Kære A
Hvor er det godt, du skriver til brevkassen, når der er noget, du er i tvivl om eller bekymrer dig for.
Brunt udflåd
Du skriver, at du har fået brunligt udflåd og er bekymret for, hvad grunden kan være. Brunt udflåd er typisk udflåd med lidt gammelt blod i. Derfor kan det også lugte lidt.
Som jeg forstår det, har du taget du en fortrydelsespille, og fire dage senere får du brunt udflåd. Derfor tænker jeg, at den oplagte årsag er fortrydelsespillen. Den indeholder et hormon, som påvirker livmoderen og ægløsningen. Det er en kendt bivirkning, at fortrydelsespiller kan give pletblødninger og generelt forstyrre menstruationscyklus.
Hvorfor fortrydelsespille
Jeg undrer mig lidt over, at du har taget en fortrydelsespille, når du bruger p-piller. Har du glemt at tage p-pillerne? For ellers beskytter p-piller bedre end fortrydelsespiller mod graviditet, så der er ingen grund til at tage begge dele.
Fortrydelsespiller kaldes også nødprævention og skal primært bruges i nødstilfælde, hvor man har glemt at bruge prævention.
Du kan læse mere her:
Fortrydelsespiller og p-piller – hvornår er jeg ordentligt beskyttet?
Brunlig blødning efter fortrydelsespille – er det normalt?
Prævention – hvordan beskytter vi os mod graviditet?
Bange for at blive gravid
Det lyder generelt til, at du er ret bekymret for at blive gravid. Du tager p-piller og en fortrydelsespille, og alligevel tager du også en graviditetstest. Jeg kan godt forstå frygten, for det er de færreste 17-årige, som ønsker at blive gravid, og det er godt, at du/I bruger prævention. Men jeg synes også, det er ærgerligt, at du skal bekymre dig så meget.
Hvis du ønsker at beskytte dig ekstra godt mod graviditet, er det en mulighed at bruge både p-piller og kondom. Så er risikoen på det absolut laveste, og du vil kunne slippe lidt af bekymringen.
Hvis det er, fordi du glemmer at tage p-pillerne og derfor er usikker på beskyttelsen, kan det være, du skal snakke med din læge om andre præventionsformer som spiral eller p-stav.
Pause med samleje
Det kan også være, at I for en periode skal lade være at have samleje, men være intime sammen på andre måder. Så skal du ikke bekymre dig om graviditet, når du i forvejen føler dig stresset. Det er helt almindeligt for par i perioder at holde en pause med at have samleje, og lige nu lyder det, som om det kunne være en god mulighed for dig.
Under alle omstændigheder synes jeg, det vil være en god ide at snakke med din kæreste om, hvor meget frygt for graviditet egentlig fylder hos dig. Du skal ikke være alene med de bekymringer, for I er jo to, der vælger at have samleje.
Jeg håber, du kan bruge mit svar. Du er altid velkommen til at skrive igen.
Venlig hilsen
Signe