Han er videre - hvorfor kan jeg ikke give slip?

Hvorfor kan jeg ikke give slip? Det bliver en lang og måske lidt rodet besked, men håber alligevel på at kunne få svar.

Jeg har været i et forhold med min eks-kæreste i 1 ½ år, hvor han valgte at gøre det forbi 4 dage før, vi skulle flytte ind i en lejlighed, vi havde købt sammen (vi boede allerede sammen på det tidspunkt). Jeg var sønderknust og var overbevidst om, vi nok skulle finde sammen igen.

Vi havde et usundt forhold, der var præget af små skænderier, men vi boede i en lille lejlighed og hang meget tæt op ad hinanden, hvilket vi havde fundet frem til, vi ville lave om på, når vi flyttede til det nye sted.

Jeg havde også flere gange skubbet til ham eller sagt ting, jeg vidste ville bedrøve ham meget, når vi har skændtes. Jeg har altid haft temperamentsproblemer og går også til behandling nu. Han har arbejdet meget og ofte prioriteret forkert mht. mig og arbejdet.

Det har kort sagt været et forhold, hvor vi, når vi havde det godt, havde vi det meget godt, men når vi havde det dårligt, havde vi det også meget dårligt.

Det er nu næsten 3 måneder siden, han slog op og vi har snakket sammen hver eneste dag siden. Til at starte med havde han givet udtryk for, han havde brug for tid til at tænke det hele igennem, og jeg prøvede også at give ham den tid, men i frygt for at miste ham kontaktede jeg ham. Han lod det også selv ske, da han spillede med på den og stadig opførte sig som, vi var i et forhold. Med tiden har jeg dog kunnet se og mærke, at hans opførsel mod mig ændrede sig og han oftere og oftere begynder at fortælle mig, at jeg skal indse, at vi ikke er kærester, og på et tidspunkt prøvede han helt at cutte kontakten og 4 uger efter bruddet ændrede han sin status på Facebook fra i forhold til single.

Da jeg så dette, følte jeg at alt håbet var ude, og jeg valgte i min desperation at tage hjem til ham uden varsel. Dette resulterede i et skænderi, hvor vi efterfølgende sad stille og rolig at snakkede om det og valgte at genoptage kontakten, men jeg kunne mærke, at hans tolerance overfor mig var lig nul. Og vores snak endte ofte i skænderier, selv over de mindste ting, hvor jeg så tog hjem til ham, hvilket han fandt meget grænseoverskridende.

Dette fandt sted 4-5 gange. 8 uger efter bruddet gjorde han det klart for mig, at det aldrig bliver os to og jeg skal videre og han skal videre, men at han vil være der for mig som ven. Det nægtede jeg i starten, da jeg ved, at jeg ikke kommer videre, lige så længe jeg har selv minimum kontakt til ham, men alligevel har vi stadig kontakt til hinanden selv i dag.

Han er begyndt at se en pige, som han fortalte mig havde overnattet hos ham og det eneste, jeg kunne tænke på, var, hvor sårende det er, at han tager en anden pige hjem til den lejlighed, der skulle have været vores lejlighed.

Når jeg tænker på ham, mærker jeg had, had overfor ham og mig selv. Over hvordan jeg kan lade et andet menneske, der får de her ting op i mig, stadigt være en del af mit liv. Had til ham pga. svigt (vi har delt meget sammen, og vi har været der for hinanden i virkelige hårde tider og han lovede, at han aldrig ville forlade mig).

Jeg spurgte ham i går, om han bibeholder kontakten med mig, fordi han havde ondt af mig. Det sagde han nej til og at han bibeholder kontakten, fordi han gerne vil være en del af mit liv og det er de små signaler, der stadig giver mig håb.

Mit spørgsmål er, hvorfor jeg ikke bare kan give slip, på trods af jeg ved, at han er kommet videre eller er han det? Hvordan kan jeg stadig, efter alt det her, have et håb om at finde sammen med ham igen. Der er nu snart gået tre måneder og jeg føler bare ikke, at jeg er kommet videre?

Hvorfor kan jeg ikke cutte kontakten til ham? Og til sidst hvad skal jeg gøre?

Håber at I bare får en smule indtryk af, hvilke situationer jeg befinder mig i og kan give en hjælpende hånd.

Jeg overvejer at begynde at tage til psykolog ved siden af mit anger management.

M.v.h. Den fortvivlede, missy, 21 år