Dilemma i 11 års aldersforskel – hvordan finder jeg klarhed?

Hej Adam og Eva. Min kæreste og jeg står i et dilemma. Vi har været sammen 1½ år nu. Jeg er 18, og han er 29. På trods af min unge alder, har jeg en del livserfaring med at være på egne ben fra helt ung af. Jeg har heller aldrig før haft kærester, som er på min egen alder. Jeg falder for den modne mand, som ved hvem han selv er og hvad han vil. Jeg elsker ham meget højt.

I forbindelse med vores forhold har vi oplevet meget jalousi og skænderier, men vi har udviklet os en del, da vi har haft store ønsker om at forblive sammen. Derfor er skænderierne mindsket gevaldigt, større tålmodighed, men jalousien er stadig tilstedeværende. Min kæreste er inde i en god periode, men jeg er blevet ekstremt jaloux, fordi vi havde et brud for et halvt års tid siden, hvor jeg fandt ud af, han i pausen havde kontakt med en gammel flirt. Intet skete, men jeg bliver jaloux, bare han er på arbejde. I hans erhverv er han selvfølgelig gode kollegaer med en kvinde. På denne måde sætter vi begrænsninger for hinanden, da jeg ikke ønsker, at han skal have mere kontakt med hende end højest nødvendigt. Han ønsker heller ikke selv, at jeg har kontakt med mine mandlige kammerater på tomandshånd eller online.

- Sagen er den, at vi er begyndt at tænke meget på fremtiden, da fremtiden ikke er om 5 år, men nu. Min kæreste vil gerne være sikker på, at vi holder i det lange løb, hvilket jeg selvfølgelig også er interesseret i, i forhold til at han ikke spilder sin tid. Denne diskussion har udmundet i, at vi holder en ’tænkepause’, hvor vi skal finde ud af, om vi tror på, at det skal være os. Det skal lige siges, at det tager meget hårdt på mig, og at jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg vil.

- Angående børn, var det på ingen måde aktuelt fra min side, da vi startede vores forhold, men jeg har nu fået lysten til at få børn. Han har givet mig lysten til at få børn med ham, ikke for at beholde ham, men fordi jeg tror på, at han vil blive en fantastisk far og en skøn mand for mig. Det har dog ligget lidt ude i fremtiden blandt andet fordi vi er enige om, at økonomi, uddannelse og job, skal være stabilt, før vi ønsker et barn i vores liv. En anden del af grunden er hans job, som kræver ham 100 %, hvilket gør, at han er træt og uoplagt, når han kommer hjem. Det har ikke været aktuel at få børn de næste 4 år i hvert fald, da han udover sit job også studerer ved siden af og det afsluttes om ca. 4 år.

- Min kærestes problem er, at han gerne ville have muligheden for at få børn, når han gerne vil det. Det føler han ikke, at han kan med mig, fordi han ikke vil have, at jeg skal presses til at være mere voksen, end jeg er, og at jeg er for ung til at blive mor. Jeg skal jo selvfølgelig også have min uddannelse, men der er jo ikke nogen, der siger, at det er umuligt at få børn i pausen af sin uddannelse? Han ønsker dog heller ikke at være sammen med mig, hvis vi ikke har nogen fremtid, fordi man kan sige, at tiden tikker for ham. Tiden ville være spildt, hvis vi kørte vores forhold videre et års tid endnu og først der ville gå fra hinanden og chancerne bliver ikke ligefrem større med alderen for at finde en ny, man har lyst til at få børn med.

Min kærestes andet problem er, når noget ikke går, som han ønsker i vores forhold, så bliver han så gal, at han synes, hele vores forhold er dårligt, at vi ikke kan snakke sammen, han ikke er forelsket i mig osv. Men han siger undskyld for det hele på et andet tidspunkt, og siger at han er glad for, at jeg kender ham så godt, at jeg ved, at han ikke mener de ting, han siger. Det er bare hårdt at blive skubbet væk fra en person, hver gang, man er blevet tættere. Det gør rigtig ondt.

- Problemet for mig er, at jeg endnu ikke ved, hvem jeg selv er, og hvad jeg har lyst til at gøre med mit liv, og det var grunden til, at denne diskussion startede, fordi jeg havde brug for at snakke med min kæreste om disse ting. På en måde kan man sige, at jeg er bange for at blive voksen og tage de første skridt hen imod en voksen tilværelse, hvor der følger ansvarlighed og forpligtelse med. Jeg føler mig dog fuldstændig forpligtet til min kæreste, men det skræmmer mig, for jeg vil jo gerne være sammen med ham resten af mit liv og stifte familie med ham, men jeg ved bare ikke, om jeg er klar til det om nogle år? Jeg er bange for, at enten jeg eller min kæreste tager nogle forkerte valg og ender op med, at vi er ulykkelige, fordi vi ikke vil det, som den anden vil og ikke får det modspil, man ønsker, men har gået på kompromis med nogle ting, som havde stor betydning?

- Hvad skal jeg gøre for at kunne komme tættere på, hvad der fungerer for mig, og hvad jeg ønsker i min fremtid? Hvad kan jeg forvente? Hvad skal jeg tage med i mine overvejelser? Er der noget, man bestemt ikke skal gå på kompromis med fx at ’skippe’ sin ungdom for at kunne være den kvinde, man ønsker at være for sin kæreste? Ikke mindst, hvordan ville en realistisk fremtidsplan se ud for os?

- Vi har nu en tænkepause, fordi vi vil finde ud af, hvad vi gør herfra. Vi ved endnu ikke, om vi skal være sammen og få det til at fungere, lave realistiske fremtidsplaner sammen, eller om vi skal gå hvert til sit. Vi elsker hinanden meget, og har haft en ’pause’ fra hinanden før, hvor vi indså, at vi ikke kunne være foruden hinanden. (forkortet af redaktionen)

Mange hilsner N, den fortvivlede kvinde på 18 år.