Kære N
Tak for dit nye spørgsmål til brevkassen. Du står tydeligvis i en situation, der ikke bare løser sig. Derfor er det også dejligt, at du vil bruge os igen i dit videre arbejde med at finde vej i de frustrationer og tanker, du går med.
Beslutsomhed
Først vil jeg fremhæve den beslutsomhed, jeg oplever, du har. Jeg får indtryk af, at du ikke bare vil være en del af noget uforpligtende, som man kan gå til og fra, som det nu lige passer en. Du vil ikke være halvt i et forhold, men derimod give plads til følelser og nyde nærværet i at opbygge noget sammen. Noget, som kan give tryghed og kærlighed.
Den beslutsomhed vil jeg holde fast ved i mit svar til dig.
Hold fast i dine værdier
Du beskriver meget tydeligt alt det, du ikke vil være en del af – eller bliver brugt som. Jeg er helt med på, at der er en spænding og intensitet i den fyr, du beskriver. Samtidig vender du flere gange tilbage til, at du ikke vil behandles på den måde, han har gjort, og du synes ikke, han har været ordentlig i hans måde at møde dig, efter du skrev til ham.
Hold fast i de indtryk, du har fået, og hold fast i de værdier, du ser som vigtige for et sundt forhold. Når dine værdier og hans måde at behandle dig på ikke stemmer overens, så er det naturligt, at der kommer alarmklokker, som gør dig opmærksom på, om det du står i er godt for dig. Her er der noget, du må beslutte med din fornuft. Værdier kan vurderes med fornuft, uden at følelserne skal forstyrre din beslutning.
Følelser svinger
Følelserne kan svinge meget, og det kan de nemt gøre længe endnu. Der er tydeligvis noget ved den fyr, du beskriver, som du finder spændende og tiltrækkende. Det tør jeg godt love dig, at du vil kunne møde andre steder. Det handler meget om, hvad man giver fokus. Du kan vælge at bruge en masse energi på at gruble over hans reaktioner og grundlag for at gøre, som han gør. Men hvis du grundlæggende ikke ser, at der er noget sundt og langvarigt at bygge på i forhold til ham, så vil jeg opfordre dig til ikke at bruge mere energi på ham.
Det lyder ikke, som om han er den, du søger. Jeg kan selvfølgelig tage fejl, men prøv lige at overveje, hvor meget godt der er kommet ud af den tid, du har brugt med ham, ud over en skøn kriblen i kroppen, når I har kysset og haft sex. Husk samtidig på, hvordan det har føltes, når du har set ham med en anden, og når han prøver at forklare sig. Jeg får ikke indtryk af en stor overvægt af behagelige følelser hos dig.
Du er mere værd!
Du slutter af med at skrive, at du ikke fortjener at bruge så meget tid og energi på det/ham, og at du gerne vil videre. Det vil jeg også slutte med: Du fortjener ikke at bruge så meget tid på ham – du er mere værd end det! Stop med at dyrke tanker om fremtiden med ham; løft i stedet hovedet og se alle de andre spændende muligheder, der er blandt unge fyre, som gerne vil både elske og elskes og være i et sundt forhold, hvor du kan føle dig valgt til og kan se en fremtid.
Jeg håber, mit svar kan udfordre dig til at træffe et valg om, hvad du skal gøre videre herfra. Hvis du har en god veninde, du kan betro dig til, så kan du jo vende dette svar med hende.
Du kan også læse svar til andre, der er eller har været i uforpligtende forhold:
Han vil kun være bolleven, men jeg er forelsket ...
Vil han falde for mig, hvis vi fortsætter med at have sex?
Hvad gør jeg forkert, når fyrene kun vil have sex med mig?
Måske kan du bruge input fra vores artikler Et trin ad gangen er det mest sikre og Hvad er jeg værd?
Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med at vride dig fri af de mange tanker.
De bedste hilsner
Filip Smidt