Er det forkert af mig at blive sammen med ham?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg har i lidt over et år været kæreste med en fyr, som jeg er rigtig glad for. Jeg synes, han er sød, og jeg kan godt lide at være sammen med ham, men lige siden den dag vi blev kærester har jeg tvivlet. Jeg følte i starten af forholdet, at alting gik meget stærkt, og jeg havde “haft noget” med en et par uger før, jeg begyndte at ses med min nuværende kæreste.

Jeg havde flirtet med mange fyre i løbet af kort tid, som ikke var interesserede i mig på samme måde, som min nuværende kæreste var. Derfor blev jeg jo draget af hans beslutsomhed og den måde, han satte mig op på en piedestal.

Nu er hans forelskelse ved at falme, og derfor er jeg ikke oppe på denne piedestal længere, og det gør, at jeg er begyndt at tænke meget over, om jeg burde være sammen med ham. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg er sammen med ham, fordi det er “nemt” og rart at være sammen med ham, og fordi jeg ikke tør at være alene og skulle ud og føle afvisning igen, eller om jeg rent faktisk gerne vil være sammen med ham.

Jeg ved ikke, om jeg er klar til at have en kæreste nu, da jeg tænker meget på, at jeg enten skal være sammen med ham for altid eller ikke være sammen med ham på et tidspunkt. Og så synes jeg egentlig også, at der er rigtig mange fyre, som jeg møder, der er virkelig spændende og endda også mere spændende end min kæreste.

Jeg er meget forvirret over mit forhold og håber, at I kan give mig lidt klarsyn.

Kvinde 19 år

SVAR:

Kære kvinde

Mange tak for din mail til AdamogEva.dk. Jeg synes, det er rigtig godt, du prøver at gøre noget, når du oplever, at der mangler noget i jeres forhold.

Jeg vil prøve at komme med nogle tanker i forhold til det, du skriver. Noget vil du forhåbentligt kunne genkende og andet ikke, men sådan vil det være, når jeg gætter mig frem. Jeg kan jo ikke spørge dig ;)

Piedestal eller gensidighed

Du skriver, at hans forelskelse er ved at falme, og at du dermed ikke er oppe på piedestalen mere. Samtidig gør du dig tanker, om du bør være sammen med ham.

For mig at se er spørgsmålet: Mon du kan vedblive med – og mon det rent faktisk er meningen – at du skal sidde på en piedestal i jeres forhold? Nu ved jeg ikke præcis, hvad der ligger i dit udtryk “at sidde på en piedestal”, men som jeg forstår udtrykket, bliver den der sidder på piedestalen idoliseret eller måske endda forgudet af ham/hende, der sætter vedkommende på en piedestal.

Som jeg ser det, er det ikke en god forudsætning for et godt forhold. Derimod mener jeg, det er utroligt vigtigt, at et forhold er gensidigt og fleksibelt – ikke fastlåst. At I sammen er klar til at tage udfordringer op. At I begge ser vigtigheden af at gøre noget godt og være der for hinanden.

At vise hinanden kærlighed

Jeg har lyst til at spørge dig: “Hvad kan din kæreste gøre i jeres forhold, der gør dig godt – så du får en oplevelse af, at han elsker dig? Er du sikker på, at din kæreste kender svarene på det?” Og dernæst: “Kender du din kærestes svar på de samme spørgsmål?” Det er en rigtig god forudsætning for at komme hinanden i møde, så det skaber nogle gode følelser. Altså: “Hvordan kan jeg glæde dig?”

Bogen Kærlighedens 5 sprog er rigtig god at få inspiration af i forhold til det at tale hinandens kærlighedssprog. Jeg kan kort nævne, at de fem kærlighedssprog, der beskrives i bogen, er:

  • fysisk berøring
  • anerkendende ord
  • tid til hinanden
  • gaver
  • tjenester

Der skal arbejdes på kærligheden

Et godt forhold kommer ikke af sig selv. Det skal der arbejdes på. Forelskelsen hverken kan eller skal bære et forhold år efter år, men kærligheden til hinanden kan gøre det. Og kærligheden skabes, når du oplever, at din kæreste taler dit kærlighedssprog, og han oplever, at du taler hans – altså at I GENSIDIGT giver det, der gør, at I begge føler jer elsket.

Det kunne være min opfordring: At I går på opdagelse og bliver kloge på, hvad hinandens kærlighedssprog er. Når I kender svarene, så husk at gøre det, I ved er med til, at den anden føler sig elsket. Det letteste er ofte at give den anden det, man selv ønsker sig, men det er ikke sikkert, at det giver den anden følelsen af at være elsket.

Læs mere om kærlighedssprog i artiklen Kærlighed i praksis.

Det store “tag-selv-bord”

Du skriver, at du møder rigtig mange fyre, som er virkelig spændende – ja, endda mere spændende end din kæreste. Det lyder lidt, som om det for dig handler mest om spænding i et forhold. Jeg tror, at rigtig mange, der er i et forhold, på et eller flere tidspunkter vil opleve at møde nogle, der kan virke mere spændende og tiltrækkende end ham/hende, vi deler vores liv med. Det bør dog ikke være grunden til at opgive sit forhold, men nærmere drivkraften til at få set på forholdet.

Nu er det måske ikke så godt et eksempel her i dette efterår, hvor regnen har stået ned i stride strømme, men hvis du forestiller dig to græsplæner en sommer, hvor solen har stået højt på himlen i flere uger, og der ikke er kommet en dråbe regn. Den ene græsplæne bliver vandet, og den anden gør ikke. Enhver kan regne ud, hvilken græsplæne der ser mest frisk og grøn ud. Altså: Græsset er mest grønt, der hvor det vandes!!

Oversat til relationen os mennesker imellem: Hvis vi i et parforhold vælger at bruge tid på at være sammen og gøre noget godt for hinanden, trives vi begge, men hvis vi vælger at bruge vores energi på alt muligt andet og har fokus på alt det, der ser spændende ud, men som ikke er vores, ja, så kommer vi nemt til at glemme det, vi rent faktisk har.

Det er præcis det, jeg mener med, at der skal arbejdes med et forhold. Jeg siger ikke, at man altid skal forblive i forholdet, men det kan være en god ide at give forholdet en reel chance. Og hvordan gør man så det?? Det kan ikke siges for tit:

Et forhold kræver, at man snakker sammen

Det er vigtigt, I taler sammen, så I begge er klar over, hvordan I har det i jeres forhold. Når I snakker sammen, er I med til at tage temperaturen på, hvordan I har det hver især og sammen. Man når bedst hinanden i kommunikationen ved at snakke ud fra egen oplevelse og ikke komme med beskyldninger. Beskyldninger er nemlig med til at skubbe den anden væk og optrappe en konflikt. Spørg ind til hinanden. Lyt til hinanden. Hvad er vigtigt for dig? Hvad er vigtigt for din kæreste? Snak – lyt – snak – lyt!!

Læs mere om kommunikation i vores artikel Konflikter i parforholdet og få konkrete ideer til indholdet i jeres samtaler i artiklen Hvordan lærer du din kæreste at kende?

Mere afklaret på dit forhold

Som hjælp til, at du kan blive mere afklaret på, hvad du vil med dit forhold, kan det være en ide, at du sætter dig ned og skriver din kærestes plussider på en seddel. Alle dem, du har set i jeres tid sammen. Det kan være hans smil, berøring, det han siger, gør, osv. Alt du har oplevet som godt – skriv det ned. Det kan medvirke til en afklaring af, hvad du evt. vil kæmpe for eller sige farvel til.

Husk, at det ikke er hele sandheden, da din kæreste rummer mere end din liste, men det kan være med til at give en fornemmelse for, hvordan du vil vælge.

Jeg vil håbe for dig, at du finder en vej.

De bedste hilsner
Dennis

Annoncer