Kære pige
Beklager det sene svar, du havde fortjent et meget før.
BMI
Først et stort skulderklap til dig for både at skrive her og for at tale med din mor om at blive sund. Det er vigtigt ikke at gå alene med dine madvaner og dine tanker. Jeg ved ikke, hvad du vejer, eller hvor høj du er, men ud fra de kalorietal, du skriver, er jeg bange for, at du kan være alvorligt tynd.
Du kan selv prøve at regne dit BMI ud. BMI er en forkortelse for Body Mass Index, og det kan give dig et hint, om din vægt er sund og normal, eller om du vejer for lidt og måske er underernæret. Du kan enten google det og sætte din højde og vægt ind i en formel, eller regne det ud efter den her formel: vægt i kg / (højde i meter x højde i meter).
Eksempel på en person, der er 140 cm høj og vejer 39 kg: 39 / (1,4 x 1,4) = 19,9. Få gerne din mor til at hjælpe dig. BMI skal normalt ligge over 18,5, for at man ikke er undervægtig.
Du har brug for hjælp
Du er 13 år og er sikkert i fuld gang med at opleve, hvordan meget forandrer sig. Både med din krop, dine tanker og dit forhold til andre mennesker. Der kan være meget at forholde sig til, og det kan være forvirrende og måske kompliceret for dig at holde styr på tankerne og følelserne. Måske kan du slet ikke lide forandringerne.
Uden at kende dig sidder jeg med en bekymring for, om du har udviklet en spiseforstyrrelse. Jeg synes, du skal få din mor til at tage med dig til lægen, så I har en professionel at tale med og få hjælp af. Jeg vil ikke skrive en masse om spiseforstyrrelser her; det skal I hellere tale med lægen om.
Der er så meget andet godt i livet end at holde styr på, hvor meget du spiser, og hvor meget du vejer. Kroppen har allerede givet dig et tydeligt praj om, at noget er galt, da du har tabt vægt på brysterne og ikke længere får menstruation. Derfor er det godt, du allerede både har snakket med din mor og skrevet til os, og jeg håber, du også vil snakke med din mor om at opsøge jeres læge, fordi du kan få den bedste hjælp den vej.
Vh Ninna