeg 15 om en måned og der er ikke sket noget. Det er meget pinligt efter gymnastik, specielt fordi de fleste i min klasse er et år yngre end mig selv.

Men så jeg fik en teori, fordi sidste gang jeg skrev, havde jeg meget lidt hår ved den, og det vokser, men MEGET langsomt, og meget lidt, og det er egentlig det eneste, der er sket siden. Men hvorfor? Hvorfor er det, at det vokser så langsomt og næsten har gjort det i et år. Jeg kan da ikke bare sidde og vente, der må da være noget, jeg kan gøre?

Kan jeg have for lidt hormoner i min krop, og skal jeg se en læge eller hvad? Synes bare, det er mærkeligt, at der er sket noget der nede, men så langsomt i så lang tid...

Da jeg var lige over 1 år, havde jeg en ulykke, hvor der kom en gryde med sovs ud over mig og mine inderlår inkl. penissen, kan det ha noget at gøre med det.

Kan man ikke få nogle piller, der sætter hormonerne i gang eller sådan noget?

Jeg mener det er jo ikke normalt

Daniel, snart 15 år

SVAR:

Kære Daniel!

Tak for dine spørgsmål! Det er tydeligt at høre, at det her virkelig er et problem, der går dig på, og jeg håber, at mit svar kan være en hjælp for dig.

Snak med din læge

Jeg synes, du skal tage til lægen, så vedkommende kan vurdere, om det skal undersøges, om du mangler nogle hormoner, eller om I skal se tiden an lidt længere. Langt oftest er sen pubertetsudvikling en arvelig ting, så det er meget mindre sandsynligt, at du fejler noget, der skal gøres noget ved. Mon din far også har haft en sen pubertet? For så vil det tyde i retningen af, at det også er det, der er grunden hos dig. Men jeg synes, du skal snakke med din læge om det uanset hvad bare for en sikkerheds skyld. Så kan I også snakke lidt mere om ulykken med sovsen, for at finde ud af, om det kan have skadet dine testikler, så de ikke laver hormoner nok til, at du kan komme i puberteten. Det er nemlig sådan, at det er testiklerne, der danner drenge og mænds kønshormoner, og det er de hormoner, der gør at penis, behåring og testiklerne selv vokser. Men HUSK at det er mest sandsynligt, at du er helt normal, og bare kommer senere i pubertet end andre.

Snak med dine forældre

Hvis ens far også har haft en sen pubertet, ender stort set alle drengene med at se ud som alle andre – både mht penis, testikler og behåring og hvor høje de bliver. Det kommer bare noget senere. Jeg håber, at det kan være en trøst for dig at vide, selvom jeg godt kan høre på dig, at du synes, det er rigtig svært at være anderledes lige nu. Jeg synes, du skal snakke med dine forældre om, hvordan du har det med det hele – så kan I sammen finde ud af, om I skal snakke med din gymnastiklærer og høre, om du kan blive fri for at tage bad sammen med de andre, hvis du tænker, at det kunne hjælpe dig? Det er også muligt at få nogle piller, der sætter puberteten i gang, men din læge vil nok anbefale dig at vente på, at tingene går i gang af sig selv, så det synes jeg også, I skal snakke om, inden du/I tager til lægen, så du ved, hvad du mener om at skulle tage piller for det.

Kærligst

Lotte

Annoncer