Han vil kun være bolleven, men jeg er forelsket ...

Vis spørgsmål

Hej Adamogeva.

For to år siden slog jeg op med min ekskæreste, fordi han var mig utro hele tiden. Forholdet varede tre år. Efter jeg slog op med ham, har jeg været virkelig følelseskold og har ikke kunnet fordrage andre fyre eller sex. Jeg fik direkte kvalme og blev virkelig frastødt, hvis der var nogle, som prøvede på at lave noget med mig.

Men jeg har mødt en fyr for lidt over en uge siden, og vi har været sammen hver dag, og jeg kan faktisk rigtigt godt lide ham. Vi har haft sex og hygget os rigtig meget. Han er 25, og mine venner og omgangskreds blev ved med at sige, at de ikke forstod, hvorfor han gad en på min alder. Så for et par dage siden spurgte jeg ham så, om han havde noget imod, at jeg kun var 18. Og til min overraskelse sagde han, at det havde han. Vi snakkede frem og tilbage, og han sagde, at han ikke var klar til at være i et forhold, men at han bare gerne ville hygge sig sammen med mig, altså tage på hotel, stranden, skoven, sove sammen og sex osv. Altså lidt en bolleven. Men han gjorde virkelig meget ud af at fortælle, han ikke gad noget ud over bare at være sammen et par gange om ugen, og at vi ikke havde nogle forpligtelser overfor hinanden.

Men her er problemet så: Jeg tror, jeg er ved at falde for den her fyr, og jeg ved, at hvis vi bare bliver ved at ses som “bollevenner”, vil jeg ende med at falde for ham. Og han har sagt, at det er helt fint, hvis jeg ikke vil ses længere. Men problemet er jo, at det vil jeg rigtig gerne; jeg har bare ikke lyst til at blive såret, når han på et tidspunkt finder en, der er tættere på hans egen alder.

Så nu ved jeg ikke, om jeg skal blive ved med at se ham, hvilket jeg har rigtig meget lyst til, eller om jeg skal sige til ham, at jeg ikke har lyst til at ses på den måde. Jeg ved, jeg vil komme til at møde ham en gang imellem fremover, så også derfor vil jeg gerne have det afsluttet på en ordentlig måde.

C, 18 år

SVAR:

Kære C

Tak for din besked. Jeg tror, der sidder mange andre i lignende situationer. Så sejt, at du deler det ærligt!

Når jeg læser din besked, forstår jeg den sådan: Du er frustreret over dine følelser og dit forhold til fyren. Du har endelig fået følelser for en mand igen og vil gerne have et forhold – det vil han bare ikke. Jeg kan ikke give dig et endegyldigt svar på, hvad du skal gøre, men jeg vil give dig nogle inputs, som jeg håber kan hjælpe dig.

Utroskab er en svær erfaring

For det første er jeg ked af at høre, at du har oplevet utroskab og svigt tidligere. Det må have været svært. De følelser, du beskriver – eller manglen på samme – er helt naturlige. Jeg har hørt fra andre, at de også havde svært ved at få følelser for nogen eller være fysiske med nogen igen efter utroskab og svigt. Jeg tror, det er godt at tage en pause fra noget, der skaber næsten fysisk ubehag. Det fornemmer jeg, du har gjort. Det er godt, du har passet på dig selv og mærket efter, hvor din grænse går.

Når det er sagt, er det virkelig dejligt at høre, at du igen oplever at få følelser for en fyr og har lyst til at udvikle et forhold. Det er dejligt, at dine følelser er tilbage.

I er forskellige

Du nævner flere gange, at der er en aldersforskel mellem dig og fyren. Jeg tror ikke, din frustration handler om aldersforskellen, men at fyren ikke ønsker et forhold med dig. Selvfølgelig bliver du ked af det.
I vil forskellige ting i og med jeres relation. Og det gør, at det er svært for dig. Du vil gerne gøre fyren glad og leve op til hans forventninger, så han fortsat er interesseret i dig. Men det er svært for dig, fordi du gerne vil udvikle jeres relation. Jeres intimitet har gjort, at I vil forskellige ting. Det er der en naturlig grund til. Som kvinde udvikler du nemlig et stof i hjernen, der hedder oxytocin. Det gør, at du får følelser som forelskelse ved fysisk nærvær og sex. Mænd udvikler i stedet stoffet dopamin, der er en form for belønning. Mænd får altså ikke ved sex og fysisk nærvær samme lyst til relationsudvikling, som kvinder gør. Derfor er det helt naturligt, at I vil forskellige ting med jeres relation. Læs mere om det i svaret Vil han falde for mig, hvis vi fortsætter med at have sex?

Når I ikke har klare aftaler og grænser, er det svært at finde en mellemvej. Jeres fysiske samvær gør jer selv og jeres relation sårbar. Det kræver en tydelig grænsesætning. Jeg vil derfor råde dig til at tale åbent og ærligt med fyren. Det kan du læse mere om i svaret Forelsket i min bolleven – hvad gør jeg?

Hvad skal I snakke om?

Jeg synes, du selv giver svaret, når du skriver, at du vil ende med at falde for fyren, hvis I fortsætter som nu, og at du har lyst til mere. Det harmonerer ikke med din fyrs tanker. Og man skal jo være to til at beslutte sådanne ting. Derfor vil jeg råde dig til at få sagt fra, som du fortæller, du har gjort tidligere i dit liv.

Jeg synes, du skal være glad for at have genvundet dine følelser og interesse for at date igen. Derfor synes jeg også, du skal få en god snak med din fyr om, hvordan du har det, og hvad du længes efter. Du kunne evt. sige til ham, at du kan lide ham, og at du gerne vil mere, men at du også mærker frustration over situationen, hvorfor du bliver nødt til at sige fra. Han vil ikke mere, så du vil ikke presse ham. Men du vil gerne mere, så du vil og skal ikke lade stå til. Han har selv sagt, han godt kan se situationen fra dit perspektiv, da han sagde, det var okay, hvis du siger fra. Derfor tror jeg også, I kan få en god snak og afslutning på jeres måde at ses på.
Læs mere om værdier og at følge din mavefornemmelse i svaret Skal jeg droppe min bolleven, eller har I andre råd?

Efter snakken

Når I har snakket, så vær stærk og hold ud. Husk, at du vil mere og bliver såret på sigt, hvis du vender tilbage. Du spilder din tid med denne fyr, når du har en længsel efter andet end sex. Udvælg gerne en god veninde, som du kan sende en besked eller mødes med, når du har lyst til at vende tilbage til fyren her. Så kan du få tankerne renset og få succes med at modstå fristelsen. Du har før sat grænser for dig selv; det kan du sagtens gøre igen. Måske kan du også få noget ud af at læse artiklen Når fortiden gør ondt.

Bevar respekten for dig selv og dine følelser. Vær stolt af, at du er kommet igennem følelserne efter utroskab og led videre efter en kæreste med glæde. Du er en pige med følelser og lyst til mere end sex – så led efter det.

Jeg håber, du kan bruge mine inputs. Ellers skriver du bare igen.

Med ønsket om alt godt
Anna

Annoncer