Er der håb for forholdet trods sygdom indblandet?

Kære AdamogEva. Jeg er næsten der, hvor jeg gerne vil i parterapi "alene". Min kæreste har netop brudt op med mig for en uge siden, og det er ganske voldsomt - jeg er sammen med min familie, da jeg slet ikke kan håndtere at være alene med mig selv (jeg ved ikke, hvor grænsen for angst går, men jeg bevæger mig i det område med sitren, gråd og panik) Ja frygter 100 ting; såsom livet uden min kæreste, intet ønske om at erstatte den mand, som for mig er helt rigtig og elskelig på alle områder. Jeg er handlingslammet og kan ikke passe min dagligdag.

Vi har kendt hinanden i 3 år. Desværre ville skæbnen, at jeg grundet en masse sygdom i min familie, ked-af-det-hed mv. - 2 måneder efter jeg havde mødt min kæreste - blev ramt på overskudskontoen, trods alt var dejligt. Jeg blev voldsomt træt, fik alverdens fødevareallegier, stresssymptomer, glemte alt, og havde tit ubehag med kvalme og sådan blev det ved voldsommere og voldsommere i godt halvandet år. Jeg blev bange for, at jeg aldrig ville blive rask, at jeg ville blive forladt og alene og uhelbredelig syg. Vi kæmpede længe sammen, han var med til læger og behandlere osv. Han støttede mig i alt. Han brændte ud efter et lille halvandet års tid og slog op - hvorefter jeg gik helt ned flaget, mistede mit relativt nye job, fik akut antidepressiv medicin og måtte søge familien i min angst og magtesløshed. Han sagde, at han ikke orkede mere - mest af alt fordi jeg ikke var glad.

Jeg led uendeligt - så meget kaos, min dejlige kæreste og støtte var væk. Og vi begge havde kæmpet for at finde løsninger, så mit helbred ikke skulle tage alt fra os. Men han kunne ikke mere.

20 dage efter - ja så kunne han ikke leve uden mig. Han fandt håb i, at jeg fik antidepressiv medicin - og så elskede han mig alt for højt. Han sagde, der var en del kasser, jeg ikke passede ind i - men at han var så pokkers vild med mig - og det var det vigtigste. At jeg var træt var sekundært. Vi fandt sammen, efter jeg havde sundet mig lidt.

Jeg har stadig helbredsissue, men fra ikke at kunne noget som helst, er jeg nu fuldtidspraktikant på 4. måned, jeg kan tage ud, se venner og andre ting, dog stadig i mindre doser. Men jeg brænder hurtigt ud og har brug for at sove ekstra. Jeg kæmper med at holde til normale arbejdsdage, hvilket piner mig - ingen kan finde ud af hvorfor. Jeg tror, det er en krop, der har sagt fra over for en masse belastninger igennem mange år. Det tager tid at bygge op.

Min kæreste er nu igen gået fra mig - udfra hans udsagn giver han en masse, men får ikke så meget igen. Og jeg bidrager ikke med nok sex, fordi jeg er træt... Beklagelser, som er reelle. Jeg elsker ham over alt på jorden, og ønsker bare, at jeg kunne gøre noget mere for ham.

Han sagde inden vi brød, at han elskede mig, at det var hårdt, men at han ikke var glad indeni, over at skulle "vente på" at jeg ville komme mig - for det havde han nu ventet på i 2 år. Han manglede sex og energi, og at han følte sig som en tom skal, uden mere at give af. Han ville ønske vi kunne ses, men det ville jeg ikke kunne klare, og det indrømmede han næste dag, at han heller ikke ville kunne klare. Han sagde, at jeg var hans narkotikum - men han sagde omvendt også, at det var slut.

Vi er enige om, at vi har et godt venskab, masser af ømhed, men der mangler sex. Jeg har følt mig presset, og har prøvet at "skynde" på min krop, for at få overskud til ham. Samtidig følte jeg dog også at sex var blevet til en "handelsvare", der kunne sikre mig, at jeg kunne blive i et forhold med ham. Han havde flere gange nævnt hans behov overfor mig. Men "truslen" om, at vi ikke ville være sammen, hvis det ikke kom i orden, fordi det gør ham ulykkelig, fik konsekvenser for min lyst. Ond cirkel.

Så nu sidder jeg her fyldt op med gråd, et helbred der driller, angst og uro - og en tanke om et forhold, det skulle have været reddet. Vi skændtes ikke og jeg er så pokkers glad og forelsket i ham (stadig). Jeg har mistet ham pga mit helbred. Han blev en giver/hjælper - og jeg blev en modtager/"hjælpeløs". Meget uhensigtsmæssigt. Den stakkels mand har ikke kunnet lade op sammen med mig. Det er forfærdeligt.

Jeg ville ønske, der var en vej for mig og ham - for hvor er det vildt, at vi kan være så knyttet og nu alligevel adskilt. Jeg ville ønske, vi kunne have været gået i terapi, så vi sammen kunne håndtere det lod, jeg har trukket vedr. mental træthed. Jeg kunne godt mærke, han blev meget mere lykkelig, når der havde været sex, og jeg føler ikke, der blevet krævet noget urimeligt af mig - jeg var bare træt. Jeg vil af med den træthed og jeg skal arbejde meget med mig selv fremover. Hvis det er psykisk, så kan jeg vel komme mig på et tidspunkt.

Jeg beder jævnligt til Gud, universet og en fiktiv "terapeut" om, at disse instanser skal lade ham vide, at her sidder der en ung kvinde, som vil ham alt det bedste, være god ved hans børn fra tidligere, skabe ny familie med ham, elske ham til han falder død om af lykke og at den er god nok "Hun kommer til hægterne igen, men det tager tid" Værd at vente på.

Har jeg udhulet ham totalt? For nu ja, men hvad med fremtiden? Er der mon håb?? Kan jeg få ham til at tro på, at vi kan få alt det gode sammen? Jeg kontakter ham ikke, for det ønsker han umiddelbart ikke, og det gør ondt på mig.

Jeg tror, gerne han ville være lykkelig med mig, men han manglede sin kæreste... Jeg er så ked af det. Det er en meget speciel omstændighed for mig, at jeg skal miste ham, fordi jeg er træt og lægerne ikke helt forstår - og ikke fordi vi ikke var en match. Det er smerteligt.

Kan jeg overhovedet gøre noget, det gør alt for ondt. Jeg skal selvfølgelig nok arbejde med mig selv og mine overbevisninger, gøre alt, hvad jeg kan for min krop og mit sind. Jeg håber så meget på det bedste for mig selv også. Det er en ensom kamp og skræmmende at kroppen sætter ud.

(Min familie er mig ikke nær - det er en nødsituation, at de er taget i brug nu)

Han må være så enormt lettet over at være kommet af med mig og det er hårdt at tænke på. Hårdt at tænke, at han skal ud i livet og finde sex, lade op, glade dage osv. Måske kommer jeg mig aldrig selv, hvis jeg bliver ved med at være låst i min krop. Det er hårdt. (Forkortet af rekaktionen)

Vh R, 28 år