Skal jeg sige sandheden om min alder?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva. Jeg står i et rigtigt stort dilemma, og jeg håber, at I kan/vil hjælpe mig. Jeg har mødt en dreng på nettet, som er 19 år. Vi har skrevet sammen i ca. 4 måneder og vi er nu blevet kærester og jeg elsker ham RIGTIG meget.

Problemet er bare at: På min profil inde på nettet (hvor vi mødte hinanden) stod der, at jeg var 16 år, fordi jeg ikke kunne lave det om. Når folk så normalt kontakter mig, er det bare blevet en vane at sige, jeg er 16 år, for jeg plejer aldrig at tage mere kontakt til dem end det. Så desværre er jeg kommet til at gøre det samme ved min kæreste nu her, så han tror, jeg er 16, når jeg rigtigt er 15.

Jeg har overvejet at det enten ikke holder så lang tid og jeg bare kan få det bedste ud af den tid, vi har eller at han måske "glemmer" det lidt og at jeg måske på en måde kan få det rettet op (uden at sige, jeg har løjet). Jeg vil virkelig gerne sige sandheden til ham og det fortjener han også, men jeg vil virkelig ikke miste ham, for jeg elsker ham over alt på jorden og jeg ved, at hvis han får det af vide, så er det enden på vores forhold.

Jeg ved VIRKELIG ikke, hvad jeg skal gøre - så jeg håber virkelig, I kan hjælpe mig, uden at jeg mister ham...

Hilsen B, 15 år

SVAR:

Kære B

Jeg synes, du skal fortælle ham det, som det er. At du har lavet en lille tilsnigelse til virkeligheden. At du, fordi du brugte den hjemmeside, måtte lyve dig et år ældre.

Jeg kan ikke helt forstå, hvorfor det vil være enden på jeres forhold. Ok det er en lille hvid løgn, du har stukket, og selvfølgelig skal man være ærlig, men jeg kan ikke helt få øje på, hvorfor det skal være det, der skal splitte jer. Mon ikke han bare synes, det er lidt sjovt, eller bare helt ok? Jeg tænker, at der jo egentlig ikke er så vildt meget forskel på at være 15 og 16 år.

Egentlig vil jeg mene, at hvis ikke han kan klare den besked, så er han ikke værd at være kæreste med. Så kære B, jeg synes, du skal sige det, som det er og se, hvad der så sker.

Venlig Hilsen

Steen Kruse

Annoncer