Kære Daniel
Tak for din henvendelse til AdamogEva.
Du fortæller, at du for et halvt år siden havde et sidespring gennem et par måneder, som du nu bitterligt har fortrudt.
Din kone og du kæmper nu med at klinke skårene efter dette. I den forbindelse rejser der sig spørgsmål om, hvordan ansvaret for det, der er sket og det som nu skal ske, skal fordeles.. Jeg forstår dig sådan, at du oplever en dobbelthed i det. At du både føler et stort ansvar og skyld i det, som er sket og samtidig også har gode forklaringer på, at det kom til at ske. Dvs. at du kan se, at du selv har et stort ansvar, men også, at din kone har et ansvar.
Som jeg læser din mail, mener din kone, at det er dit ansvar, at jeres forhold er blevet bragt i denne krise. Derfor mener hun også, at det er dit ansvar, at bringe jer ud af krisen igen.
Du stiller et konkret spørgsmål ind i dette: Hvordan kan det være, at der findes (legitime) undskyldninger for utroskab, og hvordan kan jeg tage ansvar og på samme tid tale med min kone om, hvad der gik galt.
Jeg vil dele dit spørgsmål op i 3 dele:
Hvordan kan det være, at der findes (legitime) undskyldninger for utroskab?
I den formulering, du bruger her, ligger underforstået: Der er legitime undskyldninger for utroskab. Det vil sige: Under visse omstændigheder er det acceptabelt (legitimt = acceptabelt) at være utro..
Som jeg forstår dig, er du samtidig usikker på, om det faktisk forholder sig sådan. I hvert fald spørger du dig selv om: Hvordan kan det være, at det er ok at være sin kone utro under visse omstændigheder?
Lad os forholde os helt konkret til jeres situation. Når du siger ‘der findes legitime undskyldninger for utroskab’, så taler du på et generelt plan og ikke nødvendigvis specifikt om dig og din kone.
Jeg omformulerer nu din sætning, så den bliver konkret:.
Hvordan kan det være, at jeg har en acceptabel grund til at have været min kone utro?
Har du det? Føler du, at det er helt acceptabelt, det du har gjort under de givne omstændigheder? Har du en ‘legitim’ undskyldning, for at have gjort det?. Du skriver, at du ‘ramte bunden af din egen moral’. Det forstår jeg sådan, at du absolut ikke finder det acceptabelt, det du har gjort. Hvis det, du skriver, skal hænge sammen og give mening for mig, så føler jeg, at du selv har svaret på den første del af dit spørgsmål. Det svar, jeg læser mellem linjerne, er: Der findes ikke nogen legitim undskyldning for, at du har været din kone utro.
Måske man kunne sige: Der findes forklaringer og årsager, men ikke ‘undskyldninger’? Mere om det her under.
Hvordan kan jeg tage ansvar
Lad mig dvæle lidt ved ordet ‘ansvar’. Ansvar for hvad?
Der gik forskellige hændelser forud for, at du var din kone utro. Du følte dig ikke hørt og taget alvorligt. Nærheden var væk. Du havde svært ved at støtte din kone, da hendes mor blev syg. Og så var der selve utroskaben..
Hvad er det, som du skal påtage dig ansvaret for?.
Jeg mener, der er brug for at kigge på de enkelte dele hver for sig og ikke som et samlet hele. Jeg mener ikke, at du skal tage ansvaret for det hele. Jeg mener ikke, at du alene har ansvaret for, at jeres forhold er kommet ind i en krise. Jeg kender ikke jeres forhold konkret, men generelt siger min erfaring mig, at årsagen til par i kriser som oftest skyldes forsømmelse fra begge parter. Det er sjældent, at det bare er den ene, som gør noget forkert og som modarbejder forholdet. Som regel er det begge, der bidrager. Sådan forestiller jeg mig også, at det er for jer.. Jeg tænker, at du har ansvaret for, at du har gjort noget uacceptabelt, nemlig at være din kone utro. Den del må du helt og holdent påtage dig det fulde ansvar for. Til gengæld har du ikke ansvaret for, at du ikke følte dig hørt og taget alvorlig..
Med andre ord: Du har ikke alene ansvaret for, at jeres forhold er i krise. Den må i deles om.
Og nu tilbage til spørgsmålet: Hvordan kan du tage ansvar?
Som jeg ser det, er det første skridt i at tage ansvar, at acceptere, at der ikke findes nogen legitim undskyldning for utroskaben. Jeg mener ikke, at der er nogen acceptabel undskyldning for, at du i en krisesituation, hvor I som par har brug for at søge tættere ind til hinanden, vælger at søge væk fra din kone og er sammen med en anden kvinde. At du flygter fra jeres forhold og bedrager din kone, i stedet for at gå ind i de problemstillinger, som I har brug for at få dem løst. Nogle ville sikkert mene, at det er helt i orden, men det synspunkt deler jeg ikke.. Hvis du gerne vil tage ansvar for det, som du har gjort, så er mit råd til dig, at du glemmer alt om, at der ‘findes legitime undskyldninger for utroskab’. I stedet tænker jeg, at du skal mærke efter, hvad det helt konkret har gjort i jeres forhold og hvordan det at ‘ramme bunden af din egen moral’ har været for dig. Mærk efter, om det føles acceptabelt, det du har gjort.. Hvis du mærker, at det ikke er acceptabelt, så er du i færd med at påtage dig ansvaret.
Hvordan kan jeg tale med min kone om, hvad der gik galt
Du fortæller, at din kone er meget uforsonlig og mener, at det nu er op til dig, at redde jeres ægteskab. Jeg synes, denne reaktion er meget forståelig. Hun føler sig dybt såret, krænket og svigtet af dig. Hun føler sandsynligvis, at du har trukket tæppet væk under jeres forhold og familie og er i en dyb krise. Alt det, tænker jeg, er en forståelig reaktion oven på din utroskab.
Jeg har en oplevelse af, at i er landet i to positioner, som lidt firkantet, kunne stilles op som:
Din: Ja, jeg var utro, men jeg havde en legitim undskyldning for at være det, nemlig at du ikke respekterede mig
Din kone: Du har smadret vores ægteskab ved at være utro, nu er det op til dig at redde det igen
Den videre udvikling i jeres forhold kan tage 3 forskellige retninger:
- I bliver sammen og i den fastlåste position og jeres ægteskab bliver koldt
- I bliver skilt
- I kommer ud af jeres fastlåste positioner, bliver sammen, får arbejdet med jeres krise og kommer godt ud på den anden side
I vil ende i en af de to første situationer, hvis I ikke begge aktivt vælger den tredie. Det tredie valg kræver, at jeres postioner blødes op, at I begynder at bevæge jer mod hinanden.
Et naturligt første skridt denne vej kunne i mine øjne være, at du ydmyger dig i støvet og 100% påtager dig ansvaret for at have været utro og for at have valgt en fejlagtig måde at håndtere en krise i jeres forhold. Jeg tror, det vil kunne have afgørende betydning, at du giver udtryk for et sådant uforbeholdent ansvar og at du beder hende om tilgivelse for det.
Det næste skridt kunne være, at du giver udtryk for, at I allerede inden utroskaben var i en krise og at du gerne vil være med til at løse den krise sammen med din kone. Løsningen af denne krise (altså det der gik forud) kan ikke løses af dig alene og derfor har du brug for at din kone vil indgå i en dialog.
Denne dialog skal ikke tage udgangspunkt i, at enten du eller hun har ansvaret for jeres krise, men at I begge har et ansvar for at have forsømt noget i jeres forhold.
Jeg forestiller mig, at I måske vil få brug for hjælp, til at komme gennem jeres krise. Der kan være mange sårede følelser, som skal bearbejdes og tales om og det kan være svært at gøre dette på en god måde, når man er i en situtation som jeres. Defor tænker jeg, at det måske kunne være en god ide for jer at gå i parterapi. Den kone behøver sandsynligvis tid til at acceptere din undskyldning og tid til at komme sig ovenpå det sår, der skabt ved din utroskab. Hvis jeres forhold skal reddes, må hun nødvendigvis træde ud af uforsonligheden og det er et valg, hun på et tidspunkt skal tage. I denne sårbare fase kan det være svært at få gang i en god dialog og for løsnet op for det fastlåste uden ekstern hjælp. Derfor synes jeg, I skal overveje nøje, om ikke I skulle søge hjælp hos en parterapeut.
Læs evt. mere her på siden om tilgivelse og utroskab: Utroskab
Jeg håber, disse tanker har hjulpet til at kaste nyt lys på jeres situation og at du føler dig hjulpet. Jeg ønsker det bedste for dig og din kone og at I må lykkes med at finde hinanden igen.
Med venlig hilsen Benny
