Kære J
Tak for dit spørgsmål til os her på AdamogEva.dk. Tak for din frimodighed til at dele det, som lige nu gør din hverdag besværlig, og som du vil have et par gode råd til. Jeg er sikker på, du rammer en tematik, som mange har prøvet, og mange kommer til at opleve i forhold til det at være sammen med sin ekskæreste.
Ingen let eller rigtig måde
Først har jeg lyst til at sige følgende til dig:
- Det er ikke helt let og enkelt at være sammen som venner eller at være i samme omgangskreds som ens forhenværende kæreste. Det er der ingen, der synes, hvis de altså mærker godt nok efter. Uanset hvem, hvad og hvilken grund der er til, at forholdet er afsluttet, så er ord som akavet, kunstigt, mærkeligt og hårdt noget af det, som dukker op i samtalerne med de unge, jeg taler med om at være sammen, når kæresteforholdet er brudt.
- Der er heller ikke nogen, der ligger inde med den rigtige måde eller “opskrift” på, hvordan man er sammen som venner, efter forholdet er afsluttet. Ikke desto mindre vil jeg prøve at give dig et par gode tip og samtidigt give dig svar på dine to spørgsmål om, hvordan man kommer ordentligt videre, og hvordan man kan håndtere at være i samme vennegruppe.
Forskellige grænser
En del forhenværende par har uhyrligt svært ved at finde grænserne for, hvordan de er sammen som venner. Nogle har det sådan, at de slet ikke kan eller vil være i samme rum, hvilket kan være en reel grænse for en tid. Andre prøver at være i samme tætte kontakt med hinanden – bare uden den fysiske del af kæresteforholdet.
Andre igen kan slet ikke finde ud af at trække hverken den fysiske eller den verbale intime grænse med hinanden – man både kysser, flirter, deler krop og tanker uden at være kærester. Der er selvfølgelig flere måder end de her tre beskrevne, men det er tre typiske måder – og så er der alt det, der ligger ind i mellem.
Mærk din grænse og hold den
Find ud af, hvordan I skal være sammen som venner, men gør det let for dig selv: Du kan ikke bestemme, hvordan hun er overfor dig, men du kan beslutte dig for, hvordan du er i kontakt med hende, og hvad der er godt for dig eller mindre godt for dig selv. Her må du lære at være opmærksom på dig selv og tage de nødvendige hensyn.
Usikkerheden følger med
Jeg ved ikke, hvordan du har det med din ekskæreste, men du giver i dit brev udtryk for, at du bliver usikker. Så tænker jeg: “Hvem bliver ikke det, når man er i samme rum som sin ekskæreste?” Det gør de fleste, og især når kæresteforholdet er nyligt afsluttet. Usikkerhed sidder ikke i hovedet men i kroppen og kan nok ikke undgås helt, men må samtidig ikke overhøres. Usikkerhed er et udtryk for, at noget på samme tid er splittet og nyt, og det kræver vores energi og opmærksomhed. Usikkerhed er også belastende, når det sætter sig godt fast. Du er derfor “særligt på arbejde”, når du er sammen med din ekskæreste.
Derfor: Find ud af, hvor meget du kan holde til – det er ikke forbudt at tage en pause og lige sunde sig og komme til kræfter igen. Usikkerhedsfølelsen kommer og går for os alle sammen. Den kræver sin plads, men skal ikke fodres.
Plads i vennegruppen
Du skriver, at I har været sammen i et par år, og I har valgt at være i samme vennegruppe. Det valg skal I give hinanden plads til. Der skal være plads til dig, og der skal være plads til din ekskæreste. At give hinanden plads og skabe plads til at være sig selv i et gruppefællesskab, som jeres vennegruppe er, er det arbejde, som du/I nu står overfor.
Det betyder konkret, at du skal både have lov til og arbejde på at være dig selv – uden din ekskæreste. Det er en ny situation og en ny måde at være sig selv på. Derfor kan og skal du: (1) tage vare på dig selv og (2) mærke efter hvad du har brug for, for at kunne være i jeres fælles vennerelation og (3) gøre hvad du kan, for at få det du har brug for sammen med vennerne, så du kan mærke, at der er plads til dig.
Komme i kontakt med sig selv
At komme til kræfter i tiden efter et brudt kæresteforhold består primært af at komme i kontakt med sig selv – et arbejde der primært gøres for sig selv. Jeg vil gerne give dig fire små arbejdspunkter med:
- Find ud af, hvem jeg er uden relationen med min forhenværende kæreste.
- Find ud af, hvem jeg er en god ven for.
- Find ud af, hvor mit engagement kan være med til at bidrage til min og andre menneskers glæde.
- Reflekter over følgende: I livet sker der ting, som er ventede og uventede, behagelige og ubehagelige, og dem får jeg aldrig fuld kontrol over.
Håber du har mod og lyst og ikke mindst vil sætte tid af til at arbejde med dig selv og de oplevelser, de fire punkter kan give dig.
Sig ordentligt farvel
For at komme godt videre er det vigtigt at få afsluttet godt eller i hvert fald forsøge at afslutte så godt, som det er muligt. Det er ikke muligt at komme videre, hvis denne proces ikke er gjort. Fik I sagt pænt farvel til hinanden, eller blev det en dårlig afslutning? Jeg ved godt, det er svært at afslutte et kæresteforhold godt, men ikke desto mindre er det det, der i mange tilfælde gør det muligt at komme videre. Videre til erkendelsen af, at vi nu ikke længere er sammen.
Det udløser ofte en smerte og for de flestes vedkommende en sorg. Men smerten og sorgen over det, der ikke er mere, er det naturligste i verden for at kunne komme videre – og tager tid at komme igennem – det tager, den tid det tager og skal ikke bedøves med dårlige erstatninger som en ny kæreste, alkohol eller lignende. Erkendelsen af, at noget er forbi, giver plads til, at sår kan heles, og at nyt liv kan komme til. En vigtig livserfaring, som kun kan læres i livet, og hvor vi nogle gange skal have hjælp fra andre mennesker.
Måske kan du finde mere inspiration i vores tema Kærestesorg.
Opsøg hjælp
Det er ikke tegn på svaghed at søge fortrolighed hos en anden og prøve at sætte ord på smerten, når livet gør ondt. Måske er der en god ven eller en person med lidt mere livserfaring end dig selv, som du har tillid til, og som har tid til at lytte og være sammen med dig. En smerte, der bliver delt, mister sin kraft.
Kærlig hilsen
Ulrik Buch