Stoler ikke helt på kæreste og veninde - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej. Min veninde og min kæreste har været kærester før. Og min veninde siger, at hun hader ham, men har det helt fint med, at jeg er kærester med ham nu.

Men jeg har "Kigget" lidt på min venindes mobil, imens hun skrev og der stod hans navn med et hjerte bagefter, og jeg har også lidt set beskederne og der var også nogle hjerter. Jeg er bange for, at der forgår noget bag min ryg.

Jeg stoler heller ikke helt på ham, fordi han skriver hjerter med andre piger.

Pigen, 13 år

SVAR:

Kære pige på 13 år

Jeg skriver gerne tilbage til dig, som vil spørge om noget. At være 13 år og at stille spørgsmål er rigtigt klogt.

2 problematikker

Jeg har lagt mærke til, at der er 2 ting, der frustrerer dig:

  • Din veninde og din kæreste har været kærester før. Du har lagt mærke til, at på hendes mobil står hans navn med et hjerte bagefter.
  • Din kæreste skriver med hjerter til andre piger.

 

Hvad gør det ved dig?

Du fortæller meget præcist, hvad det gør ved dig:

  • Du er bange for, at der foregår noget bag din ryg.
  • Du stoler ikke helt på din kæreste.

 

Vær ikke ligeglad

Jeg har tænkt på, at du ved at spørge ud fra det, der frustrerer dig, ikke er ligeglad. Du handler på, at du er bange for det, der sker, og at det ikke er OK for dig, at du ikke kan stole på din kæreste.

Ved at du ikke er ligeglad, passer du på dig selv og giver dig selv omsorg og hjælp.

Vær selv tydelig

Hvordan andre er, og hvad de gør, er det ikke muligt at forandre. Til gengæld er det muligt for dig at tænke igennem: Hvad er det, jeg ønsker og gerne vil? Ved at få det tænkt igennem, har du mulighed for at handle ud fra det og selv være tydelig.

Jeg vil gerne stille dig nogle spørgsmål, som måske kan hjælpe dig til at finde ud af, hvad der er bedst for dig, hvis du er ærlig over for dig selv.

Selv-afklaring

  • Er det værd at undersøge på, hvordan tingene hænger sammen, eller er det ikke det værd?
  • Hvis du har det bedst med at undersøge, hvordan tingene hænger sammen, vil det være klogt at overveje, i hvilken rækkefølge tingene skal undersøges.
  • Da det handler om at være kæreste/ikke kæreste, vil jeg spørge dig, om det vil være klogt, at du som det allerførste snakker med din kæreste og siger til ham, hvordan du har det med, at han skriver hjerter sammen med andre piger end dig.
  • Vil det være en mulighed, at du siger til ham, at du ønsker at være hans eneste pige, ellers ønsker du at stoppe med at komme sammen med ham.

 

Her er det vigtigt at holde fast i at være ærlig over for dig selv. Hvis han ikke er med på tanken om, at du ønsker at være hans eneste ene, kan det være vigtigt at handle på det, du mærker, ved at sige ham fra. Også selvom det kan være svært at slippe ham.

Læs også gerne

Den eneste ene

Dine værdier

Måske kan det hjælpe dig at tænke, at du har noget, der betyder noget for dig. Du har nogle værdier. Jeg vil med mine ord skrive dem her:

  • Det er vigtigt at være åbne og ærlige over for hinanden, så det ikke opleves, at der sker noget bag hinandens ryg.
  • Det er vigtigt at kunne stole på hinanden som kærester (og også som veninder.)
  • Det er vigtigt at være tydelig overfor sin kæreste, så han/hun ikke er i tvivl om, at det er de 2, der er kærester.

 

Tag værdierne med ind i fremtiden

Du er en pige, der har nogle værdier og ønsker. Dem kan det være vigtigt at tage med dig, da det i fremtiden kan hjælpe dig til at være tro over for dig selv.

Læs også artiklen: Pigevenner og drengevenner

Jeg ønsker dig et rigtigt dejligt ungdomsliv.

Med hjertelig hilsen

Hanne

Annoncer