Kære E
Tak for dit spørgsmål til os her på AdamogEva.dk. Jeg vil give dig nogle overvejelser i forhold til dit spørgsmål, om jeres forhold skal ændres eller ej.
Jeres situation lige nu
Af det du beskriver om jeres forhold, kan jeg forstå, at der er meget på spil. I har et langvarigt forhold i bagagen. I har ikke været kærester med andre end hinanden; I har prøvet at afslutte forholdet flere gange; I har meget tiltrækning til hinanden; I har oplevet kærlighed sammen; og I har været sammen i lang tid uden nu at være i stand til at finde ud af, om jeres forhold er et kærlighedsforhold eller et afhængighedsforhold.
Kærlighed eller afhængighed
Mange forhold udvikler sig over tid til et afhængighedsforhold med stor mangel på kærlighed. Det kan på samme tid godt indebære sex og samliv, men kærlighed bliver noget, man savner. Derfor er mit første spørgsmål til dig: Hvordan har jeres forhold været? Du beskriver det som et forhold, hvor der er meget samvær – I vil noget sammen – og et forhold med lidenskab og seksuel tiltrækning. Mit næste spørgsmål bliver derfor: Hvilket parforhold vil du gerne have?
Forvirrende forhold
Du beskriver jeres forhold som noget forvirrende rod. Ja, tænker jeg, det er forvirrende, fordi I har svært ved at blive enige med hinanden om, hvad jeres forhold er. Forvirrende, fordi det er svært at være stand til at holde den beslutning, som du har taget: Lige nu er I ikke kærester, men du kan alligevel ikke holde dig fra ham.
Det er også værd for dig at overveje: Kan du holde til, at han er ked af det og føler sig såret over din beslutning om ikke at være kærester?
Det slider at være uafklaret
For at begynde med det sidste: I er i gang med det, jeg kalder et “skal-vs.-skal-ikke” forhold. I tager beslutninger, som ikke bliver overholdt for derefter at blive lavet om igen – bevidst/ubevidst og til tider aftalt/ikke aftalt – og det “system” kører uden at blive ordentligt snakket igennem. Min erfaring er, at mennesker bliver forvirrede af det, og nogle kommer ud på den anden side (efter endt parforhold) med en masse skrammer på sind og psyke. For det slider helt enormt ikke at vide, hvad der foregår – håb og bristede håb, længsler og frustrationer om, hvornår vi er kærester, og hvornår vi ikke er det. Det hele bliver tåget og dermed svært at være i, samtidig med, at man så gerne vil være i det, uden dog at kunne være i det, på den måde, som det er lige nu osv. – Jeg ved ikke, om du fornemmer i det, jeg beskriver, at det er opslidende at være i et sådant forhold. Så derfor bliver mit råd: Find ud af, om I er kærester, eller hvad I er.
Hvem er du?
På samme tid tænker jeg, du må bruge tid på at finde ud af med dig selv, hvorfor du ikke kan holde dine beslutninger om, at I ikke skal være sammen. Du har slået op med ham to gange, og I ender sammen. Hvad er der med ham, som gør, at du ikke kan slå op med ham?
Efter min mening har det også noget med dig at gøre. Du nævner selv, at du er mere til at fyre den af og ikke er klar til at binde dig samtidig med, at I drømmer jer ud i fremtiden sammen. Jeg kunne godt skrive noget om disse “jeg-har-svært-ved-at-binde-mig” tematikker. Men jeg tror ikke, det handler om det.
Arbejd med din selvtillid
I min verden handler det om noget, som er vildt vigtigt: Tillid til dig selv og din egen evne til at navigere i det, du møder. Der er noget med denne her forvirring, du beskriver, som jeg tror “snyder” dig, og at det handler om noget mere grundlæggende, nemlig tilliden til dig selv.
Vores evne til at træffe gode beslutninger for os selv og vores eget liv er noget, vi skal øve, fordi vi skal bruge det resten af livet. Det betyder, at vi godt kan træffe beslutninger, som vi laver om, eller nogle gange må gå tilbage og sige, at vi tog en forkert beslutning. Men det betyder også at arbejde frem mod at kunne stole på, at jeg godt kan have tillid til min egen evne til at mærke, beslutte, træffe valg. Det hænger også sammen med at udvikle personlighed, føle nærhed, mærke kærlighed, tillid og opbakning.
Jeg vil anbefale dig at læse artikler og svar til andre i vores tema At finde den rigtige. Der kan du finde mange flere input til dine overvejelser, og måske kan du og din kæreste bruge nogle af artiklerne som baggrundsstof til de samtaler, I skal have for at finde vejen frem i jeres forhold.
Jeg håber, du kan bruge lidt af det, jeg har skrevet, og jeg vil ønske dig alt godt fremover.
Kærlig hilsen
Ulrik Buch