Kære dig
Det er på den ene side dejligt at mærke, hvordan du kan blive tiltrukket af en dreng, så han tager så meget af din opmærksomhed, og giver din hverdag en masse spænding. Det viser, at du er ved at udvikle dig fra at være en pige til at blive en kvinde. Der er gang i hormonerne, og det er et rigtig godt tegn.
På den anden side er det også enormt opslidende og frustrerende, for hvad gør man lige? Hvad stiller du op? hvad tænker de andre? Hvad tænker han? Hvordan skal du tage kontakt osv.
Mit umiddelbare råd til dig er, at du skal tale omsorgsfuldt og respektfuld til dig selv om disse følelser. Gå ind i en dialog med dig selv, og tal til dig selv, som en "bedsteveninde", der vil dig det godt. Sig at det er godt at mærke, at dine hormoner har fat i dig på en positiv måde. Glæd dig over det. Men beskyt dig selv og blot ikke disse følelser og tanker for ham nu. Hvis du gør det, bliver du meget sårbar, og du kommer nemt til at føle dig "udstillet", hvis han nu ikke tænker om dig på samme måde, eller hvis det hele bare varer kort, mens det hele er nyt og spændende, og så bagefter, har du givet så meget af dig selv, og hvad gør det lige ved dig.
At du kan føle for ham på den måde, er en meget værdifuld del af dig, og du skal passe godt på dig selv, så du ikke får for mange sår og skrammer.
Sats på venskab
Hvis du bliver ved med at føle sådan for ham, så tag nogle skridt, så du kan indlede et tættere venskab. Det er godt at lære ham at kende, og mærke ham som ven. Hvis I skal blive kærester på et tidspunkt, så er det meget bedre for jer, at I har brugt god tid på at lære hinanden at kende. Bland dig med dem, han er sammen med, og find ud af, hvordan han er som ven sammen med andre.
Andre i "samme båd"
Prøv og læs nogle af disse råd her, til andre 12-årige, eller helt unge, som har det akkurat som dig. Prøv og mærk efter i dig selv, hvad du tror der er bedst for dig. Du udvikler dig meget lige nu, og det betyder også, at dit ansvar over for dig selv og andre bliver større. Øv dig - så du fra en tidlig alder lærer at passe godt på dig selv.
12 år, er jeg gammel nok til en kæreste
Hvordan takler vi på 11 og 12 år, de store følelser?
Læs også:
De bedste hilsner
Benna