Jeg elsker min mand - hvordan får jeg ham tilbage?

Hej Adam og Eva. Min mand og jeg er separeret. Vi skal tilbage til 2010, hvor jeg var højgravid med vores 4 barn. Her er vi igennem et meget turbulent forløb, hvor forstervandet går, jordemoderen tror ikke på mig og det ender med akut kejsersnit. Jeg fornemmer, at der er noget galt med min søn, vi kommer hjem og en dag stopper han med at trække vejret. Jeg får blæst liv i ham igen. Han bliver undersøgt og de siger, han ikke fejler noget. Jeg fornemmer stadig, der er noget galt og 2 dage senere sker det igen og denne gang ser min mand det og vi får ringet efter ambulance. På sygehuset sker det igen og jeg kaster ham i armene på en sygeplejerske og går. De konstaterer han er sund og rask og jeg nægter at tage hjem og siger, at hvis de ikke indlægger ham, må de indlægge mig på psykiatrisk. Han bliver indlagt grundet mor er i en form for chok tilstand og det vurderes, at det vil være bedst at mor og søn bliver trygge ved hinanden igen under ordnede forhold. Jeg bliver ved med at insistere på, at der er noget galt med min søn. Hele vejen i forløbet har min mand bakket op om fagfolkenes udtalelser og ikke støttet mig i mine fornemmelser. Og her dummer min mand sig så igen og siger til mig, at nu må jeg tage mig sammen, vi har 3 andre børn, der også har brug for os, og når lægerne siger, at han ikke fejler noget, så gør han jo IKKE det, jeg døde lidt i de minutter, for hvis min mand ikke troede på mig, hvem skulle så.

Så kom min redning, men skaden var sket. En ung mandlig læge tager mig alvorligt og de finder ud af, at drengen er alvorligt syg, han kommer i behandling og vi kommer hjem med abnø-alarm. Nu skulle vi hjem og være en lykkelig familie, men men men, nej vi var ikke alle okay, mor var knækket, bange og turde ikke sidde med drengen i armene for, det eneste hun kunne mærke var en død baby, og her begynder det for alvor at gå ned af bakke, jeg forlod hjemmet, så snart jeg kunne komme af sted med det, fordi min mand ikke evnede at lytte på mig. De begynder at fjerne min sikkerhed for min søns overlevelse, ved at tage apparatet af ham, osv osv. Min mand og jeg glider længere og længere fra hinanden, mine øjne ser kun en mand, der nær havde slået min søn ihjel, fordi han ikke ville høre på mig, selvom mit hoved godt vidste, at han bare gjorde som enhver ville have gjort, og vores samtaler omkring det endte mere og mere i skænderi er, fordi han jo også selv bebrejdede sig selv det, der kunne være sket.

Jeg kørte mere og mere væk fra hjemmet, var ulykkelig, bange og følte mig svigtet. I 2012 flytter en god fælles ven til området. Jeg er inde i en depressiv periode og han lytter, jeg finder trøst i samtalen og til sidst i sex med ham, det værste jeg nogensinde har gjort i mit liv, men det løftede mig op fra min depressive periode. Jeg bliver nød til at gå til bekendelse for min mand, da rygterne kører i området, jeg får nogle ordentlige nogen på kassen (velfortjent efter, hvad jeg havde gjort) børnene og jeg har 2 overnatninger på krisecenter. Så tager vi hjem igen, min mand og jeg får en rigtig god snak, og bliver enig om, at vi gerne vil hinanden, men vi skal have hjælp til at komme videre, vi tager sammen til familiebehandling, jeg kommer regelmæssig til min psykiater og min mand kommer til noget "lær at lade være med at slå" terapi og det går godt en tid, indtil jeg får en hamrende manisk periode dec 2012 og jeg er væk fra hjemmet i 4 dage lige op til jul. Kommer hjem 22. dec og tror alt bare er i orden (der er det selvfølgelig ikke), vi holder jul og nytår, og i januar bliver vi enige om, at det her går bare ikke, vi må væk fra hinanden, for at finde hinanden og ikke mindst os selv. Min mand vil gerne, jeg kommer hjem igen og vi er sammen nogle gange, det var nemt og trygt, men jeg er afvisende, fordi der i min verden var så meget, vi ikke havde fået styr på endnu og fordi der stadig var meget ved mine diagnoser, der ikke var styr på, og jeg ville ikke risikere at såre ham, mig eller børnene yderligere. Da jeg bliver moden til, at optage vores ægteskab igen, vinder han i lotto, og jeg trækker mig lidt igen, det skulle ikke hedde sig, at jeg bare tog hjem for pengenes skyld. Lidt senere er bøtten så vendt, og han vil ikke have mig tilbage, han er blevet bitter og umulig at være i nærheden af. Vi kommer til en festival med hver vores venner og han er rigtig ubehagelig, og jeg møder en rigtig sød fyr Ole, vi bliver kærester, og alt er godt i nogle mdr, så blusser mine følelser for min mand for alvor op. Jeg forsøger at forklare ham det, men fornuftigt siger han: Heide så længe du kan stå og sige alt det der til mig og så stadig være kæreste med Ole fortæller mig bare, at jeg skal holde mig langt væk fra dig, men jeg synes, du skal blive ved Ole, for det lyder til, at han er alt det, du altid har drømt om, og det var ganske rigtigt. Selvom Ole var alt det, jeg nogensinde kunne ønske mig i en mand, var han bare ikke MIN MAND. Jeg gør det forbi med Ole i januar og ved nu, at den eneste mand for mig er MIN MAND. Jeg har forklaret, jeg har fortalt, jeg har grædt og kæmpet, men svaret er: JEG KAN IKKE!!! Hvordan får jeg min mand tilbage, jeg elsker ham og ved inderst inde elsker han også mig, men jeg har såret ham dybt i mit sygdomsforløb.

(forkortet af redaktionen)

Kærlig hilsen Heidi <3