Er jeg bange for at være i et forhold?

Vis spørgsmål

Hej, jeg har en rigtig sød kæreste, han giver mig gaver, og han elsker mig. Men jeg er i tvivl omkring vores forhold.

Jeg har haft noget med andre fyre, inden jeg fik noget med min nuværende kæreste; men de forhenværende fyre har kun ville udnytte mig, og jeg er derfor ikke vant til at være i et forhold.

Og nu har jeg mødt en sød fyr, som jeg er i et forhold med; men jeg er i tvivl, om jeg har de følelser for ham, som jeg burde ha, eller om det er, fordi at jeg er bange for at være i et forhold. Jeg ved ikke virkelig, hvad jeg skal gøre, og hvad der er det rigtige og gøre. Skal jeg bare vænne mig til at være i et forhold?

Med venlig hilsen den forvirrede pige 18 år

SVAR:

Kære forvirrede pige.

Hvor er det træls for dig, at du har nogle dumme oplevelser med dig omkring det at være i et forhold.

Negative erfaringer følger dig

Når vi skal indgå i relationer med andre mennesker, er det helt normalt, at vi ser tilbage og henter erindringer og tidligere erfaringer frem. Når du gør det, er der så desværre bare kun negative erindringer og erfaringer at se på. Derfor kan det være svært for dig at turde tro på, at dette er virkeligt, fordi det føles bedre end det, du har prøvet før. Det kan også være svært for dig at vide, om det virkelig er dette, du gerne vil have.

Du ved, hvad der ikke føles rart; men du har måske sværere ved at mærke, hvad der føles rart.

Vigtigt at få nye positive erfaringer

Der er ikke nogen specielle teknikker, jeg kan lære dig. Du er nødt til at give dig selv tid til at få nye erindringer og erfaringer. Når du har samlet på et par gode, så kan det bedre opveje de dårlige oplevelser. Så tør du med tiden stole mere og mere på din egen dømmekraft – så ved du, at du har valgt rigtigt.

Det vil også tage tid for dig at finde ud af, hvad der er vigtigt for dig i et forhold. Du ved i hvert fald, at du ikke vil udnyttes. Men ved du også, hvad du gerne vil have?

Måske kan du også have glæde af at læse disse artikler:

Hvad er jeg værd?

Når fortiden gør ondt

Kærlighed i praksis

Vær åben overfor kæresten

Kan du være ærlig overfor ham, du er sammen med nu? Hvis du kan det, så vis ham det, du har skrevet, og det jeg har svaret, så kan han også få en fornemmelse af, hvorfor du måske nogle gange virker usikker på dit forhold til ham, eller hvorfor du måske trækker dig lidt væk. Måske går han og spekulerer over, hvad han gør forkert, eller om du virkelig kan lide ham.

Prøv at tale med ham om, hvordan du har det, at du er usikker, at du har brug for tid; men så er I sammen om at finde ud af, hvad der skal ske, i stedet for at du som nu går alene med spekulationerne.

Husk, at der hele tiden kan ske små ændringer, så bliv ved med at tale sammen om, hvordan I har det. Kærlighedsfølelser går op og ned. Måske finder du om noget tid ud af, at du er rigtig glad for ham og tør satse på noget med ham, senere er han måske pludselig lidt køligere, end han er nu. Så er det vigtigt, at I stadig taler sammen, så du ikke mister modet og tror, at du gør noget forkert.

Held og lykke med at finde de gode erfaringer omkring kærlighedsforhold.

Anja

Annoncer