Kære Nina
TAK for dit brev. Jeg bliver berørt over at læse det, du skriver og tænker, at det er rigtig godt, du deler din smerte og frustration med nogen.
Ud fra det, du skriver, ser det ud til, at du er god til at sætte ord på dine følelser og sætte ord på din fortvivlelse og sårethed. Det er rigtig godt, du gør det, for det er én af vejene gennem den sorg og smerte, du står i lige nu.
Svigtet
Som jeg læser dit brev, så har du vist din kærlighed til ham, som du gennem en tid har været forelsket i. Han har misbrugt din kærlighed og tillid og det finder du først ud af, da du går ham på klingen og afkræver ham et svar. - Så får du det svar, der forståeligt nok river tæppet væk under dig.
Som jeg forstår dit brev, har I indledt et seksuelt forhold til hinanden. Hvis det er forstået rigtigt, så forklarer det muligvis, at du føler dig ydmyget og flov. Når 2 mennesker har sex med hinanden, så deler man noget af det mest personlige og intime, som mennesker kan have med hinanden. Netop fordi sex involverer os på så dybt og personligt et plan, så er det også det område, hvor vi er særligt sårbare og lettest kan føle os svigtet. Man kan måske sige, at du har givet ham noget af dig selv, som du ikke kan trække tilbage og det kan opleves som en sorg med alle de følelser, du så fint beskriver.
Hvis du ønsker at læse mere om det emne, kan du finde en del artikler om det på denne hjemmeside.
Besat af ham
Du er stadig helt vild optaget af ham uden egentlig at ville det. Jeg tror, det er helt naturligt at have det sådan. Efterhånden som tiden går, tror jeg, han kommer til at fylde mindre og mindre i din bevidsthed. Jeg vil opfordre dig til, at du ikke ser ham og ikke viser ham din interesse. Heller ikke hvis han skulle vende tilbage for at indlede et forhold igen.
Måske kan du også prøve, at flytte fokus over på andre ting, når han dukker op i dit hoved. F.eks. ved at gøre noget, du har lyst til f.eks. at være sammen med nogle af dine kammerater. På den måde kan du selv være med til at bestemme, hvor meget han må fylde for dig. Jeg ved godt, at det ikke er det nemmeste i verden. – Men jeg tror, det med tiden kan hjælpe på din oplevelse af, at han kommer til at fylde mindre og mindre for dig.
Selvmordstanker
Du skriver bl.a., at du er mega livstræt og at du er bange for at ”VI bliver enden på MIG”. Det får mig til at tænke på, om du indimellem kan have tanker om, at det var lettest ikke at være til og om du indimellem kan gå med tanker om selvmord. Jeg spørger dig, fordi jeg af og til har snakket med piger i din situation, som kan gå med disse tanker uden at fortælle dem til nogen. Det værste, man kan gøre, er nemlig at gå med disse tanker for sig selv. Der er hjælp at hente, også når man har det så svært, som du har det lige nu. Hvis det er tanker, du kender til, så vil jeg kraftig opfordre dig til at snakke med en person om det. Det kan være en dine venner, forældre, en lærer du har tillid. Hvis du synes, det kunne være rart at snakke med én, du ikke lige har en relation til. Så findes der bl.a. én anonym rådgivning, som er vant til at snakke med piger i din situation. Det er www.livslinien.dk. Livslinjens anonyme telefonrådgivning, telefon 70 201 201, er åben hver dag fra kl. 11 - 23
Det er vigtigt, at du fortæller det til nogen, så du kan få den hjælp og støtte, du har brug for. Jeg har oplevet mange, der har følt, det var en hjælp at få sat ord på smerten. Det er for mange med til at give et nyt perspektiv på en situation og det er med til, at de fleste ser nye muligheder og andre løsninger på det, de oplever som meget svært.
Hvad skal jeg stille op?
Det vigtigste, jeg tænker, du kan gøre, er at snakke med mennesker, som kan hjælpe og støtte dig.
Jeg vil også råde dig til at sørge for at gøre noget, der er sundt og godt for din krop f.eks. sørge for at få motion og frisk luft. Prøv også at styrke relationen til dine venner og din familie, så de kan hjælpe og støtte dig.
Det er helt forståeligt, at det ser mørkt ud for dig. – Samtidig er jeg overbevist om, at du kommer igennem det svære, som du står i lige nu. Jeg tror på, at du kommer videre og kan få et godt og rigt liv.
Du er meget velkommen til at skrive igen og jeg vil gerne uddybe noget af det, jeg har skrevet eller der kan være andet, du har brug for, som jeg ikke er kommet ind på her.
De bedste hilsner
Annette