Hej dreng på 19 år
Tak for din mail.
Du skriver, at du er forvirret. Når et menneske er forvirret, er det meget godt at være nysgerrig på det, der forvirrer.
Idealbilleder
Det første, som jeg kom til at tænke på, da jeg læste din mail er, at det ofte er sådan, at vi har idealbilleder af mange ting. En af tingene kan være: Kærester skal være lige gamle.
Det reelle
Måske du er vokset op med, at ting helst skal være på en bestemt måde. Også hvad angår kærester. Man kan godt drømme om noget; men det er ikke sikkert, at tingene er eller bliver sådan i virkeligheden.
Det reelle er, at du er kæreste med en pige, der er 4 år yngre end du.
Jeg holder af hende
Det lyder til, at du ikke er i tvivl om, om du holder af hende. Du skriver, at I har det perfekt sammen, at hun gør dig lykkelig, glad og stærk. Oveni dette har du det også godt sammen med hendes familie, der helt accepterer, at I er kærester. Det kan måske være godt at huske på, når du er forvirret. Kærligheden til hende er der.
Dine egne overvejelser
Når jeg læser dine egne tanker omkring det, at hun er 15 år, og du er 19 år, så lyder det til, at du selv har tænkt mange tanker:
Alderen kan jo gå hen og blive et problem.
Hun er ikke voksen endnu.
Du har set nogen ting i øjnene, der kan hjælpe dig til ikke at blive snydt, men se, hvad forholdet udvikler sig til.
Hvad tænker min familie og andre?
Dette spørgsmål har mange stillet.
Du nævner, at du er nervøs for, hvad din familie vil sige. Du vil blive pinlig berørt. Du skriver, at du er bange for, hvad de vil sige. Måske vil de ikke acceptere det. Vil de fordømme mig?
Valget er dit
Vi kan blive så afhængige af, hvad andre mener, så at det hæmmer os.
Det er altid godt at tænke på, hvad jeg selv tænker/mener/føler.
Hvis du ønsker, at forholdet skal fortsætte, har du lov til det. Det har andre egentlig ikke lov til at bestemme.
At fordømme sig selv
Nogen gange er det sådan, at vi er rigtig gode til at fordømme os selv.
Jeg bemærkede en enkelt sætning: Det lyder helt forkert, at hun er 15 år og jeg er 19 år.
Er der en mere venlig måde at tale til dig selv på end at sige: Det lyder helt forkert.
Her er et forslag:
Jeg er forelsket i en pige på 15 år. Jeg ved, at der er 4 år imellem os; men jeg ved, hvad jeg har gang i. Jeg ved, at hun ikke er voksen endnu, men jeg vil gerne følges med hende og lade hende udvikle sig til at blive voksen. Jeg vil se tiden an og se, hvordan vores forhold udvikler sig.
Ærlighed
Jeg ved ikke, hvordan dit forhold er til din familie. Du overvejer, om du skal lyve med alderen. Her har jeg lyst til at spørge: Er det rimeligt, at du ikke har lov til at være ærlig i din familie. Hvis de ikke kan rumme din ærlighed, har du lov til at tænke: Det er deres problem. Der er noget, de må arbejde med.
At være herre i eget liv i fremtiden
Jeg vil ønske for dig, at du i fremtiden vil give dig selv lov til at finde ud af, hvad der er godt og rigtigt for dig. At lytte til sig selv er sundt og vigtigt.
Læs eventuelt også:
Forelsket, er 7 års forskel for meget?
Betyder 6 års forskel noget for en forelskelse?
Rigtig mange hilsner Hanne Esmarch