Vil følge Gud men har svært ved at stoppe med sex

Vis spørgsmål

Hej.

Min kæreste og jeg har altid levet som kristne i kristne familier, men efter et år som kærester har det været svært at være afholdende, og vi har heller ikke lyst til at være afholdende, men på samme tid vil vi gerne følge Gud. Men vi ved også godt, at vi bliver ved, og vi vil egentlig bare gerne gifte os, men det er jo lidt tidligt.

Vi har bedt meget til Gud sammen og har snakket meget om vores dårlige samvittighed. Vi kan ikke stoppe mere, hvad gør vi?

Anonym, 17 år

SVAR:

Kære dig

Hvor er det fint, du skriver ind til Adamogeva.dk, for jeres udfordring er den, de fleste kærestepar er optagede af hele tiden. Derfor er jeg også virkelig ked af, at jeg ikke har en nem løsning til jer. Hvis jeg havde det, så ville I allerede kende den, for så brugte alle kristne unge par den løsning.

Jeres seksualitet er naturlig

Det er dejligt at høre, at I har klaret at være afholdende i et år, men nu kan I mærke, at det næsten er umuligt. Jeg kan se, ud fra det du skriver, at I ikke længere har lyst til at være afholdende, og du skriver også, at I ikke kan stoppe mere. Det kan jeg virkelig godt forstå. Når man er forelsket/elsker et andet menneske, så vil det også være helt naturligt at have lyst til at være helt tæt sammen.

I tænker over det hver dag, I undres over, hvorfor I skal vente, når I nu ved, I gerne vil giftes, men bare lige mangler at blive gamle nok til, at det kan lade sig gøre. Så nu er I der, hvor I håber, at jeg har det trick, der kan gøre det lettere for jer at holde ud. Men åh, kære I to dejlige unge mennesker. Det kildrer i hele kroppen, og jo mere I kysser og rører, jo vildere kildrer det, og det er så svært at holde igen. Der er ikke en knap, man kan trykke på, så den kildrende lyst forsvinder. Den er kommet for at blive, og det er også fedt, den er der, især når I senere virkelig skal bruge den kildrende passion til at nyde hinanden.

Lav aftaler og lad viljen bestemme

Så det eneste, der nu er tilbage at gøre, er at beslutte, at det er VILJEN og ikke lysten, der skal bestemme. Hvis det er afholdenhed, I vil, og hvis det er at følge Guds gode tanker for jer, I vil holde jer til, så skal I aftale det med hinanden. Derefter skal I hjælpe hinanden HELE tiden. I skal – hver eneste gang I er sammen, og hver eneste gang I kysser hinanden – hjælpe hinanden til at få stoppet i tide. Det vil være forskelligt, hvem af jer, der er mest i kontakt med fornuften, og som er i stand til at sige: “Holdt! Stop! Stands! For nu er vi ved at komme for langt.” Og nogle gange vil I måske begge have rigtig svært ved at høre fornuften kalde på jer, men så er det vigtigt, I på forhånd ved, hvad I skal holde jer fra, fordi det stiller jer overfor så stærke fristelser, at det er umuligt at få stoppet.

Tænk over, hvordan I er sammen

Husk på at I er mennesker af kød og blod. I er skabt med passion og lidenskab for hinanden, og sådan skal det være. Men hvis I ligger tæt op af hinanden, måske endda mere eller mindre afklædte, så kræver det altså et hjerte af sten at sige NEJ TAK. I er ikke lavet af sten. Derfor skal I måske ikke udsætte jer selv for den fristelse, det er at ligge meget tæt, halvt afklædt og kysse meget dybt og meget længe, for det er ikke mange, der kan modstå lysten til at gå videre.

I kan gå for langt

I de seneste år har der været mange kristne arrangementer med paneldebatter, hvor man har kunnet stille spørgsmål til nogle “kloge hoveder”, som så kom med deres svar på, hvad man kunne gøre i forskellige dilemmaer. Et af de mest stillede spørgsmål er: “Hvor langt kan vi gå, før vi er gået for langt?” Det vil ALLE vide, og det vil vi, fordi vi gerne vil gå så langt, som vi overhovedet kan, for det er så dejligt at være sammen med den, man er forelsket i. Ligesom når du stiller en stor skål slik hen foran en flok børnehavebørn, så råber de alle: “Hvor mange må vi få?” De ved udmærket godt, at hvis der ikke er begrænsninger på, så tager de alt det, de overhovedet kan spise.

Så hvor langt må I gå? Så langt, at I stadig kan finde tilbage.

Hvis I kan mærke, at I er der, hvor I ikke synes, I kan stoppe (og det lyder det lidt til, på det du skriver), så går I for langt. For så gør det alt for ondt på jer at stoppe hver gang. Det betyder, at når I går hver til sit og siger godnat, så er det altid med en skuffelse eller tristhed i maven. En skuffelse over, at I igen gik for langt, eller at I ikke måtte få lov til at gå hele vejen og få udløsningen. En tristhed og frustration over at skulle vente, og hvor urimelig svært det er, og der kan være mange flere triste følelser.

Byg et solidt forhold

Det vil være rarere for jer, hvis I kunne skilles på en god måde med glæde og forventning om jeres næste møde, fordi ingen blev kede af det i aften. Jeg ved, det er så meget lettere sagt end gjort, og jeg håber så meget, at I passer godt på hinanden og jeres fantastiske kærlighed til hinanden. Det kan I blandt andet gøre ved at lave en masse forskellige ting sammen, hvor I ikke er alene. Brug tid på at snakke om fremtidsdrømme og barndomsoplevelser, spil nogle spil med hinanden, gå ture, fortæl hinanden om jeres fritidsinteresser osv. Det vigtigste for jeres forhold er, at I lærer hinanden rigtig godt at kende som de personer, I er.

Fortsæt med at bede for og med hinanden om, at I kan finde på andre gode ting at lave sammen, og at I må være i stand til at hjælpe hinanden med ikke at friste over evne. Men husk på, at der også ligger et ansvar på jer selv. Hvis I beder Gud om hjælp til at tøjle lysten, men fortsætter med at gå for langt, så er det måske kun et tegn i form af et lynnedslag eller et flænget gardin, der kan stoppe jer. Så brug jeres vilje til at holde lidt igen.

Få flere input i vores temaer Bibelen og sex og Teenager og sex. Læs også artiklen Værd at vente på.

De kærligste hilsner fra
Anja

Annoncer