21 år og deprimeret - hvordan kommer jeg ud af det?

Her ligger jeg, 21 år gammel, i min seng hjemme hos mine forældre, hvor jeg bor. Noget der også tynger godt i posen fyldt med "elendighed". Jeg har det lidt ambivalent ved at skrive til jer, da jeg ikke ved, om jeg har et konkret problem som sådan, but here goes ...

Jeg ved ikke lige, hvor jeg skal starte, men det bliver små løse ender, der med garanti bunder ud i ét.
Jeg har det meget svært med beslutninger. Når jeg selv skal træffe valg, ender det faktisk tit med, at jeg bare dropper, hvad det nu end var, jeg skulle; så er det meget nemmere at lægge mig ind i min seng og se en film. Jeg har det bedst inde i min seng; der er trygt og varmt, og ingen har forventninger til mig her, så jeg tilbringer faktisk største delen af min tid i min seng, når jeg ikke arbejder. 
Jeg arbejder gerne mere end 40 timer i ugen; det, tror jeg selv, har været med til at give mig en mild "depression" i en periode. Jeg føler, at jeg er blevet gladere, men tilbringer stadig det meste af min tid i min seng, hvor jeg enten sover eller laver ingenting/ser film.

Jeg vil rigtig gerne ud og opleve verden, men jeg tør ikke tage skridtet, og det virker uoverskueligt for mig. Igen er det nemmere at blive liggende i min lille sump af selvhad. Jeg ligger og hader mig selv for ikke bare at springe ud i det, men det gør mig bange, da jeg ikke selv mener, jeg kan klare at stå på egne ben. 

Det er ikke kun de store ting som at rejse ud i verden, der gør mig ubehageligt til mode. Det at socialisere mig med andre mennesker kan gøre mig meget utilpas; det kan være på jobbet, over for kassedamen, min familie eller mine venner, hvor jeg får et ubehag inden i og bestemt tror, at de tænker et eller andet forfærdeligt om mig.

Det sker tit for mig, at jeg ikke ved, hvad jeg skal sige og føler ikke, jeg har noget af relevans på hjerte, så derfor bliver den pinlige tavshed mere tavs. Jeg gransker min hjerne for at finde ord og interessante ting at byde på, men det bliver bare til en kæft lukket med 7 sejl, og et stålfast blik væk fra aktualitet. 

Mine tanker løber tit fra mig, og jeg glemmer, hvad det er jeg har gang i, og hvad jeg gerne vil sige. "En mand af få ord, nede på jorden, hviler godt i sig selv, en god gut og en fandens karl når det gælder" - alt det er jeg træt af at høre om mig selv.

Jeg føler selv, at jeg er god til at læse situationer, folks adfærd, og hvordan de agerer. Derfor gør det mig utilpas at se, at jeg kan påvirke dem på en måde, hvor jeg er med til at gøre en situation akavet og ubehagelig.

Jeg har gode, gamle venner; jeg ved de holder af mig, og jeg holder ekstremt meget af dem. Jeg forstår bare ikke, hvorfor de er venner med mig. Jeg har ikke noget at byde på, jeg falder over mine ord, er elendig til at tale med andre mennesker, og jeg har en fornemmelse af, at de tit ikke forstår, hvad jeg prøver at fortælle. Jeg er en elendig historiefortæller! Jeg har en forfærdelig hukommelse.

Jeg aflyser aftaler på falderebet, fordi jeg ikke kan forholde mig til andre end mig selv. Jeg er langsom og tager mig rigtig, rigtig god tid om tingene. Jeg bliver tit i tvivl og usikker på, hvad jeg laver og på mig selv. Jeg kontakter sjældent andre, da jeg ikke vil trænge mig på med min socialt akavede adfærd. Jeg føler mig tit som en nikkedukke uden nogen mening selv. Jeg er ikke intelligent og sætter mig sjældent ind i ting, fordi jeg er bange for at fejle.

Jeg vil så gerne være mit eget menneske, men føler mig bare som en del af den blå/grå lortemasse, selvom jeg isolerer mig.

Jeg kan ikke pege på noget, jeg er god til udover det at tage det helt stille og roligt. Jeg føler ikke, jeg har et værd her i verden.

Jeg kunne blive ved, men jeg ved simpelthen ikke, om jeg kan brække mig mere lige nu, og håber heller ikke, I gør det!

Mvh. en forvirret og fortvivlet ung mand