• Spiral

    Spiral er en lille T-formet stav, som sættes op i livmoderen for at forhindre graviditet. Spiralen indeholder enten kobber eller et hormon. Spiraler fås i mange størrelser og kan derfor bruges af alle kvinder, som har haft første menstruation.

    Hormonspiralen indeholder hormonet gestagen, der er det samme som i minipiller, og hormonspiralen virker derfor på samme måde: Gør det sværere for sædceller at trænge ind i livmoderen, hæmmer sædcellernes bevægelse og gør slimhinden i livmoderen tynd.

    Kobberspiralen nedsætter både sædcellernes evne til at bevæge sig og til at befrugte ægget. Hvis et æg er blevet befrugtet, påvirker kobberet livmoderslimhinden, så det ikke kan sætte sig fast. En kobberspiral kan derfor bruges som nødprævention og medføre en meget tidlig abort.

    Spiralen ordineres af en læge og lægges op i forbindelse med en gynækologisk undersøgelse.

    Blødningsforstyrrelser er hyppige birvirkninger ved brug af spiral. En spiral virker mellem tre og otte år, før den skal skiftes. Spiral beskytter ikke mod sexsygdomme.


  • Annoncer