Hvem er jeg, og hvorfor lever jeg?

Vis spørgsmål

Jeg er en dreng på 17 år, som ikke længere kan genkende mig selv. Nogle gange kan jeg få et chok bare ved at se mig selv spejlet. Jeg kan ikke engang se mig selv i øjnene mere end to sekunder. Får når jeg ser mig i spejlet, så ligner det ikke mig. Jeg har ikke så mange venner at snakke med – faktisk har jeg ikke rigtig nogen. For mig var det mere bekendte – nogle man snakkede med i skolen men ikke rigtig på de sociale medier eller uden for skolen. Det har gjort, at jeg begyndte at tale med mig selv, som om jeg er to personer. Jeg kunne lade fantasien styre mig. Jeg kunne skabe et perfekt liv for mig selv. Jeg kunne skabe mig en verden, hvor jeg kunne holde mig selv ud. Hvor jeg var den kloge. Hvor jeg var den, som folk så op til. Hvor jeg ikke var bange for at tage en udfordring op og kunne tage verden i min hånd.

Jeg har aldrig været den skarpeste kniv i skuffen eller den person, som pigerne syntes, var pæn. Eller gad at hænge ud med. Hver gang jeg så en pige, tænkte jeg bare, at hun ville bare sige: “Du er ikke min type!” Den tanke fik jeg, hver gang jeg så en pige, som jeg syntes var flot, og som jeg godt gad lære at kende.

Samtidig er jeg også temmelig genert, så det med at gå hen og snakke til pigerne var jeg ikke stærk nok til. Har aldrig haft en kæreste, så tanken om, at jeg overhovedet ville få en, forsvandt ligeså langsomt. Når jeg så alle dem, som kom i et forhold på Facebook, kiggede jeg bare ned og tænkte, at der er nogle, der er heldige. Sådan var det også på gaderne.

Det samme med skolen – jeg følte mig dum i skolen. Fik ikke de bedste karakterer. Når jeg så mine klassekamerater få 12 og 10, mens jeg kun fik 02 og 4, så begyndte jeg få tanken: “Hvad er livet så værd?” Hvis det rent ud sagt bare handler om at overleve, til man dør. Tanken om selvmord har været der nogle gange ... 

En dag blev jeg rimeligt syg, da jeg havde fået noget bag øjet, og der var ikke rigtig nogle læger, der vidste, hvad det var. Så i en hel uge gik jeg fra den ene til den anden læge, indtil jeg blev indlagt og skannet. Så sagde de, at det farligt, det jeg havde bag øjet. At det kunne føre til døden. Så jeg har gået rundt med noget, der kunne have slået mig ihjel. Jeg skulle opereres to gange bag øjet. Bagefter tænkte jeg: “Hvorfor overlevede jeg?”

Jeg ved, at alting har en mening og en grund til, at det eksisterer, men jeg ved ikke, hvorfor jeg gør. Nu er jeg ikke den store kristen, men jeg tror på en del indenfor kristendommen. Men hvis der findes en Gud, hvad er så hans plan med mig? Jeg fik aldrig et svar på det spørgsmål. Jeg begyndte at bare at drukne mig selv i mit eget had og vrede. Jeg havde en veninde, og der var noget i mellem os – vi har da kysset engang til min konfirmation, og hun viste også alle mulige følelser, da jeg lå på hospitalet for nogle år siden, men min mørke side ødelagde det. Så det blev aldrig til noget mellem mig og hende.

Jeg begyndte at lade min anden side bestemme. Det er måske ham, jeg ser i spejlet. Jeg er begyndt at blive til noget, jeg faktisk er bange for. Jeg er begyndt ikke at tro på kærlighed, og at der findes den eneste ene. At alle kvinder er onde, og at der ikke nogen, der gider mig. Alle mennesker har en drøm om, hvad de vil i livet. Jeg vil godt lave film. Men jeg føler ikke, jeg har modet til det. At jeg er svag og ikke vil klare det. En gang imellem kan jeg godt græde lidt over, hvad jeg er.

Har aldrig snakket om det her til mine forældre, for jeg tror ikke, de vil forstå det. Jeg elsker at lave en verden med mine tanker, hvor alting er perfekt. Ønsker, at mange af mine ideer og drømme vil blive til noget, men tror bare ikke de gør. Man ser alle de her idoler og tænker: “Ham vil jeg godt være!” Men det er svært.

Er der noget galt med mig? Jeg ved godt, det her ikke er det letteste spørgsmål at svare på. Det også okay, hvis I ikke kan. 

K

SVAR:

Hej med dig!

Først og fremmest mange tak for dit spørgsmål. Tak fordi du har mod på at fortælle, hvordan du har det. Jeg bliver meget berørt af din historie og er glad for, at jeg har fået muligheden for at svare dig. Jeg beklager, at det har været et stykke tid undervejs – men når du har betroet mig dine inderste tanker og følelser, vil jeg først give dig mit svar, når jeg har haft rigtig god tid til det og gennemarbejdet det fra ende til anden. Jeg ved ikke, om jeg kan give dig det svar, du gerne vil have, men jeg håber, du vil kunne bruge det på den ene eller anden måde.

Fantasiverden hjælper igennem en svær periode

Hovedsagen i dit spørgsmål er: “Er der noget galt med mig?” Jeg ved ikke, om du er i tvivl om, at det, du tænker og føler, er unormalt? Ud fra det du beskriver, er der ikke noget at sige til, at du tænker og føler, som du gør. At du taler med dig selv og skaber en fantasiverden er en måde, som du har brugt til at komme igennem en rigtig svær periode i dit liv. Det viser, at du har en særlig evne til at komme igennem ekstreme perioder, hvor du i din fantasi har kunnet leve i en verden, som er lige på den måde, som du helst vil have det.

Vi er skabt til at blive elsket

Du beskriver videre, at din mørke side er ved at tage over, så du er ved at blive til en, du er bange for. Det bekymrer mig. Ikke fordi der er noget galt med dig, men fordi det virkelig er et tegn på, at du har levet under et umenneskeligt pres alt for længe. Som mennesker er vi skabt til fællesskab med andre. Til at blive elsket, forstået og værdsat. Uden disse ting fungerer vi dårligt, ligesom et rosenbed, der ikke får regn og får luget ukrudt. Lever vi under sådanne forhold alt for længe, begynder vi at miste troen på kærligheden i verden og på det gode i os selv og i menneskene omkring os – lige præcis sådan, du beskriver det.

Det virker også til, at du har mistet troen på dig selv. Du skriver, du ikke tror, at du er pigernes type, at du føler dig dum, og at dine drømme og håb for fremtiden alligevel ikke vil gå i opfyldelse. Vores tanker, følelser og handlinger hænger sammen. Når du går igennem denne lange svære periode i dit liv, får du nogle negative tanker om dig selv. Disse tanker giver dig nogle ubehagelige følelser, som virker tilbage og giver dig flere negative tanker. Ind imellem kan vi så komme til at gøre noget, som vi ikke har lyst til, fordi vi handler på baggrund af de tanker og følelser, vi har. Du beskriver blandt andet, at du har skubbet din veninde væk. Når man har det rigtig svært med sig selv, er det utroligt svært at tro på, at andre kan have et mere positivt billede af en, end man selv har. Man kan være bange for at lukke andre ind i ens liv, fordi man ikke selv kan lide, hvordan man er – og man tænker derfor, hvorfor andre så skulle kunne lide det.

Tal med en professionel

Ud fra det du skriver, tænker jeg, at du vil have rigtig meget gavn af at tale med en professionel terapeut eller psykolog om de her ting. Det er ikke meningen, at du skal gå med alt det her for dig selv. Det er ikke fordi, der er noget galt med dig, men dine tanker og følelser er en naturlig følge af at have været under det pres, du beskriver. Jeg vil derfor kraftigt opfordre dig til at tage det næste skridt og tage kontakt til en, du kan tale med.

Hvis du ikke umiddelbart har nogen, du føler, du har tillid til, så bestil en tid til lægen og forklar ham/hende, hvordan du har det. Hvis lægen vurderer, du vil have gavn af nogle samtaler, vil han/hun kunne give dig en henvisning til en psykolog. Du kan også tjekke Ressourcer her på siden og se, om der på listen skulle være en i nærheden af dig, som du kan tale med.

Guds plan med dig

Du skriver, at du i forbindelse med din alvorlige sygdom tænkte over, hvad Guds plan mon var med dig, og at der er meget i kristendommen, du tror på. Jeg ved ikke, hvad du tror og ikke tror, men jeg tror på en Gud, som elsker dig uendeligt højt og som lider, når han ser dig lide. Ind imellem kan vi undre os over, hvorfor vi skal igennem så svære perioder i vores liv – og der findes absolut ingen korte eller lette svar. Nogle gange kan der være en trøst i at vide, at vi midt i det hele ikke er alene; at Gud ønsker det anderledes, og at han gerne vil lukkes ind i din smerte.

Kristent fællesskab

Hvis du gerne vil vide mere om kristendommen og hvem Gud er, så findes der fællesskaber rundt om i hele landet, hvor unge samles om netop det. Konkret findes der den mulighed, at du på hjemmesiden IMU.dk kan søge på, hvor den nærmeste forening for unge ligger. (Der findes mange andre muligheder, så det er bestemt ikke for at påvirke dig i en bestemt retning, at jeg skriver det. Det er kun, fordi jeg selv har gode erfaringer med dette fællesskab, så det er nemmere for mig at henvise til noget, jeg selv kender til.)

Du har vist stort mod

Jeg ved ikke, om du har fået de svar, du søgte. Det er ikke meget, jeg kan give dig i et brevkassesvar, men jeg håber virkelig, du har fået mod på at gå videre med dine spørgsmål og kampe. Endnu engang tak for tilliden. Jeg håber, at du får den hjælp, du har brug for, så dine mange lyse sider, som jeg er helt overbevist om, du har, kan få overtaget i dit liv! De første skridt har du taget, og du har vist et stort mod ved at skrive dine inderste tanker og følelser og sende det til nogle, du ikke kender. Jeg håber på, at du vil bruge dette store mod til at tage de næste skridt på vejen frem. Du er altid velkommen til at skrive igen, hvis der er noget, du mangler svar på.

Med venlig hilsen
Mikkel

Annoncer