Kære 17 årige håbefulde
Tak for dit spørgsmål. Det lyder til, du er en god og forstående kæreste lige nu, når noget så forfærdeligt er sket.
Respekter hendes grænser
Som du selv angiver i dit brev, så har du sagt, at hun på ingen måder skal føle sig forpligtet til at være tæt på dig. Samtidig fortæller du hende, at hun stadig er den samme og lige dejlige pige som før. Det er rigtig godt – bliv ved med det.
Når man har været udsat for en voldtægt, så er ens grænser blevet kraftigt overtrådt. Man har været i en situation, hvor man ikke har kunnet komme væk eller flygte. Det er særdeles ubehageligt.
Efter en sådan oplevelse skal man til at gendanne troen på, at man kan sige nej og passe på sig selv. I den første tid efter vil man have svært ved at tro, at man nogen sinde igen kan komme til at passe på sig selv. Derfor skal din kæreste igen til at ”lære”, at hun kan sige nej, og at andre vil lytte til hendes grænser. Der er det utrolig vigtigt, at du som kæreste lytter til hendes nej. Hun vil formodentlig øve sig på dig, og du vil derfor opleve, at du måske bliver udsat for en masse afvisning. Både fordi du er en mand; men også fordi hun skal være sikker på, at hun kan stole på dig.
Det samme gælder det at tale om det. Mange voldtægtsofre føler efterfølgende, at de er beskidte. Det kan derfor være ubehageligt at skulle tale om det, især med venner og familie og kærester. Din kæreste har måske nogle billeder og beskrivelser, som hun helst vil tale med en udenforstående om. Det kan simpelthen virke grænseoverskridende, at du som hendes kæreste skal høre om det, hun har oplevet. Efter nogen tid vil dette formodentlig fortage sig, og hun vil åbne sig mere for dig.
Samtidig skal du modsat heller ikke blive bange for at tale om det og være den, der nærmest flygter væk fra emnet. Det kan føles, som om du ikke vil tale om det, og måske kan hun tro, at du skammer dig over hende.
Her skal du altså gå lidt på en knivsæg. Både respektere at hun ikke vil tale om det, og alligevel tilbyde at hun kan bruge dig.
Skyld og skam
Mange føler efterfølgende, at de selv måske var lidt skyld i det. Måske din kæreste gik af en mørk vej, hun måske bagefter tænker, hun burde undgå. Eller måske hun gik til en fest, hvor hun ikke kendte så mange osv.
Det er forholdsvis almindeligt, at man på den måde kan få tanker om, at man selv var med til, at det gik galt. Måske man til en fest selv talte med manden og viste ham interesse. Man kan sige, det er en urimelig skyld, de pålægger sig selv. I starten vil denne skyld kunne føles meget nærværende, og dette fører til skamfølelser. Man skammer sig over, at man gjorde det, man gjorde. Ikke sådan at forstå at der er noget at føle skyld eller skam over, men sådan er vi mennesker indrettet. Vi søger ofte forklaringer i os selv.
Skyld og skamfølelser er for nogle lettere at tale om med en psykolog, fordi vedkommende ikke er tæt på.
Fortsæt som du gør
Som ud kan se, så skal du fortsætte med at trække dig lidt væk. Vær der, men pres ikke på med snak eller kropskontakt. Det skal vokse frem lige så stille.
Tid
Den slags tager tid. Du skal regne med, det kan tage rigtig lang tid, og hendes angst opløses ikke bare sådan lige. Jeg er glad for, at hun får hjælp. Det er det eneste rigtige. Så du må bare forsøge at være der, så godt du kan uden at presse hende til noget som helst.
Venlig hilsen
Steen Kruse
