Kære forvirrede og sårede pige
Tak for din mail og dit spørgsmål.
Sex er smukt og dyrebart
JA, du kan have en kæreste og ikke gå i seng med ham!
Det er måske ikke det mest almindelige at høre dette svar, men din seksualitet er noget dyrebart og privat, som du vælger at give som gave. Hvis sex er et krav, mister det noget af det smukke, det var ment til at være.
Du har en sund indstilling
Det er svært i den verden, vi er i, at passe på vores seksualitet. Din indstilling er sund: at du ikke ønsker at dele din seksualitet med hvem som helst. Som regel hænger pigers/kvinders seksualitet anderledes sammen end drenges/mænds. Mænds seksualitet er på en måde mere synlig og kropsligt centreret omkring penis, hvorimod en kvindes seksualitet er mere skjult, både fysisk og psykisk. For mange kvinder/piger vokser lysten til sex frem i takt med, at tilknytningen og relationen til kæresten bliver dybere.
Sex og følelser
Stemninger og følelser er ofte meget vigtige, og de fleste kvinder/piger skal ofte føle sig elsket helt som person for at have lyst og være tryg til at give slip i forhold til seksualitet. Det betyder også, at hvis sex bliver påtvunget, vil en pige/kvinde ofte reagere følelsesmæssigt, hvor hun kan føle sig ensom, forkert, skyldbetynget, skamfuld og/eller mindreværdig. Derfor er det så vigtigt at passe på sig selv og sine grænser. At vise selvomsorg er også at værne sig, så det er super godt, du gør det!
I artiklerne Sex og følelser og Værd at vente på kan du læse mere om, hvordan sex påvirker hele os som personer, og hvorfor der kan være mange fordele ved at vente med sex.
Din lyst til sex skal nok vågne
I Bibelen står der faktisk, at man ikke skal vække kærligheden til live, før den selv vil. Så udover, at det psykologisk er vigtigt at passe på sine egne grænser, kan Bibelen også være din ramme.
Jeg ved ikke, hvordan det er for dig, men for mig er Bibelen en guidebog. Jeg tror, Gud har sat gode rammer op for os for at passe på os, fordi han elsker os. Bibelens ramme er for mig at se, at ægteskabet er det bedste sted at udfolde seksualiteten. Kun i et så fast og forpligtende forhold har seksualiteten i min optik de bedste rammer for at kunne udvikle sig og trives. Sådan har Gud ordnet det, fordi han glæder sig over seksualiteten, og fordi han elsker os og ønsker at passe bedst muligt på os.
I artiklen Sex i Bibelen – på den gode måde kan du læse mere om, hvad vi på AdamogEva.dk tænker om kærlighed og sex. Og du kan læse endnu mere i temaet Bibelen og sex.
Jeg håber, du finder din vej, og mit råd kan bruges. Du er altid velkommen til at skrive igen.
Ønsker dig alt godt!
Mvh Dorthe Sandvad