Kære Kasper.
Tak for endnu et vigtigt spørgsmål fra dig. Her kan du se tidligere spørgsmål og svar: Kæreste truer med selvmord – hvad gør jeg?
Jeg kan godt forstå, hvis du føler dig lost, din kærestes problemer er nemlig ikke sådan lige til at tackle.
Det, der sker, er slet ikke i orden
I Danmark er det forbudt at slå børn, så når du fortæller, at din kæreste bliver slået, ringer alarmklokkerne hos mig. Set i forhold til dit sidste brev, hvor du fortalte om, at din kæreste truede med selvmord, osv., tænker jeg, at der er noget, der ikke helt er okay hjemme i den familie.
Sidst skrev jeg følgende til dig: ”Du må sige til hende, at hendes problemer er alt for alvorlige til, at du kan rumme dem alene”. Gad vide om du har fået sagt det til hende? Jeg nævnte også for dig, at det er vigtigt, at din kæreste får talt med en voksen. Hendes problemer lyder til at være meget alvorlige, og hun skal derfor have hjælp.
Du bliver nødt til at gå til nogle voksne
Du fortæller, at du kommer til at ryste på hænderne og ikke ved, hvad du skal stille op, når hun skriver til dig om de oplevelser, hun har med sin stedfar og mor. Jeg synes ikke, at du skal stå alene med det, hun fortæller dig, - det er et alt for stort ansvar. Jeg vil derfor på det kraftigste opfordre dig til at snakke med en voksen, som du har tillid til, fx dine forældre eller en lærer.
Jeg får også lyst til at sige til dig, at hvis du vil hjælpe din kæreste, så bliver du nødt til at fortælle nogle voksne i din nærhed, om det du oplever, så de kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad du skal stille op.
Søg hjælp
Hvis du her og nu vil have hjælp til, kan jeg henvise dig til Børnetelefonen, som er anonym rådgivning. Nummeret er 116 111. Det er helt gratis.
Send også linket til din kæreste og opfordre hende til at ringe til dem hurtigst muligt.
Jeg håber virkelig, du får fat på nogle voksne, som kan hjælpe dig og din kæreste.
Du er selvfølgelig også velkommen til at skrive igen.
Kærlig hilsen
Annette Hassingboe