Kære S
Tak for dit brev, der gjorde indtryk på mig; egentlig ikke pga. spørgsmålet du stillede, men den selvfølgelighed du omtaler videochatten med din ven.
Smerter i stiv penis
Jeg er ikke læge, men til spørgsmålet du stiller, om det er normalt med smerte i penis efter lang tids stivhed, tænker jeg umiddelbart, det lyder mærkeligt. Normalt vil smerterne forsvinde efter en udløsning. Dog kan der være måske efterfølgende være smerter i musklerne – det ved jeg ikke. Hvis han er i tvivl og eventuelt har oplevet det før, synes jeg, han skal opsøge en læge og stille spørgsmålet. Hvis spørgsmålet er, om det er normalt med smerter eller spændthed i en stiv penis, er det helt normalt.
Jeg vil også nævne, at selvom man som dreng/mand får en stiv penis, er der ikke noget lægevidenskabeligt belæg for, at man skal have udløsning. Det er måske ubehageligt at være optændt men altså ikke farligt og – i forhold til dit brev – slet ikke dit ansvar at løse.
Videochatten
Jeg læser mellem linjerne, at jeres samtale havde en seksuel karakter pga. fokusset på hans penis. Du skriver ikke, om chatten lagde op til det, om du var delvist eller helt afklædt eller andet. Men her bliver jeg bekymret. Jeg har snakket med mange unge kvinder, som fortryder, at deres grænser blev forskubbet. At de i jagt på anerkendelse og på at se det særlige begær i øjnene hos en dreng eller mand gik langt videre, end de egentlig ønskede. At det, der virkede uskyldigt, pludselig blev til at dele billeder m.m., som de nu skal være bange for florerer videre rundt på nettet.
Jeg forstår længslen efter at blive set og elsket; den har vi alle, og i situationen kan det virke så rigtigt. Men du er 14 år og kan stadig nå at møde mange “rigtige”. Billeder og optagelser, der ligger på på nettet, forsvinder ikke bare igen, og det er vigtigt, du kan møde verden frit og ikke skal være bange i forhold til en kommende kæreste, om han nu har set billeder af dig eller ej.
Du er værdifuld
Du er alt for værdifuld til at være “til salg” på denne måde. Det skriver jeg, fordi man som ung ofte tænker, man skal leve op til alle andres forventninger og bliver dømt ude, hvis man ikke gør det. Hvis man bliver dømt ude, er det ikke rigtige venner; så vil de forsvinde alligevel på et tidspunkt. Der er kun dig til at passe på dig selv og dine grænser. Din seksualitet er noget særligt – en gave og en juvel, som du ikke skal dele med hvem som helst. Det er noget fint og dyrebart, og det handler ikke bare om selve samlejet, men skaber dybe bånd med den, du deler de mest intime sider af dig selv med. Du kan læse mere om det i vores tema Teenager og sex.
“Du er værdifuld!” – det står der også i Bibelen. Jeg tror på, at Gud har skabt dig helt enestående, fuld af skønhed, evner og muligheder. Han er med dig og beder dig samtidig passe godt på det liv, du har fået. Jeg ved ikke, om du kender ham, men jeg tror, han kender dig. Fordi jeg tror det, er det ekstra vigtigt for mig at sige, at jeg ikke har skrevet det her som en løftet pegefinger, men med stor omsorg for dig – fra en kvinde til en anden.
Håber mit svar gav mening – ellers er du altid velkommen til at skrive igen.
Kærlig hilsen
Dorthe Sandvad