Kære Den alene
Tak fordi du skriver til AdamogEva.dk. Det er en ulykkelig situation, du står i, og jeg tror, flere har oplevet noget lignende.
I er alle ramt af bruddet
Jeg kan godt forstå, hvis du er dybt chokeret og ulykkelig, og det kan også være et stort tab for jeres børn.
At din kone så hurtigt efter bruddet vender op og ned på sin tilværelse og går ud og finder en anden, lyder som en panikhandling. Uanset om man er den, der går fra sin ægtefælle eller den, der bliver forladt, kræver sådan et brud noget tid til at omstille sig på et nyt liv uden sin ægtefælle og med en helt ny hverdag.
Tid til eftertanke for jer begge
Der er selvfølgelig ingen ”normal” måde at forlade et forhold på, men tid til eftertanke er sundt, når vi foretager så drastiske valg. Hun kan altså ikke være ovre dig efter to måneder. Det tager længere tid at komme over et menneske, vi har delt liv med i mange år. Nogle mener, at vi aldrig kommer over et menneske, vi har delt liv, seng og hjem med.
Forsøg at få en dialog
Jeg kan ikke svare dig på, om hun vender tilbage, men jeg tror på håbet. Jeg tænker, at du står i en stor sorg lige nu, og selvfølgelig håber du på det. Jeg tænker, om der er mulighed for, at hun vil tale med dig. Måske kan du selv spørge hende og fortælle, at du slet ikke er ovre hende og fortsat håber på, I kan blive ægtefæller igen?
Hvilke forandringer kan give håb?
Måske kan du spørge hende, hvad der skal til, for at I kan genoptage forholdet. Hvis hun ikke er parat til at tale med dig lige nu, kan du måske skrive et brev til hende.
Jeg håber selvfølgelig, at I finder sammen igen, men uanset om det sker eller ej, så skal du vide, at det er værd at kæmpe for sit ægteskab, også selvom der har været et brud.
Læs mere i disse artikler:
Den nødvendige tilgivelse
Konflikter i parforholdet
Kærlighed i praksis
Du kan også læse mere på parvis.dk i artiklen Når skilsmisse er valget.
Med ønske om, at det må lykkes for dig
Kærlig hilsen fra
Lise Berggren Smidt