Skal jeg gå fra min kæreste og vælge ham, jeg skriver med?

Vis spørgsmål

Hejsa Adam og Eva.

Jeg står i den utroligt svære situation, at jeg er faldet for en anden fyr end min kæreste. Min kæreste og jeg har været sammen 4½ år og bor sammen. Vi har altid været (og er stadig) rigtig glade for hinanden, men her den sidste tid er tingene begyndt at gå den forkerte vej.

For nogle måneder siden begyndte jeg for første gang nogensinde at nævne for veninde og familie, at jeg havde overvejet at gå fra min kæreste, og det kom for et chok for mange (inklusiv mig selv). Min kæreste bruger så meget tid på sin computer og er mere optaget af den end mig, plus der er andre ting, som irriterer mig meget.

Samtidig med, at det begyndte at gå lidt ned ad bakke med min kæreste, begyndte jeg at skrive lidt med en anden fyr, der var SÅ sød og gjorde mig glad på mange punkter. Jeg ville dog ikke tage en forhastet beslutning, derfor ville jeg vente lidt og se tiden an. Og det gik mere og mere ned ad bakke med min kæreste (er selv skyldig i den her situation og har det så dårligt med at skrive med en anden). Men jeg kunne mærke, at mine følelser blev stærkere for den anden fyr og svagere for min kæreste.

Jeg tog så snakken med min kæreste, hvor vi fik snakket alt ud og begge var meget kede af det. Han ændrede sig 100%. Nu er han dog begyndt at falde lidt tilbage i samme spor, og jeg har stadig meget stærke følelser for ham den anden. Derfor er jeg så splittet: Skal jeg tage chancen og gå fra min nuværende kæreste; både fordi jeg ikke synes, det går, som jeg vil have det, men også fordi jeg føler så stærkt for den anden fyr? Jeg har det på den ene side dårligt med at holde min kæreste for nar. På den anden side vil jeg fortryde om nogle år, hvis ikke jeg tog chancen med ham, jeg er vild med ...

S, 21 år

SVAR:

Kære S

Tak for dit spørgsmål til os her på AdamogEva.dk. Jeg skal prøve at give dig et par gode råd, og jeg håber, der er noget af det, du kan bruge.

Du kan gøre noget ved det

Jeg kan godt forstå, du føler, at du er havnet i en møgsituation, som ikke er til at holde ud længere. Du skriver, det er din egen skyld, at du er havnet i den situation, fordi du er begyndt at skrive med en ny fyr. Jeg er ikke så interesseret i at placere “skyld” eller “ikke skyld” i mit svar til dig, men mere interesseret i, at du forstår, at du er den eneste, der kan bringe dig ud af den situation, du er havnet i. Så længe du ikke får taget et valg om, hvem du vil være sammen med, vil du kun opleve, at situationen bliver mere og mere splittet.

Det gode parforhold

Hvis du vil være sammen med din nuværende kæreste, bliver du nødt til at holde op med at skrive med den nye fyr. Det er ikke muligt at engagere sig i et forhold, hvis du ikke er interesseret i kun at engagere dig ét sted. Lige nu har du to steder, hvor du prøver at engagere dig: Hos din nuværende kæreste og hos ham den nye, du skriver med. Og ja, det er sårbart at satse sin kærlighed på ét menneske, men det er forudsætningen for, at et parforhold kan fungere.

Man bruger nogle gange et billede om parforholdet, som lyder sådan her. “Græsset er altid mest grønt, der hvor man vander det.” Du kan ikke “vande” græsset to steder (dvs. hos både din nuværende kæreste og ham, du skriver med) – det bliver du ikke afklaret af. Det er det, du oplever lige nu. Din situation har nu stået på i nogle måneder med dårlig samvittighed hos dig til følge. Du skriver, at du har det dårligt med at skrive med en anden fyr og derved holde din nuværende kæreste for nar.

Træf et valg

Den situation og den dårlige samvittighed kan du selv komme ud af ved at træffe et valg. Det er det, der er din fornemste opgave lige nu. Jeg vil give dig et par afklarende spørgsmål/opgaver med i den proces:

  1. Find ud af, hvad du forventer af et parforhold (det er din primære opgave, og derefter at fortælle det videre til din kæreste)
  2. Hvad vil du være med til i forhold til din nuværende kæreste?
  3. Begynd at arbejde på, at et parforhold er noget, vi skaber sammen, for der skal to engagerede mennesker til et godt parforhold (det gælder dig og din kæreste og uanset, hvem du ellers kommer til at være sammen med).

Kedsomhed og engagement

Er græsset blevet grønnere på den anden side af hækken? Er I begyndt at kede jer sammen? Det kan ske, når vi har været i et parforhold en årrække, at vi begynder at kede os og ikke tager parforholdet seriøst nok, og derfor begynder at se efter andre muligheder. For mig at se er det det, der er sket med jer: Din kæreste er begyndt at kede sig lidt, han har ikke fundet en anden, men er begyndt at bruge mere tid på computerspil. Du er begyndt at kede dig lidt sammen med ham og er begyndt at kigge efter nye potentielle fyre at være sammen med.

Computerspil eller andre potentielle kærester er i min verden er et udtryk for det samme: I er ikke nok engagerede i hinanden, og derfor bliver I nødt til – hvis I skal forblive sammen – at få ændret jeres parforhold. Og det skal der to mennesker til. Den bedste kur mod kedsomhed er engagement. I må engagere jer mere i hinanden, hvis det skal lykkes jer at forblive kærester.

Hvordan det med engagement kan gøres, kan du måske få nogle input til ved at læse artiklerne:

At flytte sammen
Den eneste ene
Den nødvendige tilgivelse
Konflikter i parforholdet
Kærlighed i praksis
Kærlighed og forelskelse
Skal jeg blive eller gå fra min kæreste?

Det kan også være, I begge skal læse artiklerne og ud fra dem få nogle gode samtaler om, hvad I vil med jeres forhold. Hvis I begge er indstillet på at engagere jer for at få et bedre forhold, kan I vælge at tage på et Parkursus, hvor I lærer både jer selv og den anden bedre at kende og får redskaber til at takle de problemer, der opstår i ethvert parforhold.

Fortryde …

Du frygter, at du vil komme til at fortryde et af dine valg. Det er der ingen af os, der ved. I min verden er det eneste sikre, at du vil fortryde ikke at få truffet et valg, for den tilstand er alt for belastende at være i. Du er helt sikkert den bedste til at vælge for dig selv. Og jeg vil opmuntre dig til at stole på dig selv og din evne til at vælge.

Kærlig hilsen
Ulrik Buch

Annoncer