Hvordan kan jeg forandre mig, så hun tager mig tilbage?

Vis spørgsmål

Min kæreste slog op med mig, fordi jeg ikke kan bevise overfor hende, at hun er den, jeg vil være sammen med, og at hun er det værd. Hun føler ikke, at jeg åbner nok op for hende. Det kan jeg godt give hende ret i, men sådan har det bare ikke været i mit hjem.

Hun synes, jeg har holdt hende for nar og har udnyttet hende ved ikke at gøre det, hun har ønsket og håbet. Jeg vil gerne kunne bevise, at hun tager fejl, men ved ikke hvordan. Jeg føler selv, at jeg er en håbløs kæreste, men jeg elsker hende så højt, at jeg ikke kan få mig selv til at lade hende gå. Hun håber stadig, at jeg kan forandre mig. Vi bor 350 km fra hinanden.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forandre mig. Hvad skal jeg gøre?

Vh. Den håbløse kæreste, 18 år

SVAR:

Kære dig!

Det korte svar: Du skal ikke lave om på dig selv, men måske udvikle på noget af det, der kunne være godt at gøre.

Er du klar til et langt og mere uddybende svar, så læs videre :)!

Du er ikke håbløs!

Du er ikke en håbløs kæreste, og du er ikke den eneste, som har det sådan. Der er skrevet mange spørgsmål og svar om ting, der kredser om samme problematik som jeres. Jeg har været i brevkassearkivet og fundet forskelligt, som relaterer til jeres udfordringer. Først kommer der nogle eksempler fra piger, som måske har det lidt ligesom din kæreste/ekskæreste:

Jeg har været meget forvirret over, hvordan han kan prioritere mig lavere end hans venner, når jeg ville smide alt, jeg har i hænderne for ham og være der, hvis han bad mig om det. Jeg har prøvet at tale med ham om, at jeg har brug for kærlighed, og at jeg mangler den, da jeg kun kan få hans opmærksomhed, når han selv lige føler for det, og når han ikke er sammen med sine venner. Jeg mangler ham og vores kvalitetstid, og alligevel gør han ikke noget ved det. Han vælger i stedet for at lade være med at skrive og svare ...

En anden – som også bor rigtig langt fra sin kæreste – skriver: “Han har førhen været den sjove klovn-type, som alle kunne lide, men efter han er startet i en anden klasse, har han fået nogle venner, der er i gang med at lave om på ham. Han er nu lidt mere sej og "jeg er ligeglad med følelser type". Den ene dag kan han sige, at han elsker mig højere end noget andet, mens han den næste dag kan være rigtig kold overfor mig og svare mig med "ok" og "nå nå", hvis jeg skriver en sød besked til ham. Jeg har sagt til ham, at det gør rigtig ondt.
Vi er heller ikke sammen særlig tit, fordi vi bor meget langt fra hinanden. Nogle gange er det, som om han er verdens mest forelskede fyr og overøser mig med søde beskeder, mens han andre gange ignorerer mig fuldstændig, når jeg f.eks. skriver til ham. Jeg kan ikke finde ud af, om han faktisk gider mig, eller om jeg bare er en, han lige kan hive frem, når HAN har brug for det.

En tredje pige skriver: “Vi har været kærester i 1,5 år. Det første år var jeg sådan utroligt forelsket i ham. Nu er det anderledes. Når jeg er sammen med ham alene, er det sådan lidt akavet, og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Når vi er sammen med venner, er vi nærmest på ingen måder kærester men blot venner. Jeg er nok nået dertil, hvor jeg ikke rigtigt kan magte at blive ved med at være i det her forhold. Engang var han sød til både at skrive sms og breve til mig og bedre med komplimenter. Nu er jeg næsten nødt til at rive de søde ord af ham.
Mit spørgsmål er så: Hvordan kan jeg være sikker på, at jeg ikke begår mit livs største fejl ved at slå op med ham? Og hvad kan man ellers gøre i et forhold, hvor man ikke helt føler, at den anden kan leve op til ens forventninger? (Er det bare mig der er lidt for krævende måske?)

Måske passer de ovenstående kommentarer godt på nogle af de ting, din kæreste føler.

Vi kan ikke læse hinandens tanker

Vi bliver nødt til at tale om, hvad der gør os glade, og hvad der betyder noget. Det er nemlig let at blive skuffet, hvis ens forventninger ikke bliver opfyldt. Samtidig er det også vigtigt ikke kun at fokusere på, hvad du vil HAVE fra andre, men mere se på, hvad du kan GIVE. Og det gælder selvfølgelig jer begge to i et parforhold.

At elske en anden vil sige at se den andens behov og sætte dem før sine egne. Men for at man kan det, er det vigtigt at få snakket om, hvilke behov I hver især har.

Afstand er også en udfordring

Kæresteforhold, som man skal forsøge at få til at køre, når man bor på afstand af hinanden, er ofte svære. Ud over alle de ting, man skal forsøge at finde ud af med sig selv og hinanden, så skal man i et langdistanceforhold også forstå hinandens signaler gennem telefon eller sms. Man skal forstå hinanden uden at kunne se hinanden, og det kan være rigtig svært. Nogle gange kommer man måske til at lægge for meget i en lille sætning, og andre gange overser man noget, fordi man ikke kan se den andens kropssprog og ansigt.

Samtaler om prioritering af tid og energi, der skal til for at få et forhold til at fungere – også selvom man bor langt fra hinanden – er meget svære at tage på telefonen eller sms. De skal allerhelst tages, når man er sammen og kan se hinanden. Ellers kan man let misforstå hinanden.

Hvad du kan gøre

Du kan måske spørge hende om, hvad der skal til, for at hun kan se jer sammen igen. Hvis du fornemmer, at der stadig er en dør åben, kan du fortælle hende, at du har tænkt over det og virkelig ønsker at være mere opmærksom på at sige, hvad du føler for hende. 

Her er en fyr, der ligesom dig føler, at han skal ændre sig for sin kæreste: “Min kæreste og jeg har lige slået op, og jeg er så ked af, det er sket og ved ikke, hvad jeg skal gøre. Vi har været sammen i 9 måneder, men de sidste 3 måneder har hun været rigtig ked af det, fordi jeg ikke er den samme, som jeg var, dengang vi mødtes, men jeg synes stadig, jeg er den samme. Hun synes, jeg skal tage i byen og hygge mig med vennerne, men jeg vil hellere være derhjemme sammen med hende til en god film.
Jeg har ikke været god til at snakke med hende om, hvad jeg tænker og føler, da jeg aldrig før har været i et forhold og ved derfor ikke rigtigt, hvordan tingene fungerer. Jeg har ikke været nogen god kæreste, for vi har snakket om flere gange, at jeg skal lave om på mig selv, men hun tror, jeg ikke har lyttet til hende, og det er derfor vi ender, som vi gør nu ...

Det er godt at finde ud af, om I vil det samme. Du vil gerne have din kæreste tilbage. Du kan kun få hende tilbage, hvis det er noget, I begge to vil.

Øv dig i at være åben 

Du fortæller, at du har svært ved at fortælle om dine tanker og følelser. Det er rigtig svært at lukke nogen helt derind, hvor man deler sine følelser – men det er også rigtig godt! Som par er det vigtigt at tale sammen. Hvis du ikke fortæller hende, hvordan du har det, så er hun nødt til at gætte sig frem – og i dit tilfælde har hun så gættet forkert. Hun tror, du ikke VIL hende, fordi du ikke siger de ord, hun har brug for.

Måske kunne du snakke med din ekskæreste om, hvordan du har det: At du er ked af det, og du har lyst til at være kærester igen. Du kan også være ærlig om, at du synes, det er svært at tale om dine følelser: “Jeg prøver at være en god kæreste, men det er svært for mig at åbne mig.”

Får du din kæreste tilbage på den måde? Det kan jeg ikke love, men det kan hjælpe jer begge to at få snakket åbent om, hvad der er på spil.

Om at ændre sig selv

Du skriver, at din kæreste har ønsket, du laver om på dig selv, og at du også vil gøre det for at blive en bedre kæreste. Jeg synes, det er flot, at du gerne vil ændre dig for at være en bedre kæreste. Når man er i et parforhold, er det vigtigt, man gør noget for, at det skal fungere – det kommer nemlig ikke af sig selv.

Men husk, at det handler om at ændre på det, du gør, og ikke den, du er! Der er ikke noget som helst galt med den, du er! I stedet kan du tænke over, om du gør nogle ting, som kunne forbedres, eller laves om på?

Hvis du skal være en anden, for at din ekskæreste har lyst til at være sammen med dig – er det så egentlig dig, hun har lyst til at være kæreste med? Det kan gøre meget ondt, men nogle gange kan det være bedst at acceptere, at man ikke skal være sammen.

Din indadvendte personlighed

En anden dreng skriver: “Jeg er en lidt indelukket dreng, der rigtig gerne vil åbne mig op overfor min kæreste. Hun får ikke opfyldt sine behov, fordi jeg ikke er social nok. Hun vil have, jeg skal kunne være til stede i et rum sammen med venner og veninder og hygge mig samtidig. Det er et problem for mig, fordi jeg har meget svært ved at finde på noget at sige - også overfor min kæreste. Jeg udtrykker min kærlighed meget gennem fysisk berøring, og det er hun træt af. Nå; men jeg vil virkelig gerne holde fast i min enestående kæreste, for der findes ikke bedre end hende, så jeg håber, I kan hjælpe mig. Og lige en ting til: Jeg er ikke sjov - jeg er lidt kedelig. Hvordan kan jeg åbne mig mere og være lidt mere sjov?

Vores svar til ham tror jeg også, du kan bruge: “Det er ikke er alt ved os selv, vi kan eller skal lave om på. Du skal formodentlig ikke være standup komiker, til gengæld har du nogle andre evner, som er mindst lige så værdifulde. At være kæreste med dig indebærer også et ja til en “lidt kedelig fyr” – men vel at mærke en kedelig fyr, der arbejder med, hvordan han åbner sig, ligesom han arbejder med, hvordan han begår sig i større sociale sammenhænge.
Hvis du kommer fra et “tavst hjem”, kan det være en medvirkende årsag til, at du har svært ved at tale med din kæreste.
En måde, du kan arbejde med åbenhed på, vil være, at du fortæller din kæreste om dine følelser, længsler, drømme og behov. Du kan også inddrage hende i det, som du synes, er svært. Vis hende f.eks. dit spørgsmål til brevkassen og spørg hende, hvad hun tænker. Jeg ved ikke, hvordan hun reagerer; men sandsynligvis bliver hun positivt overrasket og siger, at det er netop sådanne nogle overvejelser, hun har brug for fra din side. Det kan også være, at hun føler sig overvældet og synes, det går for tæt på.
Under alle omstændigheder synes jeg dog, at du skal vove at vise hende spørgsmålet, fordi det kan give jer en større indsigt i hinanden. På længere sigt tror jeg også, at stor fortrolighed mellem jer to vil hjælpe dig til at få en større åbenhed overfor andre.

Undersøg hinandens kærlighedssprog

Hvad er din kærestes kærlighedssprog? Og hvad er dit? I kan prøve at tage en test på kærlighedssprog.dk for på den måde at undersøge, hvordan I udtrykker og forventer kærlighed hver især.

Til sidst vil jeg opfordre dig til at læse et svar, jeg tidligere har lavet. Måske kan du også hente noget inspiration derfra: Hvordan bliver jeg bedre til samtale og socialt liv?

De bedste hilsner
Anja

Annoncer