Er der håb for forholdet trods sygdom indblandet?

Vis spørgsmål

Kære AdamogEva. Jeg er næsten der, hvor jeg gerne vil i parterapi "alene". Min kæreste har netop brudt op med mig for en uge siden, og det er ganske voldsomt - jeg er sammen med min familie, da jeg slet ikke kan håndtere at være alene med mig selv (jeg ved ikke, hvor grænsen for angst går, men jeg bevæger mig i det område med sitren, gråd og panik) Ja frygter 100 ting; såsom livet uden min kæreste, intet ønske om at erstatte den mand, som for mig er helt rigtig og elskelig på alle områder. Jeg er handlingslammet og kan ikke passe min dagligdag.

Vi har kendt hinanden i 3 år. Desværre ville skæbnen, at jeg grundet en masse sygdom i min familie, ked-af-det-hed mv. - 2 måneder efter jeg havde mødt min kæreste - blev ramt på overskudskontoen, trods alt var dejligt. Jeg blev voldsomt træt, fik alverdens fødevareallegier, stresssymptomer, glemte alt, og havde tit ubehag med kvalme og sådan blev det ved voldsommere og voldsommere i godt halvandet år. Jeg blev bange for, at jeg aldrig ville blive rask, at jeg ville blive forladt og alene og uhelbredelig syg. Vi kæmpede længe sammen, han var med til læger og behandlere osv. Han støttede mig i alt. Han brændte ud efter et lille halvandet års tid og slog op - hvorefter jeg gik helt ned flaget, mistede mit relativt nye job, fik akut antidepressiv medicin og måtte søge familien i min angst og magtesløshed. Han sagde, at han ikke orkede mere - mest af alt fordi jeg ikke var glad.

Jeg led uendeligt - så meget kaos, min dejlige kæreste og støtte var væk. Og vi begge havde kæmpet for at finde løsninger, så mit helbred ikke skulle tage alt fra os. Men han kunne ikke mere.

20 dage efter - ja så kunne han ikke leve uden mig. Han fandt håb i, at jeg fik antidepressiv medicin - og så elskede han mig alt for højt. Han sagde, der var en del kasser, jeg ikke passede ind i - men at han var så pokkers vild med mig - og det var det vigtigste. At jeg var træt var sekundært. Vi fandt sammen, efter jeg havde sundet mig lidt.

Jeg har stadig helbredsissue, men fra ikke at kunne noget som helst, er jeg nu fuldtidspraktikant på 4. måned, jeg kan tage ud, se venner og andre ting, dog stadig i mindre doser. Men jeg brænder hurtigt ud og har brug for at sove ekstra. Jeg kæmper med at holde til normale arbejdsdage, hvilket piner mig - ingen kan finde ud af hvorfor. Jeg tror, det er en krop, der har sagt fra over for en masse belastninger igennem mange år. Det tager tid at bygge op.

Min kæreste er nu igen gået fra mig - udfra hans udsagn giver han en masse, men får ikke så meget igen. Og jeg bidrager ikke med nok sex, fordi jeg er træt... Beklagelser, som er reelle. Jeg elsker ham over alt på jorden, og ønsker bare, at jeg kunne gøre noget mere for ham.

Han sagde inden vi brød, at han elskede mig, at det var hårdt, men at han ikke var glad indeni, over at skulle "vente på" at jeg ville komme mig - for det havde han nu ventet på i 2 år. Han manglede sex og energi, og at han følte sig som en tom skal, uden mere at give af. Han ville ønske vi kunne ses, men det ville jeg ikke kunne klare, og det indrømmede han næste dag, at han heller ikke ville kunne klare. Han sagde, at jeg var hans narkotikum - men han sagde omvendt også, at det var slut.

Vi er enige om, at vi har et godt venskab, masser af ømhed, men der mangler sex. Jeg har følt mig presset, og har prøvet at "skynde" på min krop, for at få overskud til ham. Samtidig følte jeg dog også at sex var blevet til en "handelsvare", der kunne sikre mig, at jeg kunne blive i et forhold med ham. Han havde flere gange nævnt hans behov overfor mig. Men "truslen" om, at vi ikke ville være sammen, hvis det ikke kom i orden, fordi det gør ham ulykkelig, fik konsekvenser for min lyst. Ond cirkel.

Så nu sidder jeg her fyldt op med gråd, et helbred der driller, angst og uro - og en tanke om et forhold, det skulle have været reddet. Vi skændtes ikke og jeg er så pokkers glad og forelsket i ham (stadig). Jeg har mistet ham pga mit helbred. Han blev en giver/hjælper - og jeg blev en modtager/"hjælpeløs". Meget uhensigtsmæssigt. Den stakkels mand har ikke kunnet lade op sammen med mig. Det er forfærdeligt.

Jeg ville ønske, der var en vej for mig og ham - for hvor er det vildt, at vi kan være så knyttet og nu alligevel adskilt. Jeg ville ønske, vi kunne have været gået i terapi, så vi sammen kunne håndtere det lod, jeg har trukket vedr. mental træthed. Jeg kunne godt mærke, han blev meget mere lykkelig, når der havde været sex, og jeg føler ikke, der blevet krævet noget urimeligt af mig - jeg var bare træt. Jeg vil af med den træthed og jeg skal arbejde meget med mig selv fremover. Hvis det er psykisk, så kan jeg vel komme mig på et tidspunkt.

Jeg beder jævnligt til Gud, universet og en fiktiv "terapeut" om, at disse instanser skal lade ham vide, at her sidder der en ung kvinde, som vil ham alt det bedste, være god ved hans børn fra tidligere, skabe ny familie med ham, elske ham til han falder død om af lykke og at den er god nok "Hun kommer til hægterne igen, men det tager tid" Værd at vente på.

Har jeg udhulet ham totalt? For nu ja, men hvad med fremtiden? Er der mon håb?? Kan jeg få ham til at tro på, at vi kan få alt det gode sammen? Jeg kontakter ham ikke, for det ønsker han umiddelbart ikke, og det gør ondt på mig.

Jeg tror, gerne han ville være lykkelig med mig, men han manglede sin kæreste... Jeg er så ked af det. Det er en meget speciel omstændighed for mig, at jeg skal miste ham, fordi jeg er træt og lægerne ikke helt forstår - og ikke fordi vi ikke var en match. Det er smerteligt.

Kan jeg overhovedet gøre noget, det gør alt for ondt. Jeg skal selvfølgelig nok arbejde med mig selv og mine overbevisninger, gøre alt, hvad jeg kan for min krop og mit sind. Jeg håber så meget på det bedste for mig selv også. Det er en ensom kamp og skræmmende at kroppen sætter ud.

(Min familie er mig ikke nær - det er en nødsituation, at de er taget i brug nu)

Han må være så enormt lettet over at være kommet af med mig og det er hårdt at tænke på. Hårdt at tænke, at han skal ud i livet og finde sex, lade op, glade dage osv. Måske kommer jeg mig aldrig selv, hvis jeg bliver ved med at være låst i min krop. Det er hårdt. (Forkortet af rekaktionen)

Vh R, 28 år

SVAR:

Kære R

Tak for dit brev.

Jeg kan godt forstå, at du gerne vil have et svar på, om der er håb for et forhold til din ekskæreste. Kunne jeg dog bare give dig en garanti, men sådan er livet desværre ikke.

Du har oplevet mange ting de sidste 2 år, ting som har været svære at håndtere. At det hele begyndte kort tid efter, at du havde fundet en sød kæreste, hvor du lige havde oplevet den store forelskelses rus, er da bare rigtig øv.

Har du snakket med en psykolog?

Du skriver, at der har været sygdom i familien og ked-af-det-hed og at efterfølgende blev du ramt på overskudskontoen. Jeg tænker på, at du mangler at få bearbejdet nogle svære ting fra dengang?

Nu skriver du ikke nærmere om, hvad det handler om, men uanset hvad, så har det påvirket dig meget og lader til at handlingslamme dig.

Har du snakket med din læge, en psykolog eller en terapeut om det?

De vil kunne hjælpe dig med, at gå ind i det, som gjorde dig syg, få kigget på det og forholde dig til det på en anden måde, end du gør i dag.

Antidepressivt medicin er en god ting. Det dæmper smerten, så man evt. kan holde til at arbejde med den, men det fjerner ikke smerten.

Du skal styre smerten og ikke omvendt.

I stedet for at benægte / fortrænge smerten, så er der hjælp at finde ved at gå ind i smerten, se på den, sætte ord på den. På den måde vil det blive dig, som kommer til at styre smerten og ikke smerten, der styrer dig.

Så hermed en opfordring til det.

Glæde giver energi.

Du har haft en fantastisk kæreste, som har elsket dig og villet dig. Du skriver, at han orkede ikke mere – mest fordi du ikke var glad.

Når vi glæder hinanden, så vokser vores energi, gå på mod, lyst til livet og hinanden og vi får overskud til vort arbejde og fællesskab med andre mennesker.

Jo mere vi vender blikket indad og fokuserer på det negative, jo mere mister vi lyster til at være sammen med andre, mister energi til at give en smil, en opmuntring – ja endda bare at sige tak til hinanden.

Flytte fokus.

At flytte fokus fra fysisk ubehag / smerte og en fødevareallergi, som fylder virkeligheder næsten hvert minut, er ikke det nemmeste i verden. Det er nemt at sige, men svært at gøre.

Men kan du begynde i det små – prøve at løfte hovedet og se dig omkring – du har en dejlig familie, som du kan flytte ind hos, når du har det skidt, - der står måske en blomst på dit bord, som du kan nyde synet af, - fuglene der fløjter for dig, - solen der gerne vil varme dig og dit hjerte, - en seng som kan give dig den hvile, du trænger til o.s.v., så vil du opleve at glæden giver dig noget, noget som du kan give videre til andre.

Skriv ned.

Du kan temmelig sikkert selv nævne mange flere ting. Bare det at gå på opdagelse efter skønne / positive ting, flytter dit fokus fra det, som er svært og vil begynde at give dig glæde i din hverdag.

Det kan være en god ting, at du evt. hver aften, når dagen er slut, skriver de ting ned på et stykke papir og så kan du næste morgen begynde dagen med at læse, hvad du skrev.

Træn glæden

Du spørger, om du har udhulet ham, og om I har en fremtid sammen. Det er jo svært at svare på, men det, du kan gøre, det er at tage dit liv seriøst, pas på dig – ikke ved at ”dyrke” sygdommene, men ved at finde de ting, der glæder dig og så dyrke dem.

Træn dig i at blive i glæden – selv over en lille ting.

Lad glæden trænge ned i dit hjerte.

Viljen til at leve.

Du tager også dit liv seriøst, hvis du søger samtalehjælp og du har viljen til at ville komme videre, viljen til at være / blive rask.

Der siges om forelskelsen, at den kommer af sig selv, men kærligheden den skal der kæmpes for – ved en viljes beslutning.

Glæden kommer nogle gange af sig selv, men når den er blevet væk, så skal der en viljes beslutning til at finde den frem igen.

Jeg ønsker dig alt godt i fremtiden og ønsker for dig, at glæden, kærligheden og livet må vokse og gro hos dig og omkring dig.

Kærlig hilsen

Ruth

Annoncer