12-årig pige: Ender jeg med at blive højere end alle de andre?

Vis spørgsmål

Hej alle

Jeg er en pige på 12 år, der er meget utilfreds med min højde og er rigtig bange for at blive højere end alle drengene og pigerne. 

Men er der gode nyheder omkring det, fx at jeg bare vokser hurtigt, og at den højde jeg er nu (måske lidt mere), vil være min endelige højde?

C

SVAR:

Hej C

Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk. Det er super godt, at du får sat ord på det, der lige fylder for dig mht. din højde.

Det lyder til, at du er en af de høje i klassen og er bekymret for, at du skal vokse dem alle over hovedet – også drengene. Jeg ved jo ikke så meget om dig, hvor høje dine forældre er, om du har fået menstruation osv., men jeg ved selvfølgelig nogle generelle ting om, hvordan man vokser, og det vil jeg forsøge at beskrive for dig.

Pubertet og vækst

Piger er som regel dem, der først begynder at vokse, og i nogle klasser er det almindeligt, at der er flere piger, der er højere end drengene. Det er, fordi pigerne vokser meget, indtil de får deres første menstruation. Efter den er kommet – typisk i 12-13 års alderen – så vokser piger ca. 6-8 cm. Og så stopper de næsten med at vokse, hvorimod drengene kan vokse, til de er omkring 20 år.

Så, altså hvis du selv har en fornemmelse af, at der ikke går meget lang tid, inden din menstruation kommer, så ved du derudfra, hvor meget mere du vil vokse.

Udregning af sluthøjden

En anden ting man også kan se på, er hvor høje ens forældre er og ud fra det regne sin egen cirka sluthøjde ud. Det gør du på den her måde: Dine forældres højde lægger du sammen, dividerer med to og trækker 6 fra – det vil også give dig en fornemmelse af din sluthøjde.

Har du brug for mere viden

Hvis du har brug for mere præcis viden om det, er jeg sikker på, at du kan opsøge sundhedsplejersken på din skole og få hende til at hjælpe dig med det.

Du kan også kigge i vores tema om pubertet – mest for piger, hvor du kan finde masser af artikler og svar til andre, der handler om den kæmpe udvikling, der sker med dig lige nu.

Jeg håber, du kan bruge mit svar. God sommer!

Mange hilsner
Marianne

Annoncer