Hader mig selv og er livstræt - kan I hjælpe mig?

Hej Aoge. Jeg er en pige på 15 år med et helt utroligt dårligt selvværd og selvtillid. Jeg hader at gå i skole ( jeg startede i 9. for snart to uger siden efter sommerferien), mine klassekammerater kan jeg ikke fungere med, og jeg føler mig anderledes og urespekteret.

Da jeg i forvejen altid har været hende den "stille, generte, forvirrede, sære og udeltagende" pige, har det næppe hjulpet mig på mit selvværd, efter jeg startede i min nuværende klasse for fem år siden. De er egentlig søde og venlige nok alle sammen... Men ikke mod mig. Min sommerferie var rigtig god, fordi at jeg var glad, havde det sjovt og jeg var omringet af mennesker, jeg følte mig tilfreds og tryg ved.

Men hver gang jeg går i skole, har jeg det lidt ligesom om at hele mit skoleår er en lang depression. Det er træls, og af den grund, med følelsen af at være sat til side og mindreværdiget har jeg haft selvmordstanker, skåret i mig selv og jeg har haft så svære dage, at jeg har følt mig som et både mentalt og psykisk sygt menneske.

Jeg har to virkelig gode veninder, hvor den ene af dem rent faktisk går i min klasse, den anden er min nabo, men selvom jeg har dem, føler jeg ofte, at de slet ikke gider at hænge ud med mig og bare gør det alligevel. Deres usikkerhed, de begge to har, smitter dels meget af på mig, og jeg føler mig igen mindre værd osv.

Begge mine veninder fortæller mig dog også, hvor smuk jeg er, og at de elsker mig, ligesom så mange andre voksne fortæller både mig men også mine forældre hvor smuk jeg er, og alligevel kan jeg ikke se noget af det eller tro på det. Jeg tror i virkeligheden, selvom jeg er en klog og talentfuld pige, slet ikke på, at jeg er god nok, og at alle andre er bedre end mig ...

De steder jeg føler, at jeg bedst kan være mig selv, er hjemme hos mig selv. Og nogle gange tænker jeg på, når jeg f.eks fjoller med min lillebror, at jeg ville ønske, at jeg kunne hvile i mig selv så meget og være så glad og åben, når jeg var i skole, blandt mine kammerater og også ude i offentligheden.

Jeg savner også at have en bedsteveninde igen, da jeg mistede min gamle for to år siden, som også gik i vores klasse, men som nu her i niende er taget på efterskole. Jeg savner ikke den, hun er nu, for i løbet af den tid, vi ikke rigtig havde noget sammen, ændrede hun sig drastigt. Men jeg savner det, vi havde før, og at vi altid kunne stole på hinanden og være os selv, når bare vi havde hinanden.

Og så på den anden side føler jeg om mig selv, at jeg er for gammel til at have det sådan her, da alle andre synes at virke mere modne, end hvad jeg selv gør. Det er også en af de ting, der gør, at jeg føler, andre er bedre end mig.

En sidste ting, jeg lige vil nævne, er, at jeg ofte fortæller mine forældre, hvordan jeg går og har det. Men her det sidste halve år er jeg stoppet med det, da det var ligesom om, at de ikke RIGTIGT forstod/forstår mig, som de sagde/siger at de gjorde, gør.

Jeg går også til en psykolog, eller hvad det nu hedder med min mor indimellem, men jeg synes ikke personligt, at jeg får noget ud af det ...

Jeg beklager meget, at dette blev så langt, men jeg havde brug for at dele mit liv med nogle, der måske vil interessere sig lidt for det ...

K.H den triste og skole- og livstrætte pige :(

A, 15 år