Hej F
Mange tak for spørgsmålet – det giver rigtig god mening!
Det lyder, som om du har læst 12 år – kan man stoppe væksten? som indeholder meget godt. Du kan også læse 12-årig pige: Ender jeg med at blive højere end alle de andre? som jeg også synes er et godt svar.
Udregning af sluthøjde
Man har lavet en måde at regne ud, hvor høj man bliver ud fra forældres højde. Formlen for piger er: ((fars højde - 13 cm) + mors højde)/2. Udregningen er et gæt, og den rigtige højde svinger med ca. 8,5 cm på begge sider. Du kan læse mere på sundhed.dk.
Når jeg smider dine forældres tal ind i formlen, er din sluthøjde 182 +- 8,5 cm, så det ser ud til, at du bliver høj.
Hvad kan man gøre?
Den højde, du ser ud til at få, er normal og helt ufarlig, og derfor skal der ikke gøres noget ved det, selvom det er træls. Hvis det så ud til, at du ville blive omkring 190, så ville læger begynde at overveje at bremse væksten.
Hvis læger skal forsøge at bremse væksten, så er det noget, som skal påbegyndes inden eller helt i starten af puberteten. Her kan man forsøge at give kønshormon (østrogen til piger), men man er ikke enige om, hvor godt det virker. En anden mulighed er en operation, hvor man ødelægger den del af knoglen, som vokser. Men det er jo ikke en behandling, som er aktuel for dig, da du er gået i puberteten, og du ikke ser ud til at blive så høj, at du når en eller anden kritisk grænse.
Fortæl hvad du tumler med
Jeg håber, du kan få hjælp til at blive glad for din højde. Jeg vil anbefale dig at få en snak om din højde med en, du stoler på. Måske din mor, som jo også er høj eller måske sundhedsplejersken på skolen. Og så plejer biologien at hjælpe dig på længere sigt. Drengene i din klasse er lidt langsommere om at vokse, men når de går i gang, så går det stærkt, og flere af dem ender sikkert med at blive højere end dig.
Måske kan du få noget ud af at læse artiklen Du er smuk som du er!
Jeg håber, du kan bruge svaret.
MVH Jonas