Kære M
P-piller og beskyttelse mod graviditet
Hvis du glemmer en p-pille i mere end 24 timer omkring det tidspunkt, hvor du skulle have din ægløsning (i den første uge af din cyklus), og har ubeskyttet sex lige før eller efter den periode, er der mulighed for, du er blevet gravid. Ifølge det, du beskriver, kan du derfor være blevet gravid de i tre dage, du glemte dine p-piller.
Lige så snart, du opdager, du har glemt at tage en p-pille, skal du tage den glemte pille og efterfølgende gøre pakken færdig, som du plejer. At tage p-pillerne efterfølgende skader ikke et eventuelt foster. Du kan læse mere om brugen af p-piller i artiklen Rod med p-pillerne.
Hvis du vil beskytte dig mod at blive gravid i perioden efter de glemte p-piller, skal du bruge ekstra beskyttelse som for eksempel kondom.
Er du gravid?
Først når du har brugt hele pakken med p-piller, kan du et par dage inde i p-pillepausen tage en graviditetstest for at se, om du er blevet gravid. Indtil da må du desværre vente. Hvis du får din menstruation, er du ikke gravid. Hvis du ikke får din menstruation, er der mulighed for, at du er blevet gravid. Så skal du kontakte din egen læge for at få foretaget en graviditetstest.
Jeg kan ikke sige, om din blødning kort efter episoden med de glemte p-piller og smerterne i den forbindelse er tegn på, om du er gravid eller ej. Når man tager p-piller, kan man nemlig godt få pletblødning uden for tidspunktet for menstruationen, så det kan være en pletblødning, du har haft.
Sandsynligheden for, at du er blevet gravid, er til stede – men jeg har også hørt om flere andre piger og kvinder, som har glemt at tage en eller flere p-piller og ikke er blevet gravide. Derfor kan jeg ikke give dig et procenttal på, hvor stor muligheden er, men kun fortælle dig, at den er der.
Sex er mere end bare sjov
Det lyder, som om sandsynligheden for en graviditet bekymrer dig meget, og det kan jeg godt forstå. Du er en ung gymnasiepige, og der er sikkert mange forhold, der ville gøre det svært at blive mor nu. Hvis du har brug for det, kan du læse om uønsket graviditet og den hjælp, der er at hente i den situation i vores artikel Uønsket gravid – hvad gør du.
Jeg vil virkelig anbefale dig at tale med nogen, du har tillid til, om din bekymring. Hvis du er i et forhold, vil det være en rigtig god ide at snakke med din kæreste om sandsynligheden for graviditet ved sex – for den er der uanset hvilken prævention, I vælger. Sex er nemlig ikke kun sjov, det er også et stort ansvar.
Derfor vil jeg også anbefale i det hele taget at vente med sex, indtil du er i et fast parforhold og klar til at få et barn. Der vil du føle dig helt tryg ved at give dig selv til et andet menneske gennem sex, og du vil kunne få al den støtte, du har brug for, til at gennemføre en graviditet og tage dig af et lille menneske. Du kan eventuelt læse mere om at være ung og have sex i vores tema Teenager og sex.
Jeg håber, mit svar kan hjælpe dig. Du er altid velkommen til at skrive til os igen.
Venlig hilsen
Amalie