Kære kvinde
1000 tak for dit brev. Du beretter udførligt om, at du har været igennem udfordringer i forhold til det at være kæreste med en. Jeg vil gerne give dig nogle tanker tilbage.
Restproblemer
Det første jeg kom til at tænke på er, at din ven/ekskæreste lyder til at have nogle restproblemer med fra før i tiden. Han har haft en kæreste tidligere, som forlod ham. Hun valgte ham fra og valgte en af hans bedste venner til. Måske han blev dobbeltramt: Mistede en kæreste. Mistede en ven. Det er meget forståeligt, at han blev knust.
Du har erfaret igennem dit bekendtskab med ham, at han har haft svært ved at binde sig. Umiddelbart får jeg den tanke: Det giver god mening, at han har haft svært ved at binde sig. Og at det mest sikre for ham har været at være ungkarl.
Kaos indeni
Med det han har været igennem, er der mulighed for, at han har kaos indeni. Og at dette kaos intet har med dig at gøre. Du udtrykker meget tydeligt, at du holder af ham. Han udtrykker usikkerhed:
- Han trækker sig
- Han tør ikke binde sig
- Han sover ikke godt
- Han er bange
- Han har manglet anerkendelse på arbejde
- Han er ikke socialt blevet integreret
- Han kan ikke overskue børn
- Han kan ikke mærke sig selv
- Han spurgte om en pause
Samtidig har han givet dig mange gode ord og handlinger:
- Du er en perfekt kæreste
- Han er virkelig glad for dig
- I græd sammen
- Han vil savne dig vildt meget
- Han var kærlig over for dig
- Han er bange for at fortryde at slå op med dig
- Han elsker dig overalt på jorden
Det er fuldt forståeligt, at du er i vildrede. Og – som du skriver – har langdistanceforholdet givet en ekstra udfordring.
Respekt for dig
Inden jeg går videre i mit svar, får jeg lyst til at anerkende dig. Du lyder virkelig til at have gjort dit ypperste:
- Du har været en støttende kæreste.
- Du stoppede på et tidspunkt forholdet, da du holdt så meget af ham, at du ville blive såret, hvis han ikke ville det samme som dig.
- Du har vist følelser over for ham. Han har vidst, hvor han havde dig.
Du antyder, at du har været for meget. Hvordan vil det være at øve respekt over for dig selv og sige: Jeg har været yderst tydelig, hvilket er sundt for et parforhold.
Fremtidsovervejelser
Jeg har lyst til at spørge dig:
- Er det en mulighed, at du kontakter ham og tilbyder ham at læse mit svar til dig? Derved kan du fra din side åbne en dør til dialog. Det er så hans ansvar at lukke op eller undlade det.
- Eller er løbet kørt?
Måske pilen peger i den ene eller anden retning, efter du har læst mit svar.
Du kan måske bruge input fra nogle af de her artikler:
Kærlighed i praksis
Den nødvendige tilgivelse
Når fortiden gør ondt
Jeg ønsker dig det allerbedste.
De bedste hilsener
Hanne Esmarch