Hej
Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk. Det er altid godt at få sat ord på det, man går og spekulerer på.
Sådan vokser vi
Piger vokser noget anderledes end drenge. Hvor drenge kan vokse helt frem, til de er 20 år, vokser piger derimod rigtig meget lige op til deres første menstruation. Bagefter vokser de normalt ikke mere end 6-8 cm. Ud fra det må jeg desværre sige, at du nok ikke kan regne med at vokse meget mere. Jeg forstår godt, hvis du er skuffet over det, hvis du havde regnet med at blive højere grundet dine forældres højde. Måske har du højden fra en af dine bedsteforældre eller andre i din familie, der heller ikke er vildt høje.
Men selvom du ikke føler dig så høj, så er det indenfor det normale, og hvis du altid har fulgt den kurve, så er det bare sådan, du skal se ud.
Når jeg måler piger i skolen til skoleundersøgelse, er der mange, der har den højde. Det er slet ikke unormalt.
Accept nødvendig
Der er ikke noget, du kan gøre ved det. P-piller ændrer ikke på din højde. Hvis det var sådan, ville man ikke tillade, at piger der ikke er færdige med at vokse fik p-piller.
Selvom det måske er en svær en at sluge, at du nok må leve med dine 160 cm, så vil jeg opfordre dig til at begynde at se positivt på dig selv og din højde. En fordel er fx at du kan vælge at gå med høje hæle; det kan man ikke, hvis man i forvejen er høj.
Du må fokusere på dig selv, som den du er som menneske og finde alle dine kvaliteter frem. Dem omkring dig kan lide dig, som du er og kan ikke lide dig mere eller mindre på grund af din højde.
Prøv også at tale med dine forældre om det, for det er vigtigt at tale med nogen om det, man er ked af eller spekulerer på.
Håber mit svar giver mening for dig.
Kærlig hilsen
Marianne