Hvorfor er min krop ikke mere maskulin?

Vis spørgsmål

Hej

Mit problem er, at jeg ikke føler mig maskulin nok. Jeg er 24 år, har ikke skæg, er ikke særlig maskulint bygget, min stemme er lys og vigtigst af alt, er min penis for lille. Det er et kæmpe identitetsproblem for mig.

Mit eget bud er, at jeg måske kan have været udsat for mange ftalater. Jeg tror, jeg ikke blev færdig i puberteten, hvis jeg overhovedet kom i den, som man skal.

Min andet bud er, at jeg som teenager og ung havde flere misbrug af både hash, alkohol, smøger, snus og har prøvet pulverstoffer. Alt det kan virke hormonforstyrrende, har jeg læst. Har fornylig fundet ud af, at det alt sammen har været pga. en ukendt ADHD-diagnose.

Jeg er også overbevist om, at mine dårlige tanker om min penis kommer fra porno. Jeg har desværre været afhængig af det, siden jeg var 12-13 år og er det stadig.

Som I kan høre, har jeg sikkert flere bekymringer, end hvad godt er. Jeg aner ikke, hvilke ting der passer – har fundet frem til mange af tingene selv og spørger også af ren undren.

Mit egentlige spørgsmål til jer er: Mener I, at alle de ting, der er beskrevet ovenfor, er skyld i min mindre penis? Mener I, jeg er underudviklet? Hvad kan jeg gøre for at falde på plads i min egen krop med den penis, jeg har?

Mine mørke tanker er skyld i, at jeg ikke føler mig god nok og ikke har lyst til at møde piger. Jeg har ingen selvtillid og gør heller aldrig noget ud af mig selv.

Det blev længere, end jeg havde regnet med og ved slet ikke, om I er de rette at gå til men tager chancen. Håber, I kan hjælpe mig!

Vh K

(forkortet af red.)

SVAR:

Kære K

Tak fordi du skriver til os. Det lyder til, at du gør dig mange tanker og bekymringer. Jeg er glad for, at du opsøger rådgivning og hjælp.

Find en at tale med

Det er vanskeligt at give et fyldestgørende svar på skrift på dine mange spørgsmål. Derfor vil jeg foreslå dig at finde én, som du kan tage en snak med, og som kan lytte til dine tanker om dig selv. Det kan være én, som du stoler på – måske forældre eller en ven.

Din egen læge kan også være god at snakke med. Din læge kan undersøge din krop og vurdere, om den er normal, eller om der rent faktisk er noget om snakken. Det er svært for mig at vurdere din krop alene ud fra, hvad du skriver. For din egen læge er den slags spørgsmål helt almindelige, og han/hun vil håndtere det helt professionelt.

Jeg vil give dig et par facts og gode råd med på vejen:

Penisstørrelser

En normal penis er i stiv tilstand 9-17 cm. En normal penis i slap tilstand er 5-13 cm.

Da din penis i stiv tilstand er normal, vil din penis i slap tilstand formentlig være inden for normalen. Der er stor forskel på penisstørrelser, og du kan sagtens have en penis, som er i den korte ende, og som er normal.

Måske kan du få noget ud af at læse det her svar til en anden: Kan jeg gøre min lille penis større?

Din maskuline krop

Skægvækst er meget individuelt. Nogle (særligt folk fra middelhavsområdet) har kraftig skægvækst, mens andre (fx asiater) har ret sparsom skægvækst. Der er også stor genetisk forskel på, hvor meget skægvækst man kan få. Dog kan man ikke altid regne med, at hvis ens far eller brødre har kraftig skægvækst, så vil man selv få det. Tætheden af ens skæg vil for nogle øges indtil sluttyverne. Livsstilsfaktorer kan også have indflydelse på evnen til at udvikle tæt skæg.

Kropsbygning er også meget individuel. Nogle er naturligt bygget høje og med stor muskelmasse, mens andre er mere spinkle – og det er helt naturligt! Man kan træne sine muskler til at være større, men den grundlæggende kropsbygning kan man ikke lave om på. Det samme gælder stemmen, som kan være både meget dyb og meget lys og alligevel være normal.

Som du kan se, er den normale variation af den menneskelige fysik kæmpestor og ofte langt større, end man lige går og tror. Måske er dit testosteronniveau nedsat (det skal din egen læge vurdere), men det er slet ikke sikkert – du er mest sandsynligt normal.

Livsstil og kropsudvikling

Er det godt, at du tænker over din livsstil? Ja, bestemt! Kroppen er sundest, og du forebygger sygdom, når du spiser sundt, dyrker motion, undgår rygning og alkohol osv.

Har ftalater påvirket din udvikling? De studier, der er lavet, har målt på udviklingen af kønsorganer hos nyfødte. Der er måske en påvirkning af småbørns udvikling af kønsorganerne, men der er ikke nogen studier, der har påvist en sammenhæng med teenageres/voksnes udvikling.

Har din tidligere livsstil påvirket din kropsudvikling? Rygning kan påvirke hjernen og højdeudvikling m.m. Jeg har ikke set nogen studier, der har påvist en sammenhæng med forsinket pubertet eller udvikling af kønsorganer. Jeg tvivler derfor på, at din tidligere livsstil med misbrug har påvirket din kropsudvikling specielt meget.

Porno

Du nævner også, at du bakser med afhængighed af porno. Jeg tror, du har helt ret i, at porno forvrænger dit normalbillede af den maskuline krop og penis. Pornomodeller er udvalgt til at fremstå maskuline og med en penis, som ofte er større end gennemsnittet. Ligesom kvinderne er udvalgt til at være slanke, unge og med store bryster. Men sådan er de fleste mænd og kvinder bare ikke.

Porno kan også forvrænge din forståelse af, hvad kvinder vil have. Kvinder er ofte mindre fokuserede på mandens fysik og tiltrækkes oftere af mandens personlighed. Skulle du møde en pige, som er tiltrukket af dig med tøj på, så kan hun helt sikkert også lide dig uden tøj på.

Du kan læse mere om pornoafhængighed i vores leksikon og vores tema om porno. Især vil jeg anbefale artiklen Porno gør dig ensom.

Det kan du gøre

Jeg vil foreslå dig tre ting, som du kan gøre for at slippe af med nogle af dine bekymringer:

  1. Bliv undersøgt af din egen læge og få endegyldigt klarhed over, om du er underudviklet eller normal. Jeg tror det sidste.
  2. Find én som du kan snakke med om dine mange tanker om dig selv og dit selvværd. Eventuelt en psykolog. Du har behov for at få opbygget tro på, at du er god nok, værdifuld og værd at elske.
  3. Søg lidt rundt her på siden, hvor der er en masse artikler og en masse brevkassesvar om lignende problemstillinger – andre har det som dig. Du kan fx læse denne artikel: Jeg skammer mig over mig selv.

Mvh Morten

Annoncer