Fortvivlet og trist – men hvordan skal jeg spørge om hjælp?

Vis spørgsmål

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Sidste år var jeg i en lettere depression. Jeg havde ikke rigtigt nogle venner eller nogen at snakke med.

Nu går jeg på efterskole og har fået nogle gode venner. Men jeg bliver ved med at være nedtrykt og trist. Hver dag går jeg med følelsen af at være ubrugelig, dum, grim og i det hele taget trist. Jeg vil gerne snakke med nogen om det og har allerede snakket med nogle af mine veninder. Men de kan ikke rigtigt hjælpe mig.

Jeg vil derfor gerne snakke med min lærer om det, men jeg tør ikke og ved ikke, hvordan jeg skal spørge om hjælp. Jeg ved heller ikke, hvad jeg skal sige, for jeg ved ikke, hvorfor jeg er så fortvivlet.

Jeg vil nemlig også bare kunne nyde mit efterskoleår, og jeg føler, at jeg spilder min tid med at være ked af det! Men jeg har bare hele tiden en uro indeni mig, der gør mig nedtrykt. Hjælp mig!

Fra den fortvivlede og forvirrede pige på 15 år

SVAR:

Hej med dig!

Hvor er det godt, at du skriver og deler din udfordring med at få talt med nogen om dine følelser. Jeg forstår godt, at du ikke ønsker at bruge din tid på efterskolen med at være ked af det.

Venner kan også komme til kort

Det lyder dejligt for dig, at du har fået nogle gode veninder på efterskolen. Det er meget værd! Det er rigtig flot, at du har været ærlig over for dine veninder og delt, hvordan du har det. Nogle gange kommer selv gode venner til kort og ved ikke, hvad de skal sige. Derfor er det rigtig godt, at du allerede har tænkt på, at det kunne være en god idé at snakke med en lærer.

Få tankerne ud på papir

Første skridt til at få det bedre er at erkende, at man har brug for hjælp. Det har du allerede set, så det er super! Det næste skridt er at spørge om hjælp. Det er helt forståeligt, at du synes, det er svært. Du skriver, at du gerne vil snakke med en lærer. Har du mon en bestemt lærer i tankerne?

Hvad er det, der gør, at du ikke tør spørge en lærer om hjælp? Prøv at skrive det ned på et papir. Jeg ved jo ikke, hvad der gør, at du ikke tør. Nu prøver jeg bare at komme med et eksempel: “Jeg er bange for, at læreren ikke vil hjælpe mig.” Hvad er det for nogle ting, der fortæller dig, at læreren IKKE vil hjælpe dig? Hvilke ting taler for, at læreren GERNE vil hjælpe dig? Her tænker jeg blandt andet på, at efterskolelærere er ansat til at undervise, men i lige så høj grad at sikre, at efterskoleelever har det godt. Derfor vurderer jeg, at argumentet om at læreren GERNE vil hjælpe, vinder!

Tal til din frygt

Mit eksempel er netop kun et eksempel, og måske er det noget helt andet, der gør dig bange for at spørge om hjælp. Prøv at få den tanke ned på papiret, og se så på alle argumenterne for og imod tanken. På den måde kan du faktisk godt “tale” til din frygt og sige: Jeg kan godt se, hvorfor jeg er bange, men der er også dét, dét og dét argument for, at der ikke er noget at være bange for. Så bliver det nemmere at overvinde frygten og få spurgt om hjælp.

God grund til at bede om hjælp

Jeg håber, du kan nå dertil, hvor du tør spørge om hjælp. Når du gør, er det en god idé at spørge en lærer, som du føler dig tryg ved. Du skriver nemlig også, at du ikke ved, hvordan du skal spørge om hjælp. Hænger det mon sammen med, at du ikke helt ved, hvorfor du er fortvivlet? Hvis det er rigtigt, så er det helt okay. Sådan er det nogle gange at være trist; man ved ikke altid hvorfor.

At være fortvivlet, føle sig ubrugelig, dum, grim og trist er mere end grund nok til at bede om hjælp! Det skal du virkelig vide. Så har du netop brug for et mere voksent menneske ved din side, som sammen med dig kan udforske, hvorfor du har det svært.

Hvis du ikke ved, hvad du skal sige, eller hvordan du skal komme i gang, kan du måske bare fortælle læreren, at du har skrevet til brevkassen og fået det her svar og så vise ham/hende det. På den måde er du allerede i gang med at spørge om hjælp.

Jeg ønsker dig alt det bedste med at argumentere mod din frygt og få spurgt en lærer om hjælp! Skriv endelig igen, hvis du synes, svaret ikke helt gav dig det, du har brug for.

Kærlig hilsen
Charlotte

Annoncer