Kære J
Tak for dit brev.
Ingen er god nok til Gud
Først vil jeg gerne slå fast: Ingen af os bliver nogensinde gode nok til Gud. Det er derfor, vi har brug for Jesus. Vi lever i en tid, hvor der er så stor vægt på, at vi selv skaber et succesfuldt liv. Det kan let blive et ræs efter at blive god nok, men det fantastiske i evangeliet er, at på grund af det, Jesus har gjort, er vi gode nok til Gud. Det er ham, der har gjort det hele.
Det er snart påske, og det er en god anledning til endnu engang at huske på, hvad der skete, da Jesus døde på korset og stod op af graven. Læs fx Galaterbrevet kapitel 4 vers 4-7: Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår. Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving.
Når vi falder i synd og ikke kan leve op til Guds bud, må vi gå til Jesus med det, og så vil han tilgive os (det står tydeligt i Første Johannesbrev kapitel 1 vers 9: Hvis vi bekender vores synder, er han [Gud] trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed).
Guds bud om cølibat
Du skriver, at du er begyndt at søge Gud igen. Det er dejligt at læse. Du tager dit liv med Gud seriøst, og det er et rigtig godt udgangspunkt. Når Bibelen minder os om noget, vi skal få bragt i orden, må vi tage det alvorligt. Nogle gange kan vores samvittighed blive mere øm, end der er grund til, men i dette tilfælde vil jeg nu mene, at din samvittighed er på rette spor. Vi på AdamogEva.dk tror, at cølibatet (dvs. afholdenhed fra seksuelt samvær med et andet menneske) gælder, indtil man bliver gift.
Selvom det ikke er let, er vi mange, der har erfaret, at det er muligt. Det er ikke bare gammeldags. Det handler om, at sex griber så langt ind i livet, at det skal sættes i nogle ordentlige rammer, for at sexlivet kan blomstre, og vores krop og følelser kan blive beskyttet. Når Bibelen taler om, at vi “bliver et kød” gennem sex (se fx Første Mosebog kapitel 2 vers 24 og Første Korintherbrev kapitel 6 vers 16), er det fordi, der er noget ved sex, som binder to mennesker sammen på et dybt plan.
Sex kan skabe et barn
Et andet argument mod sex udenfor ægteskabet er, at sex også er skabt til at skabe børn og dermed familie. Har du tænkt på, hvad du vil gøre, hvis du bliver gravid? Hvis I ikke er gift, bliver det mere fristende for din kæreste at skride, hvis det sker. Det er der desværre alt for mange mænd, der gør.
Klar til ægteskab
Du skriver, at du ikke er klar til ægteskab. Hvorfor ikke, hvis du faktisk regner med, at du skal giftes med din kæreste? Du nævner ikke noget om dit forhold til ham. Kan du tale med ham om din tro? Hvis du ikke kommer i et kristent fællesskab, bliver det meget svært at holde din tro levende, og det kristne fællesskab er også en stor hjælp til at kunne leve i cølibat. Forstår din kæreste, hvor du er i forhold til Gud og hans bud? Er han interesseret i at lære Gud at kende? Kunne det tænkes, at der måske alligevel er for meget, som skiller jer fra hinanden?
Noget, som måske kunne hjælpe jer til at blive mere klar til ægteskab, er at tale om børn. Kan I finde hinanden i det? Hvordan tænker du, at dine børn skal opdrages i forhold til din tro?
Se også svaret på hjemmesiden til spørgsmålet: Er det urealistisk at vente med sex, til man er gift? og artikler og svar under emnet Afholdenhed.
Må Gud lede jer begge i udviklingen af jeres forhold, og må han lede dig i dit liv med ham.
Bedste hilsener
Peter