Måske utro - hvordan kommer jeg videre?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg opdagede for et års tid siden, at min mand havde indmeldt sig på en side, hvor man kunne søge andre, som ville være utro. Han havde skrevet til flere forskellige kvinder, fordi at han ville have sex med dem. Jeg tror ikke, at han har være mig utro, men jeg kan ikke tilgive ham, at han måske ville have været det, hvis jeg ikke havede opdaget, at han havde skrevet til flere kvinder. Hvordan skal jeg komme videre? Vi har 2 børn på 9 år, så jeg vil jo helst, at vi kan redde vores ægteskab.

Hilsen Konen, 36 år

 

SVAR:

Kære ”konen”

 

Tak for dit spørgsmål.

Jeg kan godt forstå, at det er en stor udfordring og smerte for dig, at have gjort en sådan opdagelse, og jeg synes, det er en meget stor gave både til ham og til jeres børn, at du gerne vil bevare jeres ægteskab.

Fælles projekt at redde ægteskabet

Hvis du ønsker at finde frem til fornyet fællesskab og tryghed, tror jeg, det er vigtigt, at du undersøger, i hvor høj grad det er et fælles ønske. Du kan måske godt vælge at tilgive ham og lade fortid være fortid. Men det bringer jer ikke nærmere til hinanden, hvis ikke det sker på baggrund af hans eget oprigtige ønske om at blive tilgivet. Jeg kan ikke ud af dit spørgsmål se, om I rent faktisk har snakket med hinanden om det.

Åben og ærlig samtale er vejen frem

Jeg tror, det er et meget vigtigt, at I får snakket grundigt med hinanden – og at I i den samtale øver jer I at tale om det, I selv føler, i stedet for at anklage og bebrejde den anden. Det er svært, men det er meget godt, for at nå frem til en ny enhed.

Spørg din mand om han vil være med til at finde tilbage til den tryghed og nærhed, som I forhåbentlig havde i begyndelsen af jeres ægteskab. Begynd så med at fortælle, hvordan du har det – og husk det er DIG, der har det sådan. Men samtidig må du meget gerne være nysgerrig efter, hvordan han selv føler og tænker. Stil ham ærlige og åbne spørgsmål.

Hvad har din mand savnet i ægteskabet?

Du kan f.eks. sige: ”Da jeg opdagede, at du havde kontaktet andre kvinder, blev jeg meget ked af det, for jeg forstod ikke hvorfor. Jeg blev bange for, at du ikke elsker mig længere, eller at du ikke fandt mig tiltrækkende længere, derfor vil jeg gerne vide, hvad det er, du savner i vores forhold?”

Eller du kan sige til ham, at du gerne vil høre, hvordan han ønsker, at I skal være sammen seksuel – og så vær ærlig når du svarer ham, om det er noget, du selv ønsker eller om du måske vil gøre det for hans skyld.

Læs også disse artikler - måske sammen med din mand:

Utroskab

Den nødvendige tilgivelse

Kærlighed i praksis

Søg evt. professionel hjælp

Måske synes du, det vil være svært at komme i gang med en sådan samtale, så kan du jo spørge ham, om han for din skyld vil tage med til en samtale hos en tredjemand (f.eks. en præst eller en terapeut), fordi du har så svært ved at tilgive ham det, der er sket, og du har brug for at være tryg hos ham igen.

Forhåbentlig vil han være med til dette. Men samtidig skal du også være indstillet på, at han kan vælge at sige nej – og måske skal du overveje, hvad du så vil gøre. For du kan ikke tvinge ham til det.

Hvis han siger nej, kan du vælge at vedblive at leve som nu, dvs. med en nagende usikkerhed, som du vælger at lade komme ham til gode. Det bliver ikke så godt, som du har ønsket dig, men måske vil du alligevel opleve, at du får lidt mere ro på, fordi du så har den vished, at han ikke ønsker at snakke mere om det. Måske vil du så langsomt opleve, at kærligheden og trygheden vil vokse imellem jer, når du oplever, at der ikke sker mere.

Hvis du har det sådan, at det vil være for svært for dig, må du gøre det klart for ham og sige til ham, at selvom du stadig elsker ham og ønsker at være sammen med ham, kan du ikke være det under de vilkår, fordi du er bange for at gå til i mistro.

Men jeg håber virkelig, at I kan finde den fortrolighed, som giver mulighed for, at I kommer styrket ud af krisen. Det kan være, der opstår en situation, hvor der både for dig og for ham er noget, I bliver bevidste om, og som I har brug for at bede den anden om tilgivelse for – og måske også at bede Gud om tilgivelse for.

Forny jeres ja til hinanden

Her vil jeg anbefale jer at opsøge en præst, som I kan fortælle om jeres situation, så kan han på den baggrund tilsige jer syndernes forladelse og lyse velsignelsen over jer – sådan som det også skete ved jeres bryllup, hvis I er gift i kirken.

Med håbet om alt godt for jer

 

Vh

Bjarne Hougaard

Annoncer