Kære anonyme
Tak for din henvendelse.
Du spørger, om du kan have en depression. På baggrund af det, du oplyser, vil jeg sige, at det er muligt, du har en depression. Men det er ikke en diagnose, man kan stille med sikkerhed over e-mail.
Du nævner nogle ting, som man ofte ser i forbindelse med depression: Nedtrykthed, nedsat energi, rastløshed, skyldfølelse, tanker om ikke at ville leve længere.
Søg hjælp
Depression (hvis du er det, du har) er ikke noget, som du skal kæmpe med alene. Der er mange, som bliver ramt af depression, og der er gode muligheder for at du kan få hjælp. Jeg synes, at du skal bestille en tid hos din praktiserende læge så hurtigt som muligt for at få vurderet, om du har en depression. Din egen læge vil også kunne hjælpe dig med behandling af depression. Hvis du lige pludselig får det rigtig dårligt og har brug for hjælp her og nu, kan du tage kontakt til en psykiatrisk skadestue.
Du er velkommen til at skrive igen, men jeg vil kraftigt opfordre dig til at kontakte din egen læge snart. Hvis du skriver til os om ting, der er for personlige til, at du ønsker, det kommer ud på nettet, kan du bare sige det, og det vil vi respektere, så du får svaret tilsendt direkte, uden det bliver lagt på nettet.
Måske kan du få lidt hjælp af at læse artikler og svar til andre i vores tema Når mor og far skilles.
Mvh
Boje Kvorning Ehmsen