Kære CM
Det er bare rigtig dejligt at høre, at du har sådan en god ven, som du har haft i mange år, og snakker godt med. Det er ikke så mærkelig, at du nu også er blevet forelsket i ham, og på flere måder er det jo en rigtig god forelskelse, når man snakker godt sammen i forvejen, så venskabet ”bare” udvikler sig til at blive til mere. Det lyder hyggeligt, at I sender hinanden blikke i timerne, og det at flirte på den måde, kan jeg godt forstå sætter gang i forelskelsen og de gode varme følelser.
Forelskelsen gør noget ved os
For nogen kan det ske, at fortroligheden forsvinder, når der kommer forelskelses følelser på spil, men sådan lyder det ikke til, at det er for jer, så det vil da være rigtig godt, hvis du kan snakke med ham om, at for dig er jeres venskab blevet til mere, og hvad du føler for ham. Du spørger, hvordan du kan vide, hvad han føler for dig, og den bedste måde at få det at vide på er jo ved at spørge ham. Men du kan også kigge på, hvad du ser, f.eks. når han sender dig blikke i timerne, eller hvordan han er overfor de andre piger. Foretrækker han at være sammen med dig. I kan måske også bare tage en generel snak om det at være forelsket, hvad mener han om det.
Sats på venskabet
Det kan også være en god ide at foreslå, at I skal lave nogen ting sammen, som f.eks. at se en film sammen, gå en tur i skoven, lave lektier sammen o.s.v. og se, hvad han siger til det. Det er ting, som gør, at jeres forhold måske udvikler sig til mere. På den måde får du også chancen for at lære ham bedre at kende og finde ud af, om forelskelsesfølelsen ændrer sig
Læs også svar til andre i samme situation. Her er nogle eksempler og du kan selv finde flere:
Jeg er forelsket i min bedste ven
Måske er du din egen værste kritiker
Og så er der det der med vægten. Når man bliver forelsket, sker der ofte det, at man begynder at se mere kritisk på sig selv, på kroppen og udseendet. Det bliver selvfølgelig ikke bedre af, at han nu har tabt sig, og måske er blevet pænere og mere attraktiv i det ydre. Det er bare synd, at det får dig til at synes, du skal gøre det samme, som han gør, og synes du er buttet. Det ved jeg jo ikke, om du er, men det er vigtigt, at du ikke nedvurderer dig selv, bare fordi han har tabt sig. Prøv at snakke med dine veninder eller måske din mor om, om du er lidt for buttet, så du får en andens mening om det, så det ikke bare er fordi, du spejler dig i ham. Hvis I kan, kan du jo også lade en bemærkning falde overfor ham, om hvad han synes, det kan jo være, at han synes, du er perfekt, som du er.
Fokus må flyttes – gør noget godt for dig selv.
Når du har fået det, som du har med mad og føler, at du får kvalme, når du spiser, skal alle alarmklokker begynde at ringe, for så er du på vej til at blive for fokuseret på, hvad du spiser, og det kan man blive syg af, hvis det tager overhånd. Hvis du synes, du er lidt for buttet, er det meget bedre at begynde at dyrke mere motion, og evt. gå til en sport. Det er bedre at komme i form end at få en spiseforstyrrelse. Du er i en alder, hvor din krop udvikler sig meget p.g.a. pubertet og hormoner, så den forandrer sig helt af sig selv, så den passer til dig. Hvis du spiser nogenlunde sundt og dyrker motion evt. til sport, og i hverdagen ved at cykle i skole og gå ture, så udvikler din krop sig allerbedst.
Læs lidt om det at være på vej fra barn til voksen:
Pubertet en ekstrem forvandling
Hav det godt og held og lykke med forelskelsen
Hilsen Kirsten Christensen