Skal jeg fortælle det eller lyve for mine forældre?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva

Jeg er en pige, der lige er fyldt 16 år. Jeg har aldrig haft en kæreste eller lignende. Men nu er jeg begyndt at se en dreng, jeg har mødt gennem fælles venner. Han er et halvt år ældre end mig og bor også stadig hjemme.

Vi har det enormt godt sammen og har set hinanden flere gange bare os to, hvor vi har gået en tur og sådan noget. Sidste gang endte jeg så med at sove hjemme hos ham, efter vi havde været ude. Det var meget stille og roligt, og jeg gik, inden hans forældre vågnede. Dog har jeg lidt dårlig samvittighed i og med, at jeg sagde til mine forældre, at jeg sov hos en veninde.

Og nu hvor vi har talt om, at jeg snart skal sove hos ham igen, har jeg tænkt mig at sige det samme til mine forældre. Simpelthen fordi jeg ved, at de vil synes, det er underligt, at jeg skal sove hos en dreng, når jeg aldrig har talt om drenge før. Og fordi de altid er meget nysgerrige, når jeg skal sove ude, om forældrene er hjemme og alt muligt. Og jeg tror, de vil synes, det er forkert, at jeg sover hos en fremmed dreng, som de slet ikke kender overhovedet.

Burde jeg måske fortælle dem det, eller kan I godt forstå, at det er nemmest bare at lyve?

Vh mig

SVAR:

Kære du

Tak for dit meget ærlige spørgsmål!

Tillykke med din kæreste! Det er en spændende tid, du befinder dig i. Jeg vil også prøve at være ærlig i mit svar. Selvom du ikke kalder drengen din kæreste, så lyder det i mine ører, som om I er kærester. Er det ikke rigtigt?

Om at sove sammen

Det er fedt, at I bruger tid sammen, så I kan lære hinanden bedre at kende. Det er forudsætningen for en god og sund relation. Bliv ved med det!

Det lyder, som om du ikke helt har afgjort med dig selv, hvad du egentlig synes om at sove hjemme hos en dreng. Du ved godt, hvad dine forældre synes. Det var derfor, du løj for dem om, hvor du var. Du ved tilsyneladende også, hvad din kærestes forældre synes, da du gik, inden de vågnede.

Jeg synes, du skal finde ud af med dig selv, hvad du selv synes er okay! Synes du, det er en god idé at sove hjemme hos din kæreste? Hvorfor? Hvorfor ikke? Måske skulle du tage en samtale med dine forældre om det, da de stadig har et vist ansvar for dig, og I helst skulle være nogenlunde enige på dette punkt. Jeg synes det er rimeligt, at de ved, hvor deres datter sover henne om natten. Spørg dem, hvad de synes.

Som kristen rådgiver mener jeg godt, man kan sove hjemme hos sin kæreste. På den betingelse, at man informerer sine forældre om det, og at man sover i hver sit rum. Det lyder måske gammeldags at skulle sove hver for sig. Men det er min vurdering, at det er en sund grænse at sætte for sig selv, hvis man gerne vil vente med sex, til man er blevet gift. At sove sammen er en af de glæder, man kan have med sin ægtefælle. Det siger jeg ikke, fordi jeg ikke stoler på dig, men fordi jeg mener, det er forkert at lade som om man er gift, når man ikke er det.

I vores tema Kæresteliv kan du læse artikler og svar til andre om, hvordan I opbygger et godt og stærkt kæresteforhold.

I de her svar til andre kan du læse mere om det at sove sammen som kærester:
Kærestes mor si’r nej til at sove sammen. Hvad gør vi?
Må ikke sove sammen med kæresten – hvad gør jeg?

Om at lyve for sine forældre

Du skriver også, at du overvejer at lyve for dine forældre igen. Som du nok kan læse af det ovenstående, synes jeg, det er en rigtig dårlig idé. Du bliver nødt til at være ærlig og snakke med dine forældre om det. Du skriver, at du tror, dine forældre vil synes, det er forkert. Hvorfor tror du, de synes, det er forkert?

Måske er det en god idé, at dine forældre lærer din kæreste at kende, inden I begynder at sove under samme tag. Hvis du ikke er klar til at fortælle dine forældre om din kæreste, skal I måske vente med at sove sammen – for din samvittigheds skyld.

Jeg håber alt godt for dig og din kæreste! Jeg synes, dit spørgsmål er godt og ærligt, og derfor får du også et godt og ærligt svar!

Med venlig hilsen
Morten Rugager Kristensen

Annoncer